Sundhed er den enkeltes ansvar

Den liberalistiske holdning påvirker hele regeringens sundhedsprogram markant. Programmet fokuserer meget på livsstilsproblemer og ændring af sundhedsadfærd, og ansvaret ledes tilbage til individet selv.

VK-regeringens sundhedsprogram ''Sund hele livet'' fra september 2002 lægger op til en bred og helhedsorienteret tilgang til forebyggelse i alle aldre. Det adskiller sig fra den forrige regerings folkesundhedsprogram på især tre punkter:

• inddragelse af strategier for otte store folkesygdomme
• introduktion af partnerskaber mellem den enkelte, fællesskaberne og det offentlige
• forslag om indikatorprogram med målområder.

Programmet forsøger at samle den primære, den sekundære og den tertiære forebyggelse. Primær forebyggelse er ifølge programmet ikke nok, fordi der i den sekundære forebyggelse er personer med sygdomme, man kan forsøge at rehabilitere. Helhedssynet består i at få forebyggelse og behandling til at hænge sammen. For første gang præsenteres et tværgående sundhedsprogram med klare retningslinjer fra myndighederne. Sundhedsprogrammet følger den linje, der blev lagt i VKR-regeringens forebyggelsesprogram fra 1989. Den sundhedsfremmende og forebyggende indsats skal rettes både mod at forlænge liv og øge livskvaliteten. Det generelle oplysningsniveau i samfundet er højt, alligevel ses en polarisering i livsstilen, der medvirker til ulighed i sundhed.

Nyt begreb: Partnerskab

Som noget nyt nævnes begrebet partnerskab, hvilket forstås som et samarbejde mellem ligestillede parter om løsningen af fælles opgaver. Sundhed er et fælles ansvar, fordi den enkelte

Side 15

skaber sundhed sammen med familien og i de små og store netværk. Hver har ansvar for sit liv, og det pointeres, at vi alle har ret til at leve livet, som vi vil, og træffe vores valg. Der omtales hverdagssammenhænge som f.eks. skoler, idrætsforeninger, naboskaber og arbejdspladser, som kan påvirke sundheden positivt. Sidst nævnes det offentlige, som har ansvar for at skabe gode rammer for den enkeltes, familiernes og fællesskabernes sundhed og indsats for sundhed bl.a. ved at sikre formidling af viden om sundhed og sygdom. Kun ved at vedkende sig sit ansvar på alle tre niveauer kan folkesundheden forbedres.

Folkesygdomme og -sundhed

De store folkesygdomme hænger sammen med otte risikofaktorer (rygning, alkohol, kost, fysisk aktivitet, svær overvægt, ulykker, arbejdsmiljø, miljøfaktorer), som gennemgås med forslag til handlinger for de tre partnerskaber om, hvad den enkelte, hvad vi sammen, og hvad det offentlige kan gøre.

For hver af de otte store folkesygdomme (aldersdiabetes, hjerte-kar-sygdomme, osteoporose, overfølsomhedssygdomme, forebyggelige kræftsygdomme, muskel- og skeletlidelser, psykiske lidelser og rygerlunger) skal udarbejdes en strategi. Et indikatorprogram med mål for strategiarbejdet for de otte folkesygdomme skal sikre en fortsat monitorering og dokumentation af udviklingen. Indikatorprogrammerne er beskrevet i Sygeplejersken nr. 39 og 41, 2002.

Folkesundhedsprogrammet, som den socialdemokratiske regering lancerede i 1999, og som skulle gælde frem til år 2008, dannede basis for en effektiv prioritering og koordinering af forebyggelsesindsatsen i politisk regi med inddragelse af relevante sektorer, ministerier og administrative enheder. Programmet indeholdt en forforståelse af, at sundhed og sygdom ikke hører hjemme i en bestemt sektor, men at sundhed og sygdom netop er summen af de påvirkninger, som mennesker generelt udsættes for.

