Samarbejde i støbeskeen

I Dansk Sygeplejeråd og andre fagforeninger for offentligt ansatte er forberedelserne til overenskomst 2005 for længst gået i gang, selv om der stadig er halvandet år, til de gældende overenskomster udløber.

Som allerførste punkt diskuterer organisationerne i dette efterår, hvordan samarbejdet i forhandlingerne skal foregå. Det er der delte meninger om, og for øjeblikket går bestræbelserne på at finde et kompromis, som alle fagforeninger for offentligt ansatte i amter og kommuner kan gå ind for.

Ønsket om forandring kommer fortrinsvis fra organisationer, hvor der var stor utilfredshed blandt medlemmerne med det sidste overenskomstresultat i 2002. Mens organisationer, hvis medlemmer stemte ja til resultatet, ikke er nær så interesserede i at lave om på forhandlingssystemet. Der var meget store forskelle på urafstemningsresultaterne i 2002, og det siger i sig selv noget om vanskelighederne ved at forhandle et samlet overenskomstresultat hjem, som 640.000 ansatte i amter og kommuner kan være tilfredse med.

Utilfredse medlemmer

I 2002 demonstrerede medlemmer af Dansk Sygeplejeråd, Danmarks Lærerforening, Gymnasieskolernes Lærerforening og Dansk Magisterforening deres massive utilfredshed med henholdsvis 73, 94, 58 og 75 pct. nej-stemmer.

I den anden ende af tilfredshedsbarometeret lå en organisation som HKKommunal. Her stemte 80 pct. ja til forligsmandens mæglingsskitse. Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, havde en japrocent på knap 60, men en meget lav stemmeprocent.

Det er for enkelt at oversætte en høj nej-procent i 2002 til et ønske om større forhandlingsfrihed til den enkelte organisation. Men tendensen er der. Det er sygeplejersker og andre grupper i Sundhedskartellet, der sammen med grupper af akademikere er mest interesserede i et større råderum for den enkelte organisation. Mens LO-grupperne traditionelt ser et fast forhandlingsfællesskab som en sikring af de svage og en garanti for, at stærke grupper ikke kan rage til sig på de andres bekostning.

Pengene brugt centralt

Forhandlingsfællesskabet KTO Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, der repræsenterer 640.000 medarbejdere i amter og kommuner. I mange år er forhandlingerne foregået på den måde, at der først er ført generelle forhandlinger for samtlige 640.000. Når alle sygeplejerskers løn steg med 0,38 pct. pr. 1. oktober i år, er det f.eks. en lønforhøjelse, der er aftalt ved de generelle forhandlinger.

Det samme er den sjette ferieuge og reguleringsordningen, der sikrer, at lønnen følger med prisudviklingen. Problemet ved denne model er, at der ikke har været ret mange penge tilbage at forhandle om for den enkelte fagforening, når de fælles forhandlinger var afsluttet.

Ved overenskomsten i 2002 blev omkring 70 pct. af det samlede resultat fordelt ved de generelle forhandlinger. Af de resterende 30 pct. blev næsten 20 pct. reserveret til fordeling ved lokale forhandlinger. Tilbage til de specielle forhandlinger om de enkelte faggruppers særlige problemer var der kun ca. 11 pct. af overenskomstresultatet.

Kritik af fællesskab

Kritikere af KTO har op gennem 90 erne opfattet forhandlingsfællesskabet som en begrænsning snarere end en styrke. Faggrupper, der var mangel på, blev forhindret i at udnytte en god forhandlingssituation, lød kritikken.

Ved flere kongresser i Dansk Sygeplejeråd har en række delegerede forlangt at komme ud af KTO med den begrundelse, at forhandlingsfællesskabet forhindrede sygeplejerskerne i at få rettet op på deres lønefterslæb.

Den overvejende vurdering har dog været, at det gav størst styrke at blive i et fællesskab, hvor der var grænser for, hvor meget arbejdsgiverne kunne spille den ene gruppe ud mod den anden.

Et argument, der ofte blev fremsat, var faren ved at gå enegang. Man risikerede, at arbejdsgiverne ville sætte hårdt ind på at straffe den organisation, der gik alene for at fratage andre faggrupper lysten til at gøre det samme.

På kongressen i 2002 var konklusionen, at Dansk Sygeplejeråd skulle deltage i et overordnet forhandlingsfællesskab, som kan være KTO, men med nødvendige tilretninger.

Vend forløbet om

I april i år foreslog Dansk Sygeplejeråds formand Connie Kruckow de andre organisationer i KTO, at forhandlingerne om overenskomst 2005 bliver vendt på hovedet.

Side 11 

Ideen er, at de enkelte fagforeninger i KTO først skal forhandle direkte med deres arbejdsgivere, før man sætter sig sammen og forhandler fælles for alle 640.000.

Dette forslag har ti af de andre 11 organisationer i Sundhedskartellet tilsluttet sig, nemlig tandplejerne, fysioterapeuterne, jordemødrene, ergoterapeuterne, bioanalytikerne, farmakonomerne, økonomaerne, radiograferne, afspændingspædagogerne og fodterapeuterne. Kun socialrådgiverne har taget forbehold.

KTO har i princippet taget ideen om det omvendte forhandlingsforløb til sig. Drøftelserne i forhandlingsfællesskabet går nu på, hvor meget og hvor langt den enkelte organisation skal kunne forhandle selv, og hvilke spørgsmål der skal vente og forhandles fælles i KTO.

Organisationerne i KTO har strakt sig for at nå frem til den skitse, der foreløbig var enighed om på KTO-mødet i oktober, men synspunkterne ligger stadig langt fra hinanden.

Et af de vanskelige punkter er, om den enkelte organisation også kan forhandle generelle lønstigninger og reguleringsordning, eller om disse spørgsmål skal vente til fælles forhandling i KTO. For i så fald vil der ikke være ret mange penge i de forhandlinger, organisationerne kan føre på egen. hånd.

Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet har foreslået, at den enkelte organisation skulle forhandle alt selv, men være forpligtet til ikke at skrive under, før alle havde fået et resultat, der mindst sikrede reallønnen. LO-grupperne har til gengæld haft den holdning, at generelle lønstigninger, reguleringsordning og andre store emner skulle forhandles fælles som hidtil, altså i anden ombæring.

Samme holdning har en organisation som Danmarks Lærerforening givet udtryk for.

Ønsker egne modeller

Den skitse, som organisationerne i KTO blev enige om at arbejde videre på i oktober, giver organisationerne mulighed for selv at forhandle lønmodeller. Men generelle lønstigninger og reguleringsordning stadig vil være et KTO-anliggende.

Blandt de mange grupper i KTO er Akademikernes Centralorganisation den, der har udtalt sig mest positivt om det omvendte forløb.

De enkelte grupper af akademikere ønsker lønsystemer og løsninger, de kan opfatte som jurist-modeller, læge-modeller osv., ikke KTO-modeller.

Lønsystemer, der passer til den enkelte gruppes vilkår, er i det hele taget et udbredt ønske blandt organisationerne.

De fleste grupper accepterer, at en del af lønnen skal forhandles lokalt, men Ny Løn, som medlemmerne hidtil har oplevet den, er upopulær mange steder.

Nogle grupper ønsker sikkerhed for, at der er penge at forhandle for, andre vil tværtimod af med forlodsfinansieringen. Nogle har behov for et mere kollektivt system, f.eks. skolelærere og gymnasielærere.

Mere til sygeplejersker

Det springende punkt er, om fællesskabet skal give mulighed for, at nogle grupper forhandler et bedre resultat hjem end andre.

I de andre organisationer er det ikke gået ubemærket hen, at sygeplejerskerne op gennem 90 erne er gået til overenskomstforhandlinger med krav om at indhente et lønefterslæb dvs. få et bedre resultat end andre.

Forståelsen for det synspunkt kan ligge på et lille sted i andre grupper af mellemuddannede og kvinder, der heller ikke synes, at de får nok for deres arbejde.

Man kan ikke ændre på forholdet mellem de enkelte grupper ved en central overenskomstforhandling, lyder det. Ingen organisation kan forklare sine egne medlemmer, hvorfor en anden gruppe skulle have et betydelig bedre resultat end de selv. Hvis nogen skal have mere end andre, kan det kun ske i form af lønglidning lokalt.

Sygeplejerskernes krav har skurret i andre gruppers ører, fordi der er den udbredte opfattelse, at lagkagen kun har en vis størrelse. En enkelt gruppe kan altså kun få mere på de andres bekostning.

Sådan behøver det ikke at hænge sammen, er vurderingen i Dansk Sygeplejeråd. Med voldsomme effektivitetskrav, stort pres og rekrutteringsproblemer i sundhedsvæsenet, har arbejdsgiverne selv en interesse i at give noget ekstra.

Man har hæftet sig ved, at enkelte repræsentanter for arbejdsgiverne i de seneste år har udtrykt et ønske om at kunne give mere til enkelte grupper.