Danmarks nye chefsygeplejerske

Det danske sundhedsvæsen har fået en chefsygeplejerske.

Den 19. september blev Ruth Truelsen præsenteret for Sundhedsstyrelsens øvrige chefer og for kommende samarbejdspartnere af medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik. De kendte hende ganske vist i forvejen. Ruth Truelsen har arbejdet i styrelsen i 10 år og havde titel af forstander indtil for nylig. Men titlen som chefsygeplejerske og indholdet i stillingen er helt nyt.

Chefsygeplejersken er knyttet til direktionen, skal rådgive medicinaldirektøren og de forskellige fagområder og i det hele taget tage sig af alt, hvad der har med sygepleje at gøre.

”Jeg skal synliggøre feltet,” siger hun og tilføjer, at hun har et ansvar ikke bare for sygeplejerskerne, men også for det øvrige plejepersonale.

”Sundhedsstyrelsen er gennem årene blevet kritiseret for at være lægestyret. Det billede skal jeg være med til at ændre. Medicinaldirektøren har ønsket at sikre, at man hele tiden medtænker den største gruppe i sundhedsvæsenet.”

Ruth Truelsen tiltrådte reelt den 1. maj, men forskellige formaliteter er først kommet på plads nu. Fra første dag er hendes viden om sygepleje blevet brugt på højst forskellige sagsområder, f.eks. medicinsk teknologivurdering og medicinsk informatik, DRG-systemet og spørgsmål om sygeplejerskers ansvar og kompetence.

Da hun tiltrådte, lå der en bunden opgave og ventede, at etablere et råd for sygeplejerskers special- og videreuddannelse. Rådet skal nu til at se på behovet for nye specialuddannelser efter en årrække, hvor tanker om sygeplejerskespecialisering ikke har vundet den store tilslutning.

”Og det er på en måde paradoksalt, når f.eks. plejeprofiludvalget samtidig har peget på, at sygeplejersker skal overdrage flere opgaver til social- og sundhedsassistenterne,” bemærker Ruth Truelsen.

”Man vil gerne have, at sygeplejersker overtager opgaver fra lægerne, men man har ikke været så villige til at uddanne dem til det.”

Bredere kræftuddannelse

Sygeplejersker har i de senere år fået adgang til en vifte af nye efter- og videreuddannelser. Men specialuddannelsen er vigtig at bevare, fordi den er kliniknær, fremhæver Ruth Truelsen.

”Specialuddannelsen har noget, andre uddannelser ikke har. Den er forankret i relativt lange, superviserede kliniske forløb. Den er for sygeplejersker, der er interesseret i det kliniske felt, og som bliver i klinikken, når de har taget uddannelsen.”

Inden for en overskuelig fremtid kan hun se et behov for tre eller fire nye af slagsen.

Uddannelsen til sundhedsplejerske skal revideres, og en specialuddannelse kan måske komme på tale. En uddannelse til diabetessygeplejerske kan også blive aktuel. Diabetessygeplejersker findes, men der er ingen landsdækkende krav til, hvad sådan en sygeplejerske skal kunne. En uddannelse på kræftområdet er allerede sat på dagsordenen i Rådet for sygeplejerskers efter- og videreuddannelse.

”Her kunne jeg godt tænke mig, at den ikke udelukkende blev onkologisk præget, men blev så bred, at den også var spændende for sygeplejersker f.eks. på mave-tarm-kirurgiske afdelinger.

Den bør også omfatte hele det palliative felt,” tilføjer Ruth Truelsen, som gennem en årrække har stået for Sundhedsstyrelsens initiativer på dette område.

Ældreområdet må løftes

Den nyeste specialuddannelse, i psykiatrisk sygepleje, har nu fungeret et par år. I modsætning til anæstesi- og intensivuddannelsen er den ikke en forudsætning for at arbejde på området. Denne type specialuddannelse ser Ruth Truelsen også gerne på ældreområdet.

”Psykiatrien er et stort tungt plejeområde, hvor man har brug for spydspidser, der kan løfte det faglige. Ældreområdet handler på samme måde om et langt, sejt træk, og det er vigtigt, at nogen kan løfte og udvikle sådan et område og gøre det attraktivt. Mange plejeinstitutioner må kæmpe bare for at få tjenesteplanen til at hænge sammen. Og samtidig kommer vi fra centralt hold og taler om kvalitet, mens de pårørende står på den anden side og stiller krav.”