Tankegange bag programmet

Sundhedsprogrammet relaterer sig til den biomedicinske tradition, hvor den epidemiologiske tænkning præger måden at måle effekten af personers ændring i livsstil. F.eks. forventes effekten af at øge middellevetiden at kunne føres tilbage til den eksakte indsats. Den meget fokus på livsstilsproblemer og ændring af sundhedsadfærd ledes tilbage til individets skyld og eget ansvar. Den liberalistiske holdning påvirker hele sundhedsprogrammet markant, og samfundets del af ansvaret nedtones og føres tilbage til individet. Spørgsmålet er netop, om livsstilssygdomme er samfundets eller individets eget anliggende? Den socialmedicinske model, hvor årsager til sygdom ligger uden for det enkelte individs ansvar og følger samfundets levevilkår, minimeres. Det ses især ved partnerskaberne, hvor den enkelte har ansvar for eget liv. Og selv om der skrives, at ''Vi har alle ret til at leve livet, som vi vil,'' savner vi en mere humanistisk indstilling til individets eget valg af sundhed. ''Sund hele livet'' er et sundhedsprogram og ikke et folkesundhedsprogram som det tidligere socialdemokratiske program af 1999. Det afspejler sig ved, at der i en socialmedicinsk forståelsesramme er fokus både på menneskers levevilkår og livsstil, og på hvordan disse faktorer påvirker helbredet for den enkelte og for grupper.

Definitioner mangler

Regeringen viser, at man vil satse på forebyggelse, og det er positivt. Men begreberne sund og syg, sundhedsfremme og forebyggelse er ikke defineret. De presses implicit ned over borgeren forstået således, at der er én sund livsstil, der er sundere end en anden. Sundhed forstået som en personlig udviklingsproces medtænkes ikke. Og borgeren kan åbenbart vælge forkert livsstil.

Begrundelsen for valg af de otte folkesygdomme er, at de har stor udbredelse såvel som store menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger. Vi undrer os over, hvorfor demenslidelser ikke er medtaget, og i udvælgelsen af de otte folkesygdomme undrer det os, at der hverken er taget hensyn til køn og alder eller til udsatte grupper, der trækker middellevetiden ned. Uhensigtsmæssig livsstil synes at være årsag til udviklingen og stigningen af de store folkesygdomme. Men hvordan vil den sociale ulighed i sundhed kunne ændres?

I sundhedsprogrammet forsøger man at samle den primære, den sekundære og den tertiære forebyggelse. Med valg af de otte sygdomme fokuseres mest på den tertiære forebyggelse, og det fremgår ikke klart af programmet, hvordan den primære og sekundære forebyggelse kunne effektueres.

Vi savner initiativer inden for uddannelse med henblik på at ændre sundhedsadfærd hos den enkelte og for grupper i samfundet. Fremover vil sundhedspersonalets handlekompetence formentlig fokusere på at gennemføre livsstilssamtaler i højere grad end at ty til medikamentel behandling.

Ved indikatorprogrammet anføres ikke deciderede handlinger, hvorfor programmet ikke bliver så konkret som ønskeligt. I sundhedsprogrammet er sprogbrugen så overordnet, at det bliver uspecifikt. F.eks. står der på side 8: ''støtte de svageste.'' Men hvornår, hvordan og med hvilke midler? Og hvem er de svage? Forebyggelige kræftsygdomme - hvad dækker den betegnelse?

Betydningen af sammenhænge mellem selvvurderet helbred og livsmod kædes ikke sammen med det objektive helbred. Nyere forskning peger på, at det er mere, ''hvordan man tager det,'' end ''hvordan man har det,'' der er afgørende for personens livskvalitet og både nuværende og fremtidige sundhed.

Perspektivering

Den nuværende regerings fremtidige sundhedsopgaver fokuserer på at få et samlet overblik over den forebyggende indsats. Forsøgsvis gennemføres dette via konkrete handlingsplaner på specifikke områder. Praktisk forebyggelsesarbejde må have sit udgangspunkt i de forskellige målgruppers sundhedsproblemer og sundhedsfremmende muligheder. F.eks. omtales i programmet målgrupperne gravide, børn, unge, voksne udsatte, ældre og langvarigt syge. Med disse store grupper er uddannelse, forskning og dokumentation en væsentlig forudsætning for forebyggelsesarbejdet, som vi finder, der skal satses meget mere på.

Status for programmet er planlagt til at skulle ske i 2005 og igen i 2009. Statusarbejdet skal beskrive og vurdere udviklingen i sundhedstilstanden.

Dorthe Overgaard er sygeplejelærer på Sygepleje- og Radiografskolen, Københavns Amt. 
Britta Hørdam er projektleder på Roskilde Amts Sygeplejeskole.