Faglig kommentar: Offer for dårlig journalistik

Men en sygeplejerske er blevet hængt ud i en avis, som man kan læse om i Lotte Havemanns artikel side 4, og det på en sådan måde, at sygeplejersken har pådraget sig en arbejdsskade og stadig har psykiske men. Journalisten, der skrev de krænkende avisartikler, har tvistet ordene, så dagligdags arbejdsmetoder og kollegialt samarbejde kommer til at lyde som konspiration og personligt hævntogt.

Han pirker til læsernes fordomme og bruger værdiladede begreber, så læseren selv kan gætte sig til sygeplejerskens perfide motiver. Ville samme journalist have brugt en betegnelse som ''midaldrende'' om en mandlig overlæge på 46 år?

Brugt om en kvinde, oven i købet en sygeplejerske, i kombination med ordene ''personlig kaldet'' vækkes der associationer til en klimakteriel, uligevægtig og uvederhæftig heks. Uden at have belæg herfor konkluderer journalisten, at en familie ødelægges af sladder i sundhedsvæsenet. Det lyder, som om han ukritisk har overtaget denne opfattelse fra den mor, som oplever sig som forurettet part.

Hvis hvert et ord eller handling skulle skrives ned, og enhver dialog og meningsudveksling mistænkeliggøres, kunne ingen arbejdsplads fungere, hverken en redaktion eller en hospitalsafdeling.

Dårlig journalistik med slette bagtanker, vil jeg kalde det. Men det rammer hårdt og skaber et offer, en sygeplejerske, der kunne have være bakket mere op af ledelserne hele vejen op i systemet. En skulder at græde ud ved, et forsinket læserbrev og psykologhjælp er ikke oprejsning, men lindring. Det er ikke svært at identificere sig med sygeplejersken, og hvordan det må være at få sine motiver og handlinger draget offentligt i tvivl. Vi kan føle med sygeplejersken og være lettede over, at det ikke var os selv, det gik ud over. Men i sygeplejerskekredse kan historien få kedelige konsekvenser.

Sygeplejersker kan blive endnu mere tilbageholdende med at ytre sig offentligt. For nok er ytringsfriheden lovfæstet, men hvis ingen tør bruge den uden efter at have rådført sig med afdelingsledelser, informationsmedarbejdere og ifølge vedtagne politikker for ikke at blive hængt ud i pressen, går det ud over ytringsfriheden. Hvis hver en udtalelse til offentligheden skal endevendes, konfirmeres og justeres, ender det med, at sygeplejersker slet ikke tør åbne munden for andet end autoriserede klicheer og intetsigende udtalelser. Ikke ligefrem noget, der skaber respekt om erhvervet.

En sag som denne kan også få den konsekvens, at hverdagen og samværet med kolleger og patienter forstyrres og hakkes i stykker af urimelige dokumentationskrav.

Sundhedsvæsenet er stadig mærket af den snart mange år gamle Plejebosag. Tænk hvor meget god sygepleje der kunne være kommet patienterne til del, hvis ikke sygeplejersker skulle bruge tid på det bureaukrati, der fulgte efter Plejebosagen.

Hvis sygeplejersken ikke kan dokumentere en aftale på skrift, har hun handlet på egen hånd, mener journalisten, og så er det personlig forfølgelse. Men kan samme journalist selv fremlægge skriftlig dokumentation for, at hans chef har bedt ham om at skrive de omtalte artikler?