Furien fylder år

Læserne kender hende som meningsmaskinen, der hver 14. dag i klummeform fortæller, hvad hun mener om dette eller hint, ofte med den opdigtede fru Tut i centrum. Ikke helt sjældent afføder en klumme kommentarer fra en uenig læser, men mest heftige var reaktionerne efter artiklen ”En organdonors død,” der blev bragt i Sygeplejersken nr. 33/1988. Heri beskrev Anne Vesterdal, i et næsten poetisk sprog, hvordan en organdonor tilbringer sine sidste timer:

”Når operationsholdet står parat med knivene, gives der besked om, at det kunstige åndedræt kan afbrydes. Og så venter hele holdet. Som regel i dyb tavshed. Det er tiden for selvfordybelse. En sælsom andagt. Venter, venter og venter på, at hjertet skal gå i stå. Stopuret tikker.”

Det blev for voldsomt for en stor gruppe læsere, læserbrevene væltede ind, og efter nogle måneders hidsig debat måtte Anne Vesterdal lukke diskussionen.

Et liv på landet

Vil man besøge Anne Vesterdal, kræver det god tid. Dels bor hun på landet i omegnen af Præstø, dels bliver den besøgende beværtet med solid gammeldags mad kombineret med eksempler fra et finere kulinarisk skoleridt med italiensk-franske forbindelser. Dertil kommer besigtigelse af dyrene. Tidligere var det grise, katte, pindsvin og kaniner. Nu består husholdningen kun af et antal katte med killinger og husbond, der er landmand og fast korrekturlæser på de Faglige Kommentarer.

Killingerne kan Anne Vesterdal fortælle om i lang tid: ”Ved du hvad, vi kunne ikke finde Lille Kræ forleden aften, og hvor tror du, han var gået hen ...”

Også kaniner har en stor plads i Anne Vesterdals hjerte. Så stor, at der kom en børnebog ud af det i 1982 ”Kaniner alle vegne.” Bogen handler om Anne Vesterdals liv med to kaniner i en etværelses på Nørrebro. Lærebøgerne i sundheds- og sygepleje, i alt tre bind, udkom første gang i 1986. Først blå, siden røde. De blev revideret for sidste gang i 1997.

For mange sygeplejersker blev det lærebøgerne, de husker. Bøgerne repræsenterede en selvstændig dansk tradition, og nogle sygeplejersker elsker at hade dem. Men ganske få har format til at skrive tre bind helt på egen hånd. Seniorforsker, ph.d. Preben Ulrich Pedersen kalder Anne Vesterdal for Danmarks mest citerede sygeplejerske og siger: ”Når man tidligere var censor i sygeplejerskeuddannelsen, var man sikker på, at eleven altid henviste til Anne Vesterdals grundlæggende sygepleje. Anne har derfor haft stor betydning for den kliniske sygepleje i Danmark. I dag bliver Anne også citeret, nu for sine klummer, der præcist beskriver situationer fra sygeplejerskers hverdag.

Klummerne forarger, irriterer,

Side 15

forener, men uanset hvad man mener, skaber de debat, for deres indhold er aldrig ligegyldigt,” siger han. Som det sig hør og bør, er Anne Vesterdal blevet mildere med årene. Selv tilskriver hun det skiftet fra skrivemaskine til computer. ”Nu kan jeg læse, hvad det er, jeg har skrevet undervejs i processen og nå at fjerne det værste, inden jeg sender min vejledning til en forfatter.”

Alligevel skal en forfatter ikke blive forbavset over at modtage en e-mail, der begynder: ”Kære Sys Nielsen, Nu må du altså tage dig sammen ...."

Og ingen skal forhindre Anne Vesterdal i at forlade et redaktionsmøde til lyden af en dør, der bliver knaldet i. Hun er ikke rødhåret for ingenting.

Da Anne Vestedal startede på Sygeplejersken i 1988, havde hun været afdelingssygeplejerske på en ortopædkirurgisk afdeling på Rigshospitalet, sygeplejelærer på Rigshospitalets sygeplejeskole og sygeplejerske i Afrika, og hun havde taget en sygeplejefaglig diplomeksamen på Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved afdelingen i København.

Ingrid Egerod, sygeplejerske, cand.cur. og ph.d. fortæller: ”Da jeg var sygeplejeelev på Rigshospitalet, var Anne Vesterdal tilknyttet vores hold i alle årene. Det var i 80´erne, og vi sad og strikkede dagen lang. Anne forsøgte at få os til at holde op, fordi hun blev forstyrret af knitrende strikkepinde og masketælling. Da vi afsluttede vores uddannelse og skulle have overrakt vores eksamensbeviser, havde vi en gave til Anne. Vi havde alle sammen været med til at strikke en patchwork vest til hende. Jeg ved ikke, om hun gik lige hjem og smed den væk, eller om hendes kaniner fik en lun hule ud af den.”

Siden Anne Vesterdal kom til Sygeplejersken, har hun været primus motor i oprettelsen af bladets videnskabelige sektion ”Videnskab og Sygepleje” og ”Klinisk Sygepleje.”

Det sproglige har altid haft hendes bevågenhed, og hun har gennem årene arbejdet på at gøre de sygeplejefaglige artikler til eksempler på faglig formidling af god kvalitet.

Anne Vesterdal er afgjort mere til Henderson end til hule hurraord.

Der er forsat mange Faglige Kommentarer i Anne Vesterdal, og, hvem ved, måske flere bøger.