Når omsorg bliver til omklamring

Det er en fredag eftermiddag for ti år siden. Jeg sidder i toget på vej hjem til mine forældre. Der sker ikke rigtig noget på højskolen denne weekend, så jeg har besluttet at tage en tur hjem til min mor for at blive forkælet. Den plejer hun at være helt med på, for hendes søn er lige flyttet hjemmefra, og hun vil elske at varte op for ham et par dage.

”Når min søn kommer hjem, skal han have det godt, han skal slappe af,” kan jeg høre hende sige. Jeg protesterer ikke over udsigten til et weekendophold på et seksstjernet hotel med luksusforplejning.

I starten er det skønt at slappe af og lade min mor klare det hele. Men som weekenden skrider frem, får jeg mere og mere lyst til at deltage aktivt i de tiltag, min mor gør, for at jeg skal føle mig godt tilpas. Jeg opgiver dog hurtigt, for jeg ved, at hun ikke vil give mig lov.

Søndag er henlagt til sofaen med aviser, kaffe og brød fra bageren, som min far selvfølgelig har hentet. Jeg er selv for træt til overhovedet at tænke på at sætte fødderne ud over sofakanten; at smøre mit rundstykke føles som at løbe en maraton.

Sidst søndag eftermiddag råber jeg til min mor, som er ved at lave aftensmad, om hun ikke lige gider at skifte kanal på fjernsynet. Fjernbetjeningen ligger på sofabordet foran mig, men jeg er så træt. Min mor kommer ud fra køkkenet, kigger bebrejdende på mig og siger: ”Kunne du ikke godt lige tage og lave noget, bare en gang imellem. Her står jeg ude i køkkenet og slider med at lave aftensmad, og så beder du mig komme ind og skifte kanal på fjernsynet.” Hun skifter kanal og går ud i køkkenet med følgende salut, sagt med ryggen til: ”Er du ikke lidt doven.”

Ingen indflydelse på eget liv

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys er det en usandhed på størrelse med tidligere præsident Bill Clintons berømte forsvarstale: ”I did not have sex with that woman, Monica Lewinsky.” Jeg er ikke doven, som min mor i frustration påstår. Jeg har overladt ansvaret i en weekend til mine forældre, jeg vil jo ikke skuffe dem. Og de har i kraft af den gode vilje taget ansvaret fra mig.

Denne konstellation kommer der ikke ret meget godt ud af. Det eneste gode ved dette er, at jeg er sikker på at få noget at spise, og at der er rent omkring mig. Modsat er jeg i et par dage frataget al indflydelse på mit liv og bliver godvilligt frataget muligheden for at tage stilling til basale ting i livet. Det bliver jeg psykisk og fysisk i bogstaveligste forstand træt af, og jeg tror ikke, jeg adskiller mig væsentligt fra andre mennesker.

Hvorfor skal vi læse om mine oplevelser i en weekend hos mine forældre? vil den opmærksomme læser måske undrende spørge. Svaret er, at mine oplevelser, følelser af træthed og fratagelse af ansvar, kan sammenlignes med det, mennesker inden for psykiatrien ofte mærker og føler. Ligeledes er min mor et udmærket billede af det, pædagogen eller sygeplejersken gennemgår, når de frusterede påstår, at beboeren eller brugeren er doven.

Fremmedgjort over for sig selv

I alt for mange år har vi som omsorgspersoner taget over i andre menneskers liv, hvor det slet ikke var nødvendigt. Vi har i kraft af at være fagpersoner - og dermed selvbestaltet bedrevidende - sat os på de rigtige meninger om, hvad et godt liv er for det enkelte menneske. Vi har simpelthen glemt at spørge den virkelige ekspert, nemlig personen selv, hvad han eller hun gerne vil med sit liv.

Vi har frataget mennesket noget af det mest basale i livet, nemlig følelsen af autonomi. Muligheden for at vælge og bestemme over eget liv. Vi har taget over med rengøring, personlig pleje, udvælgelse af mad, hvilken beskæftigelse og hvilken livsform den enkelte skal vælge. Dette gerne med udgangspunkt i omsorgspersonernes smag og bedreviden eller den tvang, der ligger i de samfundsmæssige alment acceptable normer.

Konsekvensen af dette er, at mennesker, der bliver udsat for disse overgreb i den gode viljes navn, bliver fremmedgjorte over for sig selv, og deres handlinger bliver instrumentale og udvendige. Motiverne for selve livet bliver ugennemskuelige, og man mister langsomt, men sikkert en række kompetencer, der som konsekvens gør det svært eller ligefrem umuligt at leve et liv uden massiv hjælp fra andre. Det at bestemme over sit eget liv er for alle noget basalt menneskeligt. Autonomibestræbelser er derfor midtpunktet i alle menneskelige behov.

Angst for at afgive magt

Men hvad er det, der får velmenende, veluddannede og vidende mennesker til at fratage andre mennesker deres autonomi og ret til at leve livet på egne præmisser. Hvad har fået hele psykiatrien til at beskæftige sig med pædagogiske målsætninger, værdiløse behandlingsplaner og faglige møder bag hermetisk lukkede døre? Hvad har fået personale til at foretrække

Side 23 

magtfordrejede relationer, hvor den autonome praksis for brugeren eller beboeren bliver destruktiv?

Først og fremmest tror jeg, der har været en generel angst blandt omsorgspersoner for at afgive magt, miste status, faglighed og i det hele taget eksistensberettigelse. Selve psykiatriens livsnerve kan synes at ligge i det at have kontrol over et menneske, der ikke har kontrol. Hvis denne kontrol og overbeskyttelse fjernes, hvad skal sygeplejerskerne og pædagogerne så lave?

En anden vigtig faktor synes at være frygt for at blive beskyldt for omsorgssvigt. Selve ordet kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på ethvert ansvarsfuldt menneske. Der er ikke noget værre end at få at vide fra kolleger eller ens leder, at man ikke har været sit ansvar voksent, og at det menneske, man har haft ansvaret for, har været udsat for omsorgssvigt.

Dette kan få selv den bedste pædagog eller sygeplejerske med de bedste intentioner om et ligeværdigt og humanistisk menneskesyn til at falde i grøften og begynde at tage over. Samt glemme alt om autonomi og retten til at bestemme over eget liv. Dette kan få mennesker til at gå fra omsorg til omklamring og gå fra at være medarbejder til at være ”mor” og hurtigt se at få ryddet op på værelset, så der ikke ligger nullermænd i hjørnerne.

Lad os i den forbindelse for et kort øjeblik vende tilbage til situationen med min mor og mig. Sammenligningen sat i relief med omsorgssvigt og underkendelse af autonom praksis kan måske synes sat på spidsen. Men jeg synes, eksemplet tjener til formål at prøve at opnå en forståelse, ikke kun intellektuelt, men også følelsesmæssigt. Jeg oplevede og mærkede det kun en weekend, hvor mennesker inden for omsorgssektoren ofte har mor i haserne i mange år.

Skab betingelsesløse relationer

Men hvad kræves der af den moderne omsorgsmedarbejder, for at vedkommende ikke havner som mor for patienten, brugeren eller beboeren. Jeg mener, det er vigtigt, at fokus bliver rettet mod det sociale samspil, der foregår omkring os. Vi skal lade være med at fokusere på at normalisere og intrigere efter normer og standarder sat af personlig smag og tænkning. Det primære bliver derimod at skabe betingelsesløse relationer, der har karakter af ”værekvalitet,” ikke ”gørekvalitet.” Et ligeværdigt fællesskab, hvor vi ikke nødvendigvis er jævnbyrdige, men hvor der er en anerkendelse af, at din måde at gøre tingene på ikke nødvendigvis skal være min, men at vi kan drage nytte af hinandens erfaringer og viden.

Rundt omkring på arbejdspladser, hvor flere mennesker er samlet, ser man ofte et skilt over køkkenbordet med teksten ”Din mor arbejder her ikke, ryd op efter dig.” Mit håb for omsorgssektoren og de mennesker, der færdes dér, er, at dette bliver en realitet. At mor ikke tager over, og at man får lov til at være mester for eget liv.

Brian Kjærulff er ansat som projektkoordinator på botilbuddet Kragelund i Århus.