Krigere uden våben

Der er langt fra de glade danske sygeplejersker, indfanget af den amerikanske fotograf Lee Miller under hendes besøg i Danmark lige efter Befrielsen i 1945, og til de amerikanske kolleger, der var med ved fronten under invasionen af Normandiet året før. Besøget i Danmark var en slags modgift til de gruopvækkende oplevelser på krigsskuepladsen. Lee Miller var den første fotograf til at afdække militærets brug af napalm.

Og hendes billeder fra koncentrationslejren i Dachau rystede omverdenen.

I Danmark har hun fokus på kønne grønne landskaber, idylliske bondegårde, glade engelske marinere omkring Den lille Havfrue og en kærlig kronprinsesse Ingrid, der leger med to små lyshårede prinsesser. Også hendes artikler til det amerikanske ugeblad Vogue bærer præg af glæde over, at freden har sænket sig over et Danmark, som ikke var skudt sønder og sammen som det Tyskland, hun passerede igennem, inden hun nåede den danske grænse. Der bliver sat plads af til at gengive gode råd fra Statens Husholdningsråd og til at fortælle om, hvor dygtig man er her i landet til at lave smukke sko af fiskeskind.

Den amerikanske fotograf var for sin tid en ener på sit felt. En frigjort kvinde, der gjorde, hvad hun havde lyst til. Smuk, kunstnerisk begavet og teknisk minded - og udstyret med en forrygende rastløshed, der drev hende fra begivenhed til begivenhed. Krigen gav hende et kick. Siden var det svært at komme Side 11

videre i hverdagen i ægteskabet med den britiske maler, forfatter og multikunstner Roland Penrose og deres lille søn Antony, født i 1947.

Fra model til fotograf

Lee Miller er historien om den kønne model, der selv ville stå bag kameraet og ”skyde løs.” Kærligheden til fotografiet havde hun fra sin far, men det var først i Paris, hun fik mulighed for at professionalisere sin interesse. Inden da havde hun som datter af et par velsituerede forældre levet et forkælet bohemeliv i 20´ernes New York blandt mediefolk, kunstnere og berømtheder - og med modeljob, som gjorde hende kendt og feteret. Som model og senere fotograf og reporter fik hun en næsten livslang binding til det fashionable modeblad Vogue, der ikke ligefrem er kendt for at interessere sig for død og ulykke og menneskers nød. Det blev Lee Millers fortjeneste at dokumentere krigens rædsler for de amerikanske ugebladslæsere. Hun kunne simpelthen ikke lade være.

Inden krigen tilbragte hun nogle år i Paris, hvor hun kom i stald som elskerinde og samarbejdspartner hos ingen ringere end surrealisten og dadaisten Man Ray - verdensberømt maler og fotograf. Sammen opfinder de den særlige fototeknik - solarisation.

Lee Miller udvikler sig fagligt i hastigt tempo, men det er stadigvæk modelbillederne af den flotte pige, der gør mest indtryk på omverdenen. Partnerskabet med Man Ray fører hende ind i byens kunstnermiljø, hvor hun møder og bliver venner med avantgarden - Picasso, Braque, Ernst, Eluard og Miro. Picasso maler hendes portræt og forbliver ven med hende gennem hele sit liv.

Tilbage i New York i 1932 åbner hun eget atelier og fotograferer nu for Vogue, Harper´s Bazaar og andre, samtidig med at hun stadigvæk har modelarbejde. Af alle sine beundrere og elskere vælger hun at gifte sig med en egypter og flytter nu til Cairo. Her genoptager hun sin rastløse jagt efter oplevelser, men får gradvist øjnene op for, at der findes en anden verden uden for det jetset, hun omgiver sig med til daglig. Kameraet kommer frem og bruges med kunstnerisk nerve til at dokumentere et helt andet Ægypten: Mennesker,

Side 12

dyr, landskaber, bygninger, fortidsminder. Men igen trækker trangen til forandring i hende, og sammen med en kollega rejser hun rundt på Balkan, inden hun ved krigsudbruddet slår sig ned i London. Her knyttes kontakten til Vogues London-kontor, og da bomberne begynder at falde over byen, får Lee Miller sin kickstart som krigsreporter.

Belejringen af St. Malo og befrielsen af Paris er nogle af milepælene i hendes

Side 13

fotodokumentation af Anden Verdenskrig.

I felten i Normandiet

US War Correspondent stod der med blanke bogstaver på hendes skråhue, da hun bevæbnet med sit kamera får flylejlighed til de amerikanske felthospitaler i Normandiet. Som den første kvindelige fotograf og reporter får hun adgang til krigsskuepladsen efter den berømte D-dag i 1944. Redaktionen af Vogue er berettiget stolt på hendes vegne og fremhæver det i overskriften for Lee Millers reportage i bladet. ”Krigere uden våben,” kalder hun sin historie.