Ruth Truelsen kan dog ikke lade være med at tilføje, at det ikke står så ringe til i den danske ældrepleje.

”Man kan jo se, hvad der skete i Frankrig i sommer. For et par år siden var det franske sundhedsvæsen det bedste i verden. Nu er den franske medicinaldirektør blevet fyret, fordi 11.000 franskmænd døde i sommervarmen. De havde simpelthen ikke det netværk, der skal til for at sikre, at de gamle fik nok at drikke.”

Forebyggende sygepleje

De internationale sygeplejerskekontakter og uddannelsesspørgsmålene er nye arbejdsområder for Ruth Truelsen. Kvalitetsudvikling og sundhedsplanlægning er til gengæld noget, hun har haft ansvar for i sit gamle job, hvor hun bl.a. har været pennefører på den nye nationale kvalitetsstrategi.

Hun ser frem til diskussionerne efter Strukturkommissionen. På sygehusområdet handler det om at finde en fornuftig afgrænsning af opgaverne, men hvad det lokale tilbud til borgerne skal være, står mere åbent.

”Det bliver nok i primærsektoren, vi vil se de største forandringer. Jeg så gerne, at vi fik en ny hjemmesygeplejerske, én der kan arbejde mere forebyggende og sundhedsfremmende, og måske overlade de mere rutineprægede opgaver til andre.

Jeg er ikke ekspert i hjemmesygepleje, men man kan læse i rapporter, hvordan hjemmesygeplejersken hovedsagelig kommer og hælder piller op og skifter sår. De opgaver kunne apotekerne og social- og sundhedsassistenterne måske overtage. For med de sygdomme, vi har i samfundet i dag, er der brug for sygeplejersker, der kan lære befolkningen at overskue og mestre deres egen livssituation.”

Systemet begrænser

Ruth Truelsen vil i det hele taget gerne have mere forebyggelse og sundhedsfremme ind i sygeplejen.

”Udfordringen ligger i at hjælpe patienterne på deres egne præmisser. Det kan vi blive bedre til end i dag. De forebyggende sygehuse lærer patienterne, at de skal bevæge sig, holde op med at ryge og drikke med måde. Men vi ved ikke nok om, hvordan man hjælper patienterne med at opbygge netværk, selv om vi ved, at det betyder meget for deres sundhed.

Sygeplejersker har forudsætningerne for at arbejde sundhedsfremmende og forebyggende. Men de bliver nemt en del af systemet, og det er ikke altid indrettet på patienterne. Jeg ser nogle muligheder i, at hjemmesygeplejersker bliver knyttet til sundhedscentre, hvor de sammen med andre faggrupper kan gå ind i forebyggelsesprogrammer og tage sig af mennesker med langvarige sundhedsproblemer.”

Når man lufter den slags tanker, bliver nogle kliniksygeplejersker vrede og gør opmærksom på, at de i forvejen tager sig af den slags opgaver, tilføjer Ruth Truelsen.

”Men det vigtigste er, at opgaverne bliver udført og af personer, der er kvalificerede. Nogle steder i landet skal de måske udføres af hjemmesygeplejersker, i andre af kliniksygeplejersker, selvfølgelig i samarbejde med praktiserende læger og andre sundhedsfaglige grupper.”

Krav at måle og veje

Ruth Truelsen har været med til at lægge rammerne for den danske kvalitetsmodel, som i de kommende år skal gennemføres i hele sundhedsvæsenet. Der vil komme krav om, at kvalitet skal måles, vejes og dokumenteres i et omfang, som sygeplejen ikke har tradition for.

”Men sundhedsvæsenet må afspejle den almindelige samfundsudvikling. Synlighed, åbenhed og dokumentation af resultater er tendenser, som ligger alle vegne. Problemet er, hvis det, sundhedspersonalet skal registrere, ikke opleves som relevant. Når man som sygeplejerske bliver stillet over for krav om, at man skal måle og registrere, så må man til gengæld stille krav til redskabet. Det skal være enkelt, og det skal sige os noget. Og så skal man jo lige huske, at fordi man begynder at foretage målinger, behøver man ikke holde op med at tage sig af de ting, man betragter som vigtige. Omsorg står ikke i modsætning til kvalitetsudvikling.”