Med Thomas til ECT-behandling

På turen gennem kældergangene kan jeg se, at Thomas ligger meget anstrengt med hovedet løftet fra puden for at kunne følge med i, hvad der foregår omkring ham. Vi er på vej til anæstesiafdelingen, hvor han om lidt vil blive bedøvet eller ”lagt til at sove,” som sygeplejersken kalder det. Thomas skal have foretaget en ECT-behandling, et elektrisk fremkaldt krampeanfald (ECT= Electro Convulsive Therapy).

Thomas er tydeligt nervøs. Hans krop ligger spændt i sengen, hans hænder piller, og øjnene stirrer. Da jeg spørger ham, om han er nervøs, bekræfter han.

Da vi kommer ind i rummet, hvor behandlingen skal foregå, bliver jeg overrasket over, hvor lille det er. Det virker endnu mindre, fordi vi er seks personer foruden Thomas: To anæstesisygeplejersker, en læge, en medicinstuderende, en sygeplejerske fra psykiatrisk afdeling og jeg selv.

Jeg har ondt af Thomas og har mest af alt lyst til at forlade lokalet. Jeg tænker på, hvor ubehageligt det må være for ham at ligge der i sin seng, (totalt) underlegen i forhold til os, der står op og ser ned på ham. Jeg har det, som om jeg er i zoologisk have: Jeg står der i mængden af mennesker med hænderne på gelænderet og glor ned på det forsvarsløse dyr. Det kan umuligt gøre situationen mindre pinefuld for Thomas med alle de betragtende ansigter.

Overværer behandlingen for første gang

Jeg prøver at holde mig lidt i baggrunden, ikke at stå i vejen, men alligevel følge med i, hvad der sker omkring mig. Jeg er meget spændt, men også lidt utryg ved situationen. Grunden er, at jeg først har mødt Thomas samme morgen. Han er aftenen i forvejen blevet overflyttet fra en af de åbne afdelinger pga. forværring i sin sygdom. Jeg hører om ham første gang klokken syv om morgenen, og da det er min første chance for at overvære en ECT-behandling, springer jeg til, selv om jeg hverken har læst om patienten eller haft tid til at sætte mig ind i teori om og fremgangsmåde ved behandlingen.

Thomas skal have lagt en venflon, som anæstesien skal gives igennem. Han er bange. Det siger han, og man kan se det på ham. Hans krop viser det også ved, at årene autonomt trækker sig sammen og forsvinder, da sygeplejersken skal anlægge kanylen. Hun stikker tre gange og roder rundt med kanylen i Thomas håndled, før hun må opgive og tilkalde narkoselægen. Thomas ser mere og mere utilpas ud.

Jeg overvejer, om utilpasheden også har noget at gøre med, at en sygeplejerske fra afdelingen, som Thomas kender, konstant nusser ham i håret, aer ham på kinden og svarer for ham, hver gang han bliver spurgt om noget. Det er specielt nærheden, jeg undrer mig over. Min viden og erfaring med en anden patient siger mig, at personer med skizofreni ikke er begejstrede for den nære kontakt. Men jeg slår det hen med, at der jo er forskel på folk og på situationer. Desuden giver Thomas hende ret de fleste gange, selvom det for mig ser ud, som om det mest er for at få fred.

Så går selve behandlingen i gang. Lægen har placeret to elektroder på Thomas´ tindinger, og der er blevet koblet flere ledninger til forskellige steder på Thomas, så vi kan følge hans puls og blodtryk og måle tidsrummet for den efterfølgende krampe. Sygeplejersken sprøjter anæstesimidlet ind i Thomas´ håndled, og han er hurtigt væk. Det nederste af dynen bliver fjernet og Thomas´ strømper taget af, så vi kan se hans tæer. Jeg finder senere ud af, at formålet hermed er, at i tilfælde af, at krampen ikke er så kraftig, vil vi alligevel kunne se den dér. Men det bliver ikke tilfældet.

48 sekunders krampe

Lægen beder os trække os væk fra sengen, mens han sætter en strømforsyner til hver side af Thomas´ hoved. Maskinen siger en lyd, men der sker ikke noget imens eller umiddelbart efter. Jeg kigger rundt på de andre, som alle står afventende med blikket rettet mod Thomas. Billeder fra film kører gennem mit hoved. ”Gad vide, hvor overdrevne de er…?” tænker jeg.

Side 23 

Så kommer reaktionen. Hele Thomas´ krop går i krampe, fra de store muskler i ekstremiteterne til de små i ansigtet. Det er en meget voldsom oplevelse for mig. Jeg får en mærkelig fornemmelse i maven, for jeg har ikke regnet med, at det vil tage så lang tid. Jeg kigger igen rundt på de andre, som vist heller ikke havde regnet med, at reaktionen ville være så kraftig. Tankerne flyver gennem mit hoved i de 48 sekunder, krampen varer. Jeg tænker bl.a. på, hvor længe kroppen kan holde til så kraftig en påvirkning.

På et tidspunkt tvivler jeg faktisk på, om krampen overhovedet vil gå i sig selv igen. Tyngden af ansvaret for Thomas´ liv i vores hænder bliver pludselig meget stor. Jeg tænker på, om situationen ville have virket mindre voldsom på mig, hvis jeg havde været bedre forberedt, men jeg kommer til den konklusion, at min reaktion ville have været den samme. For det her er ikke noget, man kan læse sig til i en bog.

Derefter spekulerer jeg på, hvem der dog har fundet på denne metode, der mest af alt ligner tortur. Jeg prøver at lede efter den skuffe i mit hoved, der står ”historie” på, og tænker, om det måske kan være nogle af de forsøg, læger foretog på jøderne under Anden Verdenskrig? For hvem har frivilligt meldt sig som forsøgsdyr? Og selv om man har lavet forsøg på dyr først, hvordan har man så fundet ud af, hvilken styrke man skal støde mennesker med, og om det har en positiv effekt.

Senere tænker jeg på, om Thomas og hans familie er klar over, hvad der egentlig foregik i de fem minutter, han var væk i narkosen, og om der overhovedet er nogen grund til, at de skal kende til detaljer. Efter denne oplevelse vil jeg i hvert fald nødigt se nogle af mine kære i en situation, hvor de har brug for denne behandling. For slet ikke at tale om mig selv.

Thomas vågner hurtigt efter kramperne og bliver kørt til opvågningen, hvor vi sidder hos ham, indtil han er klar til at følge med ned til afdelingen. Nu er jeg bare spændt på at se, om behandlingen har haft en mærkbar effekt.

Louise Baastrup er sygeplejestuderende.

Patientnavnet Thomas er opdigtet.