Efter landingen og turen gennem minefelter kan hun senere spise til aften sammen med major Esther McCafferty, chefsygeplejerske for et amerikansk evakueringshospital, der blev etableret fem dage efter D-dag. Næste dag kommer kameraet frem. Gennem linsen følger Lee Miller nu sygeplejerskers og lægers indsats for de sårede fra slagmarken. 40 sygeplejersker og 40 læger er i gang. Hospitalet har seks operationsenheder, og personalet udfører i gennemsnit 100 operationer døgnet rundt. 400 patienter tilses og plejes dag og nat, inden de får mulighed for at blive evakueret.

”Hele tiden ruller støvede ambulancer ind og ud - fulde eller tomme. Hjælpepersonalet får bårerne ud og med omhyggelige, synkroniserede bevægelser bæres den sårede hen til modtageteltet.

Side 14

Billede

Side 15 

Ude fra ser teltene ens ud - lange og i mørkgrønne farver - tøjret af barduner som en kamelsaddel og forsynet med store Røde Kors-afmærkninger. I et af teltene venter de sårede med deres ”seddel” på at komme til. I et andet telt ligger 32 mænd under brune tæpper, stabiliserede og ventende på operation. En læge og sygeplejerske har travlt med at give drop og ilt. En af de sårede har overskud til at ryge og snakke for at finde ud af, om han overhovedet er levende.”

Sådan rapporterer Lee Miller til sine amerikanske læsere, der ikke bliver sparet for blodige detaljer fra operationsenheden:

”Holdet havde arbejdet med patienten i et par timer. Blod løb roligt ind i hans venstre arm. Pga. skader i brystet kunne han ikke vendes om, så man kunne komme til fra rygsiden. Derfor løftede man ham op, og kirurgen, halvt knælende, undersøgte adskillige skudhuller ved hjælp af en almindelig lommelygte, da anæstesisygeplejersken skarpt bad ham stoppe. Patienten blev lejret igen, maske og transfusion fjernet, og en læge fik presset et bronkoskop ned i hans svælg. I løbet af disse få minutter var patientens ansigt blevet mørkeblåt, øjnene åbnede sig, glinsende. Så et gisp - og han begyndte at trække vejret normalt. Jeg troede, han døde.”

Så snart patienterne var klar til evakuering, blev de fløjet til England og derfra videre til hospitaler tæt på deres hjembyer i USA.

Alle pjattede og lo

Efter besøget på evakueringshospitalet går turen videre:

”Jeg greb en masse filmruller og blitzpærer og klatrede op i køretøjet, der skulle bringe os hen til et felthospital nogle kilometer tættere på fronten. Her kommer de, der er så hårdt sårede, at de ikke kan klare transporten til evakueringshospitalet. Det et spørgsmål om liv eller død for hver eneste. Tempoet er hurtigere her, sygeplejersker og læger mere trætte. Og i nat ved de, at de løber tør for blod. Jeg vandrede fra telt til telt. Ingen syntes, det var mærkeligt, at jeg tog billeder og stillede spørgsmål. Det hele var så velorganiseret og effektivt, at jeg ikke et eneste øjeblik følte, jeg gik i vejen eller var til besvær. Jeg så, hvordan liv og lemmer blev reddet - med dygtighed, opofrelse og udholdenhed. Vi talte om, hvorvidt mere personale kunne nedbringe overarbejdet, men alle ville alligevel arbejde dobbelt så meget, som man skulle, forklarede man mig.”

Da hun kommer tilbage på evakueringshospitalet, er der tilsyneladende et lille pusterum i arbejdet:

”En stor gruppe sygeplejersker var samlet i vaskerummet. De var lidt længere end normalt om at børste deres tænder. Alle grinede og pjattede. Nogle havde endda fri og var i gang med at rense deres sko for mudder og gå deres uniform igennem. Jeg spurgte nogle af dem, hvad de skulle bruge deres fridag til, mens de sad på række på latrinen. Ingen syntes forlegne over situationen. En af dem skulle sove hele dagen - i en lyserød silkepyjamas og uldne sokker, inden hun skulle på vagt igen. En anden ville holde vaskedag, og en tredje ville finde en fyr, som var fra hendes hjemby.”

Lee Miller havde taget springet fra feteret model til professionel fotograf og reporter. Det var en rolle, hun stortrivedes med, men tilbage i England og i et nyt ægteskab var det ikke helt nemt nu at skulle optræde i rollen som korrespondent til Vogue med fokus på mode og kendte mennesker - og som nybagt mor, værtinde og en travl mands hustru.

”Desværre kan vi ikke opfinde en ny krig, så Lee ikke går og keder sig,” som en af hendes venner formulerede det.

Men Lee Miller går sine egne veje igen. En af dem bliver gastronomien. Med samme entusiasme, som var det fotografiet, kaster hun sig nu over kogekunsten og opnår at blive en estimeret kogebogsforfatter og foredragsholder. Men det er hendes fotografiske dokumentation af en turbulent periode i verdenshistorien, som eftertiden vil kreditere hende for.

Se også: www.leemiller.co.uk