Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Etikken afgørende for kvaliteten

”Hvis I mangler et sted at prøve noget af i praksis, så vil vi da gerne medvirke.”

Sygeplejersken 2003 nr. 37, s. 19

Af:

Søren Palsbo, journalist

Sådan sagde Søllerøds borgmester Erik Fabrin (V), da Dansk Sygeplejeråd og Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) fremlagde de to fagorganisationers ideer til udvikling af kvaliteten på ældreområdet. Det skete på et møde i Kommunernes Landsforening så langt tilbage som januar 2001. Og det blev starten på et foreløbig to et halvt-årigt forløb og et fantastisk godt samarbejde.

Sådan beskriver Dansk Sygeplejeråds 2.-næstformand Aase Langvad starten på projektet ”Etik i ældreplejen.” Samarbejdet mellem Dansk Sygeplejeråd og FOA om kvaliteten i ældreplejen er endnu ældre.

”Hvorfor har vi etableret dette samarbejde?” spurgte Aase Langvad, da 2. fase af Søllerød Kommunes etikprojekt blev skudt i gang. Og hun svarede selv: ”Fordi vi mener, at vore ældre medborgere skal behandles med respekt, ordentligt og menneskeligt af et fagligt højt kvalificeret og kompetent personale.”

Både FOA og Dansk Sygeplejeråd mener, at det bæredygtige fundament for ældreomsorgen i Danmark er grundlæggende værdier som bl.a. respekt for det enkelte menneske, tillid og åbenhed, solid faglig viden og dygtighed - og evne til selvstændig tænkning i arbejdet.

”Det er her, vi ser den store sammenhæng til Søllerøds ældrepolitik og værdigrundlag. Hermed være ikke sagt, at når vi nu sætter etikprojektet i gang, kan vi se helt bort fra økonomi og ressourcer. Det ville være en ønskedrøm for os, men ikke realistisk. Projektet åbner ikke for nogle økonomiske sluser, det er vi helt bevidste om. Ligesom vi også ønsker, at der foregår den bedste udnyttelse af ressourcerne - såvel økonomiske som de personalemæssige.

Men det, vi er enige om, er, at de allerfleste medarbejdere er fagligt dygtige, menneskeligt kompetente og godt selv kan tage ansvar for deres arbejde. Og de allerfleste borgere har rimelige behov.

Derfor er mødet - og etikken i mødet - med den enkelte ældre også en afgørende faktor for kvaliteten i ældreplejen.

Ved hjælp af ligeværdig dialog skabes den gode relation mellem medarbejder, borger og pårørende. Denne relation er utrolig vigtig for, at plejen og omsorgen lykkes, så både borger, medarbejder og pårørende bliver tilfredse.”