Resuméer af international forskning

Moderskabets styrke: brystkræft oplevet af mødre med hjemmeboende børn

Billhult A, Segesten K. Strength of motherhood: nonrecurrent breast cancer as experienced by mothers with dependent children. Scand J Caring Sci;17:122-8.

Hver femte kvinde, der dør af brystkræft, er mor med hjemmeboende børn. Formålet med denne undersøgelse var dels at beskrive, hvordan kvinder med hjemmeboende børn oplever deres liv med brystkræft, dels at beskrive, hvilke strategier kvinderne bruger for at klare hverdagen.

Undersøgelsen havde en fænomenologisk tilgang, og der indgik 10 kvinder mellem 32 og 48 år, der for nylig, 9-30 måneder tidligere, havde fået diagnosen brystkræft.

Resultaterne viste, at kvindernes liv var en balancegang mellem på den ene side krav, behov, energi og kraft. På den anden side det at tillade sig at være syg, opleve den eksistentielle forandring og måske være så hårdt ramt, at sygdommen og tanken om, at man ikke mere ville være til, var uundgåelig. Ligeledes var livet en balancegang mellem at være ærlig eller fortie sandheden i forsøg på at beskytte børnene. Det vigtigste for kvinderne var, at livet blev levet så normalt som muligt. Dertil krævedes styrke. Kvinderne skulle både klare at være forælder og at være en syg forælder med alt, hvad dertil hørte. Med al ret taler forfatterne derfor om ”moderskabets styrke” som det væsentligste fund.

Forfatterne konkluderer, at sygeplejersken kan støtte og hjælpe disse kræftramte mødre både praktisk og eksistentielt, så mødrene kan vedligeholde den styrke og kærlighed, de så gerne vil vise deres børn, at de besidder.

Elisabeth O.C. Hall, lektor, ph.d.

At være både professionel og medmenneskelig i psykiatrisk sygepleje

Hem MH, Heggen K. Being professional and being human: one nurse´s relationship with a psychiatric patient. J Adv Nurs 2003;43:101-8.

Den ideelle psykiatriske sygepleje er på mange måder i konflikt med sig selv. Man forventer, at sygeplejen skal være både professionel og medmenneskelig, og at sygeplejersken bruger sig selv som et terapeutisk instrument. Det overordnede formål med forfatternes projekt var at beskrive, hvordan psykiatrisk sygepleje befinder sig i denne dobbelte rolle.

Undersøgelsen blev udført som feltarbejde, og i denne artikel beskrives, hvordan én sygeplejerske oplever relationen til en ung mandlig psykiatrisk patient. Hun var hans kontaktsygeplejerske, og hun brugte sig selv som terapeutisk instrument. Patientens aggressive optræden og nedvurderende bemærkninger blev imidlertid med tiden for meget for hende. Hun var nødt til at lægge afstand til patienten, hun blev af kollegerne sat på et sidespor, og det oplevede hun som et professionelt nederlag.

I stedet for at acceptere, at hun behøvede en pause i kontakten, og at egen sårbarhed kunne være et konstruktivt element i behandlingen, blev hendes menneskelige egenskaber og empatiske formåen et tegn på manglende professionalitet. Særlig fremhæves i denne artikel, hvordan menneskets, dvs. sygeplejerskens sårbarhed er en væsentlig faktor, når man bruger sig selv som instrument i patientrelationer. Spørgsmålet er således, hvad det i terapeutisk forstand vil sige at være et andet menneskes medmenneske.

Forfatterne konkluderer, at psykiatrisk sygepleje, forstået som en balancegang mellem nærhed og distance, både er for ideel og for snæver. Undersøgelsen viser, at hvis sygeplejen skal udvikle sig til gavn for denne patientgruppe, skal man i faget erkende egen sårbarhed og diskutere det hensigtsmæssige i traditionel psykiatrisk sygepleje.

Elisabeth O.C. Hall, lektor, ph.d.