Stafetten: Forrådt af mit gode helbred

Pga. uforklarligt vægttab fik jeg taget nogle blodprøver. Det udløste en lavine af utallige flere blodprøver, diagnose, indlæggelse, undersøgelser, medicin og sygemelding. Såre naturlige foreteelser, hvis ikke der havde været fejltagelsen: ”Det var mig, der var patienten.”

Jeg plejer jo ellers ikke at have ret mange sygedage, og selv om en kold og våd januarmorgen måske nok har kunnet friste til et ønske om en lille bitte smule harmløs influenza, så man kunne blive under dynen, så mente jeg mig faktisk med en vis stolthed i besiddelse af godt helbred. Tog ”raskhed” for givet, og var fuldstændig fortørnet over ikke længere at være en af dem, der aldrig var syg. Jeg var forrådt af mit gode helbred og flov over nederlaget.

Pludselig sidder jeg på den forkerte side af skranken og får skrevet journal. Private forhold, sygdomsforløb og symptomer opsummeres. Jeg føler mig så blottet, at selv et blodtryk synes intimt. En kompetent og omsorgsfuld sygeplejerske gennemgår symptomer med mig, og hvordan jeg skal forholde mig.

Jeg modtager oplysningerne med en distance, som om vi gennemgår en faglig introduktion til et nyt speciale. Da hun siger, at man plejer at anbefale sygemelding, krakelerer mit forsvar, og jeg græder lidt. Hun forklarer, at labilitet også er et symptom, mens jeg forsøger at tage mig sammen og føler mig afsløret og tåbelig.

Det er en overvindelse at melde sig syg. Synes, det er vel dramatisk. Havde jeg endog et gipsben at fremvise. Tager tilløb ved telefonen og øver mig på at få det til at lyde let, selv om det selvfølgelig ikke skal misforstås. Alligevel føler jeg mig utroværdig og bryder mig ikke om medfølelsen.

Ønsker at optræde professionelt over for mig selv. Jeg synes, det er umådelig pinligt. At jeg som sundhedsperson ikke har været i stand til at holde mig rask, er ydmygende. At jeg skal ligge kolleger til last med ekstra travlhed og ekstra weekender, er tarveligt og ukollegialt. At jeg nu påvirker sygefraværsstatistikken negativt, får mig til at føle mig som en dårlig medarbejder.

Når jeg velmenende bliver ringet op af min arbejdsgiver for nye bulletiner, føler jeg mig kontrolleret og har en underlig ambivalent trang til dels at negligere, dels at dramatisere mit tilfælde. Og da jeg på tro og love skal bekræfte rigtigheden af min sygemelding, føler jeg mig som en forbryderisk samfundsborger.

Efter otte uger startede jeg arbejde igen. Ikke fordi jeg følte mig rask, men jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle føle mig syg. Ifølge statistikken skulle man have bedst resultat med at få medarbejdere i gang efter langtidssygdom, hvis de otte uger ikke overskrides. Jeg tog ikke imod nedsat tid. Var i forvejen deltidsansat og kunne nok ikke rigtigt overskue den fornemmelse af gæld til kollegerne.

Efter et år er blodprøverne næsten normale, og jeg selv bestemt raskere, end da jeg startede arbejde igen. Set i bakspejlet kunne min familie godt have været tjent med et lidt mere muntert indslag end den slatne ballon, jeg oftest præsenterer efter arbejde. 

Mette Amdrup arbejder på Koltgården Lokalcenter i Århus. Hun har givet stafetten videre til Trine Sorgenstrup, som vil besvare spørgsmålet: Hvorfor jeg vælger sygeplejen fra.