Faglig kommentar: Eget ansvar for tryghed

Det ville være trygt med et sygehus lige om hjørnet. Med traumecenter og åben skadestue. Speciallæger og specialuddannede sygeplejersker i alle vagter. Lægeambulancer på pletten på mindre end to minutter og landingsplads for helikopter på sygehusets tagterrasse. Samtidig skulle det være et lokalsygehus, hvor vi har gået i klasse med overlægen og spiller tennis med natsygeplejersken, og hvor alle ansatte taler egnens dialekt. Et moderne sygehus uden ventelister, nyeste teknologi, grønne omgivelser og masser af arbejdspladser. Trygt, dejligt og urealistisk.

Borgere og sygeplejersker har mange sammenfaldende interesser, når sygehuse, vagtberedskab og skadestuer lukkes. De finder sammen i protest mod lukninger, men bevæggrundene er ikke helt de samme. Sygeplejersken får måske længere til sit nye arbejde, og det kan være slemt at miste kolleger og en arbejdsplads, man måske kender næsten lige så godt som sit eget hjem. Men det er til at leve med, når man har vænnet sig til det.

Borgeren besværer sig over, at det bliver mere besværligt at besøge de indlagte patienter, og glemmer helt, at den syge er udskrevet, inden venner og bekendte når at registrere, at patienten er indlagt. Besværligt, men til at leve med. Det frie sygehusvalg har for længst vist, at de syge selv er parate til at rejse langt for at blive indlagt på et velrenommeret sygehus. Lokalpatriotismen har sine grænser.

Lukning af skadestuer og længere tid på landevejen optager imidlertid borgerne meget. De frygter, at de når at dø, hvis ambulancen er for længe om at komme, og der måske er en halv times kørsel eller mere til sygehuset. At den præhospitale behandling er effektiviseret og opkvalificeret, er ikke nok til at dæmpe protesterne. I en periode flyder lokalaviserne over med dommedagsprofetier og grusomme historier, og så har folk vænnet sig til de nye tilstande.

Men måske vænner folk sig lidt for meget til tingenes tilstand. Politikerne får til hver en tid på puklen, hvis der pludselig skal gå 40 minutter i stedet for 20 minutter, inden hjælpen er fremme. Men hvem tager ansvaret for, hvad der sker, fra ulykken indtræffer, og indtil den professionelle hjælp dukker op?

Som der repeteres i artiklen ”Sygeplejerske - også i fritiden” i Sygeplejersken nr. 41, er enhver borger forpligtet til at hjælpe nødstedte personer efter evne. Men der er ikke krav om, at man skal uddanne sig til at kunne hjælpe på kvalificeret vis. Man kan få kørekort uden at kunne give førstehjælp. Mange erhvervsskoler har indbygget førstehjælpskursus, men det er ikke et generelt krav. Lærere og pædagoger kan dagligt have ansvar for hele institutioner fyldt med børn, men de har ikke førstehjælp indbygget i deres uddannelse. Og hvordan ligger det med sygeplejerskers ajourføring af førstehjælp?

Prøv at spørge i din omgangskreds, hvor mange der selv har investeret tid og penge i f.eks. et kursus i genoplivning ved hjertestop. Vi vender gerne al forargelse mod politikere, der må prioritere, mens vi selv glemmer at prioritere familiens og medborgeres sikkerhed. Sygeplejersker har en særlig pligt til at hjælpe ulykkesramte - også i fritiden. Vi burde udvide denne pligt til også at gøre en indsats for at motivere vores medborgere til at lære førstehjælp. Til at føle ansvar for sig selv og andre.