Sygeplejen sætter dagsordenen

Fru P. blev hen over sommeren og efteråret 2002 tiltagende svækket af alderdom og rygerlunger efter et langt liv med et stort cigaretforbrug, et svækket hjerte efter et par stille infarkter, knogleskørhed, tunghørhed og svagt syn på grænsen til at være blind. Fru P., der er 85 år, var og er helt klar i hovedet uden tegn på demens.

Med hjælp fra døgnplejen var Fru P. i stand til at klare sig i sit eget hjem, men blev dog stadig mere socialt isoleret. Efter at være faldet om to gange blev hun i slutningen af november indlagt på en kardiologisk afdeling, hvor hun lå i tre uger og til sidst fik indsat en pacemaker. Under indlæggelsen fik hun tiltagende besvær med at spise. Alligevel blev hun udskrevet til jul, hvad familien opfattede som, at hun reelt blev sendt hjem for at dø af sult. Døgnplejen satte antallet af besøg op til maksimum, seks besøg i døgnet, men Fru P. blev stadigt svagere, fordi hun hverken kunne spise eller holde føden i sig.

En fredag morgen i januar rejste hun sig fra sengen for at gå på toilettet, men faldt om på gulvet, slog hovedet og fik et stort bidsår i læben. Fru P.´s praktiserende læge fik hende indlagt på medicinsk modtageafdeling på det sygehus, hun tidligere havde ligget på. Herfra blev hun trods sin søns protester udskrevet næste dag, uden at man havde gjort andet end at give hende væskeinfusion.

Sønnens desperation og følelse af afmagt over for systemet voksede i takt med, at hans mor blev stadigt dårligere og tabte i vægt. Han oplevede, at der ikke længere var nogen hjælp at få fra det offentlige sundhedsvæsen, og fik sin mor indlagt på Sankt Lukas Rekreation for egen regning, da hendes tilstand efterhånden var livstruende.

På Sankt Lukas Rekreation indså sygeplejerskerne med det samme, at det var nødvendigt at fordele den store mængde medicin over hele dagen, så Fru P. ikke fik størstedelen om morgenen. Hendes læge blev tilkaldt, og sammen med sygeplejersken blev medicinen revideret, så hun kun fik den mest nødvendige. Det var muligvis den store mængde medicin, der slog hendes mave ud.

Efter 18 dage havde hun fået det så meget bedre, at hun kunne overflyttes til en plejebolig, hvor hun i dag er kommet så meget til hægterne, at hun har fået et nyt liv.

”Uden Sankt Lukas Rekreation havde min mor ikke været i live i dag,” siger Fru P.´s søn. ”Sygeplejen her har været livreddende. Erfarne sygeplejersker kan gøre en afgørende forskel. Den kærlige, omhyggelige og kompetente pleje fik min mor til at føle sig tryg. Hun blev plejet og passet efter alle sygeplejekunstens regler.”

Ro og rum for sygepleje

Der er ingen læger på Sankt Lukas Rekreation, der er ikke foretaget undersøgelser eller givet ny behandling. Patienten har fået sygepleje, grundlæggende sygepleje. Hun har fået det, enhver sygeplejerske skulle kunne yde i kraft af sin uddannelse. Hvad gør de anderledes på Sankt Lukas Rekreation?

”Vi kan give ro og rum, og så udfylder vi et hul mellem sygehus og hjem,” forklarer afdelingssygeplejerske Margrethe Bogart. ”Mange rekreationshjem er for

Side 19 

længst nedlagt. Der er kun ganske få tilbage, og det offentlige giver ofte ikke tilskud til rekreationsophold.”

Afdelingen ligger i Dronning Alexandrines hus på Sankt Lukas Stiftelsen. Patienterne - eller gæsterne - kommer for at få kræfter, og der sættes realistiske mål for deres ophold. Afdelingen ledes af sygeplejersker, og sygeplejen udføres på egne betingelser uden at skulle indordne sig lægelig aktivitet, undersøgelser, idelig sengetransport, ventende portører, bureaukrati og stordrift. Det giver ro og fornemmes med det samme, man træder ind på afdelingen, selv om den er opbygget som en traditionel sygehusafdeling med sygestuer og birum på hver side af en gennemgående korridor.

Afdelingen har 13 pladser til mennesker, der har brug for rekreation og pleje. Afdelingen drives på privat basis. Patienterne betaler selv, og der ydes sjældent offentligt tilskud, men tilskud fra Sygeforsikringen ”Danmark.”

Ustabil livssituation

Patienterne er typisk ældre mennesker, som har været indlagt på sygehus på medicinske afdelinger, måske endda har været inde og ude flere gange. Andre har været indlagt til elektiv kirurgi, men føler sig ikke tilstrækkeligt restituerede til at komme direkte hjem. Nogle har måske blot midlertidigt svært ved at klare sig hjemme.

I andre tilfælde er det en ægtefælle eller anden pårørende, der normalt passer patienten, som har brug for ferie. I princippet skulle hjemmesygeplejen netop tage sig af denne type patienter, men virkeligheden kan være en anden. De fleste af patienterne er ikke i en stabil situation, men ofte i en fase af deres liv, hvor ændringer eller forværringer er indtrådt. De har brug for hjælp til at identificere deres problemer og til at få dem løst. Systemet er svært at finde vej igennem også for sygeplejerskerne, som har mange års erfaring fra forskellige områder af sundhedsvæsenet.

”De fleste gamle tager længere tid om at restituere sig. Et andet problem er, at mange har svært ved at erkende, at de ikke mere kan, hvad de kunne for fem år siden. Det er gået gradvis ned ad bakke, måske med et ekstra dyk efter en banal sygdom.

Der skal god observation og mange samtaler til, før den ældre erkender, at hun eller han må indstille sig på mere hjælp.” Foruden den praktiske hjælp er der ofte brug for adskillige telefonsamtaler og personlige samtaler med pårørende, egen læge, hjemmepleje og andre. Det tager tid, ofte mere end hjemmeplejen kan afse. ”Det er her, vi kan gøre noget på Sankt Lukas Rekreation. Måske siger vi nøjagtigt det samme, som hjemmesygeplejersken og familien har sagt,” fortæller Margrethe Bogart.

Det er ofte de pårørende, som henvender sig til Sankt Lukas Rekreation, somme tider efter aftale med hjemmesygeplejersken, fordi begge parter kan være havnet i en fastlåst situation i forhold til den ældre patient, som ikke vil lytte efter råd og vejledning.

Forventninger til opholdet

I første omgang handler det om at få talt med den ældre om forventninger til opholdet. Margrethe Bogart er henvist til at vurdere behovet pr. telefon. Der skal være en realistisk forventning om, at den ældre kan bedres betydeligt i løbet af en uge

Side 20 

eller to, ellers bliver det dyrt for patienten.

Det overordnede mål for sygeplejen er at få lagt en langtidsplan i løbet af den første uge. Planen lægges af en sygeplejerske i samarbejde med patienten. Personalet består af 11 sygeplejersker og fire plejehjemsassistenter, hvoraf to er i fast aftenvagt sammen med en sygeplejerske. Den grundlæggende sygepleje prioriteres og skal ikke ustandseligt vige for behandlings- og systemhensyn.

Patienterne kan få fysioterapi i form af vedligeholdelsesøvelser og let optræning på stedet. Ved behov benyttes patientens egen læge eller en lokal praktiserende læge. Sygeplejerskerne har tæt samarbejde med hjemmeplejen, der næsten altid er inde i billedet og må medinddrages i langtidsplanlægningen af plejen.

Man spiser traditionel dansk mad, som bringes over fra Sankt Lukas Stiftelsens centralkøkken. Sygeplejerskerne serverer selv maden med omsorgsfuld psykologi: Store tallerkener, så portionen ikke ser så voldsom ud for den småttærende, og individuel servering, som bygger på samtale med patienterne om, hvad de kan lide. Det er almindelig kost, ikke hospitalskost, men køkkenet laver en ny proteindrik hver dag, så der kan gives tilskud om nødvendigt. ”Suppe, frugtgrød og is har vi på lager på afdelingen, så der er mulighed for at kræse lidt. Man kan komme meget langt med små ændringer,” siger Margrethe Bogart.

Patienterne ligger på eneværelser med toilet, håndvask, telefon og tv, men ikke alle har eget bad. Nogle må ledsages til et fælles badeværelse. ”Men det fordrer bevægelse,” siger Margrethe Bogart, ”så det er ikke så galt endda. Alle kan komme i bad hver dag. Somme tider også mere, end de selv synes er nødvendigt.”

Afdelingen er ikke velegnet til patienter med demens, så der ligger altid grundig udspørgen og mange overvejelser bag, hvis demente skal på ophold. Demensen må i hvert fald ikke betyde, at patienten går ind på andres stuer eller forlader afdelingen.

”Der er for få beskæftigelsesmæssige udfordringer, og det er endnu en grund til, at opholdet må være tidsbegrænset,” fortæller Margrethe Bogart. I nabobygningen ligger dog et mødested med café, hvor patienterne er velkomne, hvad enten de kan gå selv eller skal køres derover. ”Mødestedet” er meget søgt, især af omegnens ældre, som kan købe dagens middag der.

Kontinuitet

Kontinuiteten i plejen søges sikret ved, at de enkelte sygeplejersker går personligt ind i sagen og prøver at tage gode, lange stræk. Ved indlæggelsen overvejer man, hvilken af sygeplejerskerne der vil være i stand til at få det bedste frem i patienten. Der er f.eks. mange patienter imellem, som har svært ved at finde sig til rette i det offentlige system. De er ikke nødvendigvis

kapitalstærke, men individualister, som ikke passer ind i kasser og systemer, og som har sparet op med henblik på selv at kunne vælge, hvor og hvordan de vil have hjælp ved behov. Samspillet - kemien - mellem patient og sygeplejerske betyder derfor meget. Et egentligt kontaktpersonsystem kan ikke gennemføres, da mange af sygeplejerskerne er på deltid, så alt noteres, så det kan gå videre, når en sygeplejerske skal afløses.

Sygeplejerskerne på Sankt Lukas Rekreation er modne, fra 45-65 år. ”Det er der flere grunde til,” fortæller Margrethe Bogart. ”De unge sygeplejersker synes ikke, arbejdet er sjovt og spændende nok, og de har for få erfaringer til at kunne arbejde uden læge.” Men Sankt Lukas Rekreation er ikke en retrætepost for trætte sygeplejersker. Der er nok at lave.

”Endelig mener mange ældre patienter, at det er mere trygt at lægge sit liv i en moden sygeplejerskes hænder,” siger Margrethe Bogart. ”Fordelen ved en stab af modne sygeplejersker er, at de erfarne sygeplejersker er bedre til at forfølge et spor, og kulturelt set er afstanden ikke så stor mellem patient og sygeplejerske.”

At forfølge et spor

Indsigt i sundhedsvæsenets formelle og uformelle funktion, stædighed og erfaring er nogle af de evner, sygeplejerskerne har brug for, når de forfølger et spor. Sygeplejerske Iris Henriksen fortæller om en patient, en kvinde, som egentlig blot trængte til en planlagt sommerferie på Sankt Lukas Rekreation.

Da hun ankom, var hun imidlertid meget plaget af et kløende eksem, og der havde ikke været effekt af den steroidcreme, hun havde fået ordineret af egen læge. Det havde stået på en måneds tid, og det havde ikke hjulpet at skifte præparater eller få antihistaminer. Kvinden var efterhånden desperat af kløe, sov ikke om natten og var alment medtaget.

Egen læge blev konsulteret igen, og patienten blev henvist til en hudafdeling. Her kunne patienten få en tid godt tre uger efter. Iris Henriksen kontaktede hudafdelingens sekretær for at få fremskyndet en konsultation, men uden resultat. Iris Henriksen lod sig imidlertid ikke afvise og ringede direkte til overlægen.

Da hun havde forklaret situationen, luftede overlægen muligheden af fnat, og patienten fik lov at komme i konsultationen næste dag. Diagnosen var fnat. Fnat over hele kroppen, og patienten blev straks sat i behandling. ”Det handler om ikke at lade sig feje af af en sekretær, men at vide, hvem der har ansvar og kan få ting til at ske,” siger Iris Henriksen. Patienten klør stadigvæk, men har fået ro om natten.

Sideløbende prøver man i hjemmeplejen at finde en kilde til fnatsmitten. ”Jeg tror, at patienten fejler noget andet samtidig, siden forløbet er så voldsomt,” siger Iris Henriksen, som er indstillet på at forfølge sin mistanke.