Trygge børn på Christiania

Billede

Side 7 

Støvet når aldrig at lægge sig. Turisterne går stierne tynde på Christiania, mens fristadens beboere nyder deres lille åndehul midt i storbyen. På vej derhen mødes man af et talstærkt politiopbud. Betjentene, som har parkeret deres tre Ford Transit-politibiler uden for Christiania, vinker tilsyneladende tilfældigt udvalgte fodgængere, cyklister og bilister ind til siden. De bliver alle tjekket for, om de har købt hash.

Kort efter dukker Randi Steen, Christianias sundhedsplejerske, op på sin cykel. Hun står af og siger, at det bliver endnu en varm dag. Hun har også bemærket det talstærke politiopbud. Samme dag kan man i Politiken læse, at Københavns Politi har planer om at danne en jernring om Christiania. Det skal kvæle hashhandelen.

Krigszone

Det bekymrer Randi. Det samme skete i starten af 90´erne, og resultatet blev tåregas, knipler og udrykningskøretøjer, der drønede rundt på Christianshavn.

”Det var ikke rart på det tidspunkt, og jeg håber ikke, det gentager sig. Politiets fremfærd var meget voldsom. Bl.a. skød de med tåregas ind i Christiania udefra og ramte steder, hvor børnene var i gang med at lege. Frygten og frustrationen forplantede sig i Christianias børn,” husker Randi.

Randi startede i 1983 som Christianias sundhedsplejerske. Før da var hun almindelig kommunal sundhedsplejerske på Christianshavn og tog sig bl.a. af borgerne fra husvildebarakkerne på Amagerfælledvej. En type mennesker, som på mange måder minder om Christianitterne ved at leve anderledes. Endnu tidligere var hun sundhedsplejerske i Fredensborg.

I 1983 besluttede man, at Christiania også skulle have en sundhedsplejerske. I dag bruger Randi 12 timer om ugen på Christiania. Forsvarsministeriet, der ejer området, betaler. Resten af tiden cykler hun fra barn til barn på Christianshavn.

Det er en sløv dag, fortæller Randi. Hun har kun ét hjemmebesøg hos Bjarke på ca. otte måneder.

Vejen over til familien består af støvede grusstier. På et tidspunkt når man til noget, der minder om et autoophuggeri. Foran Randi er der et tæt buskads. Hun styrer direkte hen imod det, bukker sig ned og smyger sig under grenene. Foran hende dukker en lille bitte have frem. Huset, hvor familien bor, er ved at blive renoveret. Et stillads pakker huset ind, og i det hænger en dreng.

”Hej Alexander,” hilser Randi.

Alexander er i skolealderen og ser ud til at kede sig bravt efter mange ugers sommerferie.

”Ham har jeg også været sundhedsplejerske for,” siger hun og læner sig ind over en barnevogn, hvor Bjarke ligger og sover. Randi går ind i huset og op ad trappen til øverste sal. Dørene ind til de enkelte lejligheder er enten vidt åbne eller står på klem.

Halvdelen af lejligheden er under ombygning. Et plastikforhæng inddeler køkkenet i to regioner, og et værelse, som måske skal være Bjarkes børneværelse, er fyldt med byggemateriale. Resten af lejligheden oplyses af et stort vindue, hvorfra man ser tætte trætoppe. Man får en fornemmelse af, at selve huset hviler på et leje af blade. Randi sætter sig sammen med Bjarkes mor.

”Ja, jeg har altså lavet en liste med en række spørgsmål. Det er mest nogle, man kan svare ja eller nej til. Må han få rosiner?” spørger Bjarkes mor og vifter med et stykke papir.

Bjarkes far laver saft ude i køkkenet.

”Ja, det må han godt. Bare pas på, at han ikke får dem galt i halsen. Kan han bruge pincetgreb?” spørger Randi.

”Ikke helt,” svarer Bjarkes mor.

Bjarkes far er i mellemtiden smuttet ned i haven efter Bjarke, der bliver rakt over til moderen. Han er for tiden skeptisk over for fremmede, undskylder de to forældre. Bjarkes mor prøver at række ham over til Randi, men han tager en dyb indånding og mobiliserer et vræl.

De to forældre har mange spørgsmål til Randi: Hvad må han spise? Hvorfor sover han, som han gør, og hvad kan man gøre ved det? De fortæller, at han sommetider har svært ved at falde i søvn og derefter sove ud i et langt stræk. Og hvad skal vi gøre ved den røde rumpe, som tidligere har været meget, meget rød?

Bjarke har haft mellemørebetændelse, og det kan muligvis være en årsag til, at han har svært ved at sove, mener Randi.

”Jeg ved det, fordi jeg selv lige har haft mellemørebetændelse. Det kan gøre ondt at ligge ned,” fortæller hun og foreslår samtidig, at de to forældre forsøger at strække tidsrummet mellem spisning og søvn i så lang tid som muligt. En babymave, der kværner føde, kan give en urolig søvn.

Børnetal falder

Efter familiebesøget fortæller Randi, at der i øjeblikket er 165 børn på Christiania under 18 år. Der fødes mellem otte

Side 8 

og ti børn årligt. Tallet var tidligere højere. I begyndelsen af 90´erne var der børneboom på Christiania, men børneproduktionen i fristaden er aftaget. Det skyldes, siger Randi, at antallet af unge mennesker i øjeblikket falder på Christiania. Mange af husene bliver revet ned, når folk flytter, og dermed forsvinder de unges muligheder for at flytte ind. Det er grunden til, at der er flest beboere mellem 40 og 50 år i dag.

Randis arbejde på Christiania består også af besøg i Christianias børnehus, som fungerer som børnehave og vuggestue.

Her støder Randi på Wanda, lederen af Børnehuset. En stillingsbetegnelse han helst ikke vil kendes ved. Fra verandaen kigger han ud over legepladsen, hvor pædagogerne har placeret et vandbassin. En stor del af børnene pjasker, hviner og ler i det lunkne vand.

”Børnehaven og vuggestuen er ikke konstrueret som en kz-lejr. Vi har ikke pigtråd eller to meter høje hegn. Det kan mærkes på børnene. De er åbne og trygge. Børnene på Christiania har den fordel frem for andre børn, at de bor et sted, der er meget landsbyagtigt samtidig med, at de bor i en storby. De er vant til, at man kender naboen,” siger Wanda.

En lille hund kommer luntende med langsomt logrende hale over legepladsen og ind på verandaen og snuser til Wandas sko. Den kigger op på lederen med store klare øjne og lunter videre.

”Vi kører ikke efter specielle pædagogiske principper og metoder, men det er ikke sådan, at det hele flyder. Vi lærer børnene at spise ordentligt og rydde op efter sig,” fortæller han.

”På den måde bedriver vi en konservativ pædagogik. Vi har tit besøg fra landets pædagogseminarer, og de pædagogstuderende spørger altid til vores pædagogiske principper. Men vi har ingen. Vi fornemmer børnene - og bruger måske noget, man kunne kalde fornemmelsespædagogik,” forklarer lederen.

Børnehuset på Christiania er forældrestyret og drives for forældrenes egne penge. Møblement, køkken og legetøjet er ikke standardvarer, som man finder dem i mere traditionelle børneinstitutioner, men ting, som efterhånden er samlet sammen.

Åben konsultation

Uden for Børnehuset uddyber Randi:

”En afgørende forskel på at vokse op her og andre steder er trygheden. Jeg oplever børnene på Christiania som meget, meget trygge. De kan i det store og hele løbe frit omkring, uden at forældrene behøver at være bange for, at der sker deres børn noget. F.eks. er der ingen biler. Alle beboerne på Christiania kender børnene og holder øje med dem. Det er en fordel ved at have et lille samfund, som dette. Christiania er en overskuelig verden for et barn,” siger Randi.

Bor du selv på Christiania?

”Jeg bor i Fredensborg i et almindeligt hus. Nej, jeg kunne ikke tænke mig at bo i Christiania. Problemet ville også være, at det ikke er rart som forældre at kunne støde ind i mig 24 timer i døgnet. Forestil dig, at de sidder nede i en af beværtningerne og drikker øl sammen med venner klokken 11 om aftenen og får øje på mig. De skal ikke føle, at jeg sidder ved et andet bord og tæller antallet af genstande, de indtager og antallet af smøger, de ryger.”

Uden for sundhedshuset risler det lille springvand stadig beroligende. Indenfor dufter det af urter. Et par mennesker står og fører regnskab med et overvældende antal sylteglas, hvor urterne opbevares. Nogle glas fyldes op, mens andre blot bliver taget ned fra hylden, set på, noteret og stillet på plads igen.

Sundhedshuset danner rammerne for Randis konsultationstimer, hvor forældre og børn kan møde op uden aftale.

”På mange måder er det godt at være sundhedsplejerske på Christiania. Bl.a. følger jeg børnene langt op i årene modsat de fleste sundhedsplejersker, der kun ser dem, mens de stadig er babyer. Jeg har også flere tangenter at spille på, fordi der i Christiania er mange muligheder for at få hjælp blandt de andre Christianitter. F.eks. har jeg et godt samarbejde med beboerrådgivningen - bl.a. Anita, som hjælper med børnene. Hun kan også zoneterapi, og hende kan jeg henvise til, hvis mor og barn er anspændte,” siger Randi.

”Jeg ved ikke, om der er den store forskel mellem forældrene fra Christianshavn og forældrene fra selve Christiania. Begge grupper interesserer sig meget for, at deres børn har det godt. Man kan føle det, når de spørger. Forældrene forsøger ikke at få barnet til at passe ind i en skabelon. Et godt eksempel er Bjarkes forældre, som, synes de, har svært ved at få Bjarke til at sove ordentligt om dagen. De fortalte, at de har købt en bog, som handler om at få børn til at sove igennem. De læser bogen, men de læser den kritisk og spørger sig selv: Dur den til vores barn?” siger Randi.

Konsultation

Efter en halv time kommer første mor. Hendes nyfødte dreng, Frej på 9 uger, skal vejes, og så skal der lige snakkes. Han griner til sin mor. Randi og moderen leder efter en egnet stofble, som kan holde Frej, men må i stedet hænge drengen op i vægten i hans skuldre. Vægt: 5,7 kg.

Imens småsludrer de om ferie, og om storebroderen har vænnet sig til den lille nye. Frejs mor spørger til hans røde rumpe. Han har tilsyneladende noget udslæt.

”En stor del af min arbejdsdag foregår her i sundhedshuset. Forældrene er meget gode til at opsøge mig og bruger både mig og Sundhedshusets tilbud af f.eks. urter. Det betyder ikke, at jeg har noget at gøre med urterne. En mistanke om sygdom indebærer altid, at en læge skal kigge på barnet,” siger Randi.

Randi fortæller, at der frivilligt kommer en læge én gang om ugen, og alle på Christiania er velkomne til at bruge lægen ud over deres egen praktiserende læge.

”Jeg har også fordelen af at kunne udføre opsøgende arbejde. Det gøres ganske enkelt ved, at jeg cykler en tur på Christiania. Alle kender mig og henvender sig af sig selv til mig.”

Lidt efter ankommer Marius med far og mor.

Randi forklarer, at denne familie ikke er Christianitter, men er et af de børn, hun tilser, som bor på Christianshavn.

”Randi er vores sundhedsplejerske, og hun har tilbudt, at vi altid kan komme herned i Sundhedshuset, hvis vi har et eller andet,” forklarer Marius´ mor.

Som de to andre børn, Randi har haft mellem hænderne i dag, har Marius også udslæt på bagen. Lige nu er det ikke voldsomt, men på et tidspunkt var det så slemt, at der nærmest var dannet sår. Der er åbenbart rød numse-epidemi i øjeblikket, og sommervarmen er muligvis en medvirkende årsag.

Randi spørger, om en særlig salve har virket, men Marius´ mor ryster på hovedet, og siger, at det har de prøvet uden resultat. Imens står Marius på bordet holdt af sin far og smiler, så hovedet er ved at flække. Han begynder at sige karakteristiske babylyde, som man får lyst til at svare på.

Den lille familie pakker sammen og smutter ud i solen.

Randis arbejdsdag er slut, og hun siger farvel til folk omkring hende, inden hun cykler ned ad en støvet sti.

Udenfor er politiet forsvundet.

Sundhedsplejerske Randi Pedersen bruger 12 timer om ugen på Christiania. Resten af tiden cykler hun fra barn til barn på Christianshavn.