Stafetten: De svagføres tog

I begyndelsen af 1950´erne blev der af Dansk Røde Kors, Falck og dagbladet Socialdemokraten iværksat et initiativ, der i et par år sendte handicappede mennesker ud på en togrejse gennem Danmark, de svagføres tog. Jeg gik dengang i skole, boede på ruten og kastede mig med megen iver og stor ømhed ud i det praktiske hjælpearbejde, der gav overraskende meget igen.

En af togets gæster sagde: ”Jeg har på denne tur mødt så megen almindelig menneskevarme, set så mange beviser på hjertelighed, at jeg har fundet ud af, at mennesker bare venter på, at der kommer bud efter deres bedste egenskaber. De længes efter at bruge dem.”

Måske var det mødet med de mennesker, der for første gang i mange år så det danske landskab, der såede spiren i mig til noget, der mange år senere dukkede op til overfladen og fik mig til at vælge sygeplejerskeuddannelsen? Måske var det begejstringen og engagementet hos de sygeplejersker, samaritter, læger, togfunktionærer, falckfolk og frivillige, der på et senere tidspunkt gjorde det klart for mig, at mit fremtidige job skulle have med mennesker at gøre?

Jeg ved det ikke. Men jeg husker med stor tydelighed min undren over begrebet ”svagføretog,” efterhånden som jeg kom tættere på nogle af togets gæster. De havde måske nok en svag førlighed pga. børnelammelse, leddegigt mv., men de var ikke svage mennesker. På turen rundt i landet, hvor de fik og nød megen opmærksomhed, ændrede de fleste fokus fra egne lidelser til intense oplevelser. Jeg blev bevidst om, at når omstændighederne ændrer sig, bliver mennesker i stand til at beslutte sig for en anden sammenhæng i deres liv. Nogle af gæsterne på togrejsen brugte i hverdagen meget energi på at have det dårligt. Her oplevede jeg, at de rettede deres opmærksomhed mod omgivelserne, mod naturen og mod de mennesker, de mødte. For en stund tillod de sig en glæde ved at være deltager i livet.

Social indignation

I de følgende uger blev jeg mere og mere klar over, at min fremtid skulle rumme noget, der fokuserede på alt det, mennesker kan, hvis de beslutter sig for at tage livet i egen hånd.

Min familie var god at drøfte store spørgsmål med, og jeg var så heldig, at jeg havde både forældre og bedsteforældre i en stor del af mit voksne liv. Min morfar var et ordentligt menneske, som var i besiddelse af en god portion social indignation. Når jeg drøftede de overvejelser med ham, jeg gjorde mig i forhold til svage mennesker kontra stærke mennesker, forstod han mig. Han udstrålede og udbasunerede, at i hans familie var egenskaber som troværdighed, pålidelighed, ansvarlighed og det at besidde en dyb og ægte respekt for andre mennesker et mindstekrav, måske især til børnebørnene.

Han gav mig den bagage med i livets rygsæk, at vi har en pligt til at gøre godt. Hvis du gør godt, så får du det godt, sagde han med Grundtvigske undertoner.

Set i bakspejlet var det den erfaring, jeg gjorde mig, i det kortvarige møde med gæsterne i svagføretoget og i mødet med de hjælpere, fagfolk og frivillige, der med stor gejst og engagement stillede sig til rådighed og ydede uden at tænke på tid og hvilepauser. De gjorde det godt, det smittede, og de og vi fik det alle godt. De var meget opmærksomme på, at togets gæster var mennesker med forskellige meninger og interesser, som skulle behandles med respekt og blev det.

Husmoderlige egenskaber

Det var medvirkende til, at jeg søgte og blev optaget til uddannelse på Rigshospitalets sygeplejeskole. Jeg ville flytte fra Fyn til København, for så havde jeg universitetet at falde tilbage på, hvis sygeplejerskeuddannelsen viste sig at være forkert for mig!

En anden grund til at søge Rigshospitalet var, at jeg slap for det obligatoriske år i huset. Det gad jeg simpelthen ikke, og min salig moder har nok alligevel fået en plads i himlen, selv om hun skrev under på, hvor fortræffelige mine husmoderlige egenskaber var.

Sygeplejerskeuddannelsen og sygeplejen forærede mig venner, der i alle årene siden har været værdifulde vidner til mit liv.

De sundhedsfaglige ingredienser gav afsæt til min tilværelse som leder, hvor muligheden for at være med til at præge en udvikling med fokus på respekten for det enkelte menneske var og er omdrejningspunktet.

Bente Persson er sygeplejerske og selvstændig konsulent. Hun har givet stafetten videre til Stephen Motsi, tilsynsleder i Århus Kommune.