Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dagcenter i skoven

Forskningsprojekt i Hillerød skal skaffe ny viden om friluftslivets virkning på demente mennesker.

Sygeplejersken 2003 nr. 4, s. 16

Af:

Gerd Johnsen, plejecenterleder

Om mandagen kan de demente hjemmeboende brugere af dagcentret Kirsebærbakken ikke selv finde toilettet fem meter væk. Om torsdagen kan de samme personer finde rundt over store afstande og selv finde toilettet, når de er på Skovdagcentret Eghjorten.

I 1998 indgik dagcentret Kirsebærbakken, Hillerød Kommune, en aftale med Frederiksborg Statsskov Distrikt om at leje økobasen Eghjorten til et skovdagcenter for hjemmeboende demente mennesker. Meget hurtigt oplevede medarbejderne en bemærkelsesværdig forskel på de dementes adfærd om mandagen, hvor de var på det almindelige dagcenter, og om torsdagen, hvor de var på Eghjorten. Ikke blot kunne de demente bedre finde rundt. De fungerede også anderledes i social henseende. Ofte bliver demente forvirrede af mange mennesker. På Eghjorten kan de gå rundt blandt flere hundrede børn på naturlegepladsen uden problemer og nyde det. Korttidshukommelsen virker også bedre, når der tales om skoven.

Inden for demensomsorgen er det en udbredt holdning, at demente ikke tåler forandring. Det bevirker desværre, at mange demente ikke kommer ud i naturen, ikke engang ud i den friske luft uden for deres egen afdeling.

Et stort ønske om en forskningsmæssig dokumentation af friluftslivets gavnlige effekt på dementes livskvalitet bliver nu indfriet. Forskningsprojektet ''Skovdagcentret Eghjorten - et friluftstilbud til mennesker med demens'' har fået 216.400 kr. fra Friluftsrådet, 200.000 kr. fra Helsefonden og 100.000 kr. fra Hillerød Kommune. Forskningen gennemføres i løbet af 2002 af institutleder ved Gerontologisk Institut, kultursociolog, ph.d. Christine E. Swane. Resultaterne ventes i løbet af 2003. Metoden er feltarbejde, karakteriseret ved åbenhed over for at inddrage alle relevante typer af materiale og indtryk. Under feltarbejdet skal der indsamles et rigt varieret og nuanceret datamateriale, som analyseres.

Hvis projektet resulterer i ny dokumenteret viden om naturens gavnlige virkning, kan der skabes nye og bedre muligheder i friluftslivet for demente, som medvirker til at give dem et mere værdigt liv i deres sidste leveår.

Gerd Johnsen arbejder på plejecentret Kirsebærbakken.