Den sidste blufærdighed

Sygeplejerskens evne til at forstå og håndtere patientens religiøse behov har længe været fokus, når religion har været på tale i sygeplejen. Men er sygeplejersken selv kristen, er det de færreste, der vil tale om det. Som Ole Pihl, sygeplejerske på Amager Hospitals geriatriske afdeling, siger det, er troen trods alt danskernes sidste blufærdige område:

”Jeg vil gerne snakke om min tro, som jeg snakker om så meget andet. At jeg f.eks. var i kirke i søndags med min familie. Men jeg gør ikke noget stort nummer ud af det. Nogle gange kan man komme til at genere folk med det. Danskere har svært ved at tale om det, og det havde jeg også selv, før jeg blev omvendt. På den anden side vil jeg heller ikke skjule det og være skabskristen,” fortæller han.

Doris Christensen, som er formand for Dansk Kristelig Sygeplejeforening, genkender