Deltageren i centrum

I mit arbejde som visitator besøgte jeg over en periode en del yngre pensionister, som bad om hjemmehjælp. Igennem uddybende samtaler med dem blev det klart for mig, at det var noget mere eller noget helt andet end hjemmehjælp, de havde brug for.

De fleste af personerne havde et svagt netværk og en ringe tro på sig selv, og de havde generelt et fysisk lavt funktionsniveau. De var alle personer, som ikke rigtig passede ind i de tilbud, vi har til pensionister, f.eks. det kommunale dagcenter.

Det stod klart for mig, at disse personer havde behov for en anden form for hjælp, end vi sædvanligvis giver i hjemmeplejen.

Efter deltagelse i et ”Du bestemmer”-kursus i Sundhedsfremmeafdelingen i Ringkjøbing Amt - og med ledelsens fulde opbakning - besluttede vi (sygeplejerske/visitator og ergoterapeut/dagcenterleder) at afprøve metoden på denne gruppe borgere. 

Formål:

Vi formulerede fire formål med at lade personerne deltage i projektet:

• At øge deltagernes selvværd, give dem en tro på, at de duede/havde værdi, og at de kunne mestre deres liv.
• At give dem en oplevelse af, at de stadigvæk - på trods af deres tilstand - kunne meget (et af deres problemer var, at de generelt oplevede ikke at kunne noget).
• At skabe mulighed for, at de kunne se tingene fra en anden synsvinkel - få øje på egne muligheder og ressourcer.
• At skabe indbyrdes relationer/netværk uden for det professionelle netværk.

Deltagere:

Gruppen blev sammensat efter følgende kriterier:

• Begge køn skulle være repræsenteret - og mindst to af samme køn.
• Det skulle være yngre pensionister - alderen var mellem 55 og 67 år.
• Det skulle være personer med forskellige ressourcer, som vi skønnede kunne give hinanden noget.

- Vi valgte en gruppestørrelse på seks personer: Alle var fysisk hårdt ramte - tre havde haft apoplexia cerebri, den fjerde havde fibromyalgi samt var opereret for cancer mammae og desuden plaget af svær migræne, den femte havde dårligt hjerte og diabetes med senkomplikationer, og den sjette havde mange psykosomatiske sygdomme.

Derefter udformede vi en skriftlig invitation, som vi afleverede personligt. Alle indbudte var personer, som vi kendte i forvejen, og som havde tillid til, at vi ville dem det godt.

Det tror jeg var grunden til, at de alle sagde ”ja tak.” Jeg tror egentlig, de følte sig udvalgte, privilegerede, at netop de fik invitationen. 

Forberedelse

Vi besluttede at gøre meget ud af rammerne for at signalere, at deltagerne havde værdi:

• Hyggeligt lokale i passende størrelse på dagcenteret.
• Dug, lys og blomster på bordet.
• Kaffe og kage.
• Personlig velkomst - ”Vi har glædet os til ...,” og ”Godt, du kom.”

Der var afsat to timer til hvert enkelt møde. Vi forberedte ét møde ad gangen, afholdt mødet og planlagde næste gang - afhængigt af vore oplevelser med gruppen. Manualen til ”Du bestemmer” var grundlag for de fleste møder.

Første gang:

Hjertelig fælles velkomst, hvor vi fortalte lidt om, hvilke tanker vi havde om samværet og formålet med gruppen. Vi pointerede meget, at det var helt frivilligt, hvad de ville sige, og at de til enhver tid var velkomne til at sige fra, hvis der var noget, de ikke ønskede at tale om. Vi pointerede også, at vi alle havde tavshedspligt, så det, der blev sagt i gruppen, ikke kunne høres i byen næste dag. Ligeledes gjorde vi det klart, at vi - som ledere - ville være med seks gange. Derefter ville de være meget velkomne til selv at mødes i et lokale i dagcenteret, hvis de havde lyst.

Herefter lavede vi en præsentationsrunde med hjælp af præsentationsskemaet fra ”Du bestemmer”-materialet: ”Jeg er en, der ...,” som de fik lidt tid til at udfylde. Derefter fremlagde den enkelte, hvad vedkommende ønskede at fortælle om sig selv.

Side 23 

Anden gang:

Denne gang brugte vi skemaet ”Hvad er jeg god til” i lidt ændret form, da flere af deltagerne første gang gav udtryk for sorg over tab af funktioner. Vi skønnede, det ville være godt for dem at få mulighed for at sætte ord på dette. Derfor var sidste punkt:” Hvad savner jeg at kunne gøre?” 

Tredje gang:

Her brugte vi flipover med hovedpunktet: ”Hvad er en god dag/giver en god dag for dig.” Alle kom med bud på dette, f.eks.: en telefonopringning, ikke at have smerter, et smil på gaden, solskin, forår, at have været i stand til at gå en tur på gaden. 

Fjerde gang:

Her brugte vi skemaet ”Fri - låst.” Den enkelte deltager fik til opgave at sætte ord på, hvad der fik ham/hende til at føle sig låst/fri - en øvelse i at give udtryk for sine følelser. Dette var for de fleste i gruppen en svær opgave - måske vil vi ikke gentage dette i kommende grupper, eller måske ændre på skemaet.

Femte gang:

Alle fik udleveret en stregtegning af hver person i gruppen. Opgaven gik så ud på at skrive en positiv ting om hver person i gruppen.

Derefter fik hver enkelt de andres udsagn om ham/hende og skulle læse dem op: ”Jeg er en person, der...” - og så udsagnet.

Det var helt specielt, da de læste udsagnene op om dem selv. En af deltagernes kommentarer lød: ”Så meget positivt er der ikke før blevet sagt til mig hele mit liv.” En anden kommentar lød: ”Disse sedler skal i glas og ramme hjemme hos mig.”

Til slut lagde vi op til, at de selv skulle bestemme, hvordan vi skulle markere afslutningen næste gang. 

Sjette og sidste gang:

Vi havde efter deltagernes ønske bestilt smørrebrød. Derefter udfyldte de et evalueringsskema, hvor de besvarede følgende tre spørgsmål:

• Hvad har jeg lært om mig selv ved at være med i denne gruppe?

  Side 24 

• Hvilke positive egenskaber hos mig selv er vigtige for mig at holde fast i fremover?
• Hvad tror/håber jeg på at kunne få ud af at mødes med de andre fra gruppen fremover?

Tilfredshed med samværet

Alle deltagerne var flittige til at møde op, de udtrykte stor tilfredshed med samværet og gav udtryk for glæde over at være med i gruppen. De var aktive, åbne og givende i samtalerne. Deltagerne overførte den respektfulde og anerkendende omgangsform, som vi forsøgte at skabe, til deres samvær med hinanden, og de blev således meget positive, lyttende og opmuntrende over for hinanden.

En deltager, som ofte er kritisk over for hjemmeplejens indsats, er blevet klar over, at det er bedre med en anden tilgang. (Mary: ”Jeg skal være positiv over for andre.” Hendes svar på evalueringsskemaet).

En anden deltager talte i starten af forløbet meget om egne sygdomme. Det holdt hun op med. Nu havde hun lært en bedre måde at få kontakt med andre på - end ved at tale om sygdom. Hun havde heller ikke længere så stor medlidenhed med sig selv. (Karen: ”Jeg har lært ikke at have så ondt af mig selv”).

En tredje deltager blev bedre til at beskrive egne oplevelser og følelser. Førhen svarede hun altid, at hun havde det godt, uanset at hun signalerede noget helt andet (smerter, forpinthed, ked af det). (Sonja: ”Jeg er blevet bedre til at sætte ord på”).

Nogle af deltagerne udtrykte, at det havde været godt for dem at opleve, at de ikke er de eneste, der har problemer.

Flere af deltagerne har fået et mere tydeligt billede af, hvad der er godt og dårligt: Der er problemer, som skal mestres, men der er også ting at glæde sig over.

Støtte for hinanden

På det sidste møde var alle enige om at lade en liste gå rundt til at skrive adresser og telefonnumre på, så de efterfølgende let kunne kontakte hinanden. (Begrundelse: ”Det er dejligt at have nogle at ringe til og få en snak med, når jeg har brug for det,” og ”nu kan vi støtte hinanden, for nu kender vi hinanden så godt og behøver ikke lange forklaringer”). Deltagerne besluttede desuden, at de ville mødes hver uge samme sted til snak, kaffe og spil. Hvordan er det så gået med gruppen?

De mødes fortsat hver uge på dagcenteret. En er dog faldet fra, en anden er ret ustabil. Men de øvrige fire udviser omsorg for hinanden: telefonerer sammen og besøger hinanden bl.a. ved sygdom.

En af dem har lige nu - 3/4 år efter projektet sluttede - ved en opringning til hjemmeplejen givet udtryk for, at hun er så glad for sin lille gruppe.Vi hører ikke mere klager fra hende over den hjemmehjælp, vi yder!

Det har været spændende og berigende for os at arbejde på denne måde, og det har været rigtig godt at være to faggrupper (sygeplejerske og ergoterapeut) om dette projekt. Vi vil gerne arbejde videre på denne måde og håber på at kunne starte nye grupper, måske allerede i efteråret. 

Grethe Iversen er ansat som visitator ved hjemmeplejen i Lemvig Kommune.

Litteratur

1. Arborelius E. Du bestemmer - en anderledes sundhedsvejledning: Ringkøbing: Ringkjøbing Amt; 1993.
2. Arborelius E. Hvorfor gør de ikke som vi si´r? Ringkøbing: Ringkjøbing Amt; 1995.
3. Bak P, Dalsgaard L. Du bestemmer projektet - ”en anderledes form for sundhedssamtaler.” Ringkøbing: Ringkjøbing Amt; 1997.