Sygeplejersken
Stafetten: Husk at pleje det sunde
Til sidst måtte jeg indrømme det. Jeg var havnet på en forkert hylde. På 6. sal højt hævet over byen på Århus Kommunehospital.
Sygeplejersken 2003 nr. 43, s. 26
Af:
Trine Sognstrup, sygeplejerske, pædagogstuderende
Det er en dejlig morgen, intensivpatienterne ligger pænt, værdierne ligeså, og jeg gør klar til dagens første sengebad. Solen skinner fra en skyfri blå himmel, udsigten over Universitetsparken er perfekt, og jeg nynner en glad lille melodi. En af mine kolleger kigger forbavset på mig og siger: ”Hvad var det, jeg hørte? Sang du?” ”Øh, ja.”
Så holdt jeg op med at synge der.
Sjovere var det, da jeg arbejdede på et plejehjem. Dér var musik, sang og dans ofte den eneste kommunikationsform, der duede. Men da jeg senere ville vende tilbage, var plejehjemmet lukket, beboere og personale flyttet ud på et fint nyt lokalcenter, hvor vi sygeplejersker sjældent sad sammen med andre end os selv - undtagen når der var brug for sygepleje. Så kom vi og tog os af det syge og overlod det skægge til de andre. Jeg savnede den nære kontakt til alle de dejlige gamle mennesker, muligheden for at trille en lille tur med Hans i kørestolen og den glæde og kærlighed, der gør livet værd at leve både for patienter og personale. Også på jobbet.
Sidst jeg var på færde i sygeplejen, sad sygeplejerskerne ikke engang sammen, ikke en tår kaffe på kanden var der og dårligt nok tid til at sige pænt ”hej” og ”davs” til hinanden. Heller ingen omsorg for sygemeldte kolleger.
Nu har jeg en del år arbejdet i den pædagogiske verden. Her er det - endnu - tilladt at vægte livsglæde, solidaritet og kreativitet. Selv i bunden af hierarkiet i en almindelig dansk daginstitution har jeg betydelig større indflydelse på mit arbejde og min dagligdag, end jeg havde som sygeplejerske. Jeg kan lægge min egen forståelse for mennesket til grund for mine handlinger og er ikke tvunget til at reducere mit menneskesyn og mine muligheder til simple ligninger, hvor diagnose, årsag og problem medfører bestemte handlinger. Jeg har lov til at afprøve mange metoder i arbejdet med at bedre andre menneskers livskvalitet.
I bogen Gesundheit beskriver en ung mand, der er alvorligt plaget af gigt, hvordan lægen og klovnen Patch Adams ordinerer ham sex, vellevned og solnedgange. Med god virkning.
Hvis vi får mere af den slags i det danske sundhedssystem, vil jeg overveje at vende tilbage.
Jeg læser nu til pædagog ved Gedved Seminarium, men jeg håber, at I, der bliver i sygeplejen, vil huske at pleje det sunde og være gode ved jer selv og hinanden. Som englænderne siger: Take care and have fun!
Trine Sognstrup er pædagogstuderende ved Gedved Seminarium. Hun sender stafetten videre til Kisten Buur Hove med spørgsmålet: ”Hvad laver en arbejdsmiljøsygeplejerske?