Synspunkt: Er sygehuslukninger nu nødvendigt?

Set fra et borgerperspektiv betyder et lokalt sygehus tryghed i form af let adgang til en skadestue. Det betyder arbejdspladser og dermed liv og helhed i lokalområdet. Og det er vel et paradoks, at de politiske ønsker om frit valg og større muligheder for borgerne betyder lukning af sygehuse og dermed reelt en udhuling af muligheden for frit valg og ikke det modsatte: at der tilføres ressourcer til sundhedsvæsenet.

Hvorfor bliver argumentet om økonomisk prioritering overordnet ønsket om tryghed og arbejdspladser? Og hvorfor indgår omkostninger til manglende tryghed, f.eks. i form af flere sygedage og lokalområder uden arbejdspladser ikke i de økonomiske beregninger, hvis det er dem, vi lægger til grund, når beslutningerne træffes? 

Anne Vesterdal peger i en Faglig kommentar (Sygeplejersken nr. 43/03) på, at vi skal motivere vores medborgere som enkeltpersoner til at tage førstehjælpskurser - for at skabe en større tryghed i befolkningen. I Frederiksborg amtskreds har vi gennem en stykke tid foreslået, at der med udgangspunkt i kommuner eller boligområder som et forsøg bliver tilbudt førstehjælpslignende kurser, der tager udgangspunkt netop i de sundhedsproblemer, der eksisterer lokalt.

Det er i mine øjne væsentligt, at vores løsningsforslag har en kollektiv og samfundsmæssig vinkel, så vi ikke individualiserer f.eks. behovet for tryghed. Men sådanne kurser vil aldrig fjerne den tryghed, der kan ligge i en direkte adgang til en sundhedsfagligt uddannet person, f.eks. på en skadestue

Set fra et personaleperspektiv medfører sygehuslukninger tab af arbejdspladser, tab af kollegaer og ofte meget længere til den nye arbejdsplads. Det kan have stor betydning for en familie, at arbejdspladsen ligger tæt ved bopælen, bl.a. når børn skal hentes i institution. Nyligt offentliggjorte undersøgelser påviser desuden, at lang pendlertid betyder mere udkørt personale og derfor flere fejl og dårligere kvalitet i den reelle arbejdstid. Det skal med i billedet, og når personalet problematiserer lukning af sygehuse, skal de derfor efter min opfattelse støttes af deres faglige organisationer. 

I et fagligt perspektiv kan der argumenteres for at samle specialbehandling og pleje samme sted, men det behøver ikke betyde lukning af små sygehuse. Der kan være lige så vægtige argumenter for stadig at have en stor del af sygehusenes nuværende opgaver liggende i lokalområderne, f.eks. i form af sundhedscentre. Hørsholm Sygehus i Frederiksborg Amt er et eksempel på en arbejdsplads, der har beholdt en stor del af medarbejderskaren, men omlagt produktionen i takt med ændring af behovene. Så i stedet for at tale om lukning af sygehuse, skulle vi måske koncentrere os om at se på, hvilke opgaver løses hvor. 

Misforhold mellem behov og ressourcer, det økonomiske perspektiv, er et væsentlig politisk fokus, når sygehuse lukkes. Men mig bekendt eksisterer stort set ingen reelle analyser af den økonomiske gevinst eller det modsatte ved at lukke sygehuse. 

Desuden forholder det sig sådan, at decentralisering af ansvar for økonomi, faglig udvikling og personalepolitik udløser sin modsætning, nemlig centralisering, simpelthen for at den øverste ledelse kan have kontrol med, hvad der foregår. 

Det er min opfattelse, at de umiddelbare økonomiske begrundelser fylder alt for meget i debatten om sygehusenes fremtid. Det må vi have ændret - ikke mindst inden strukturkommisionens oplæg til en amts(kommunal)struktur kommer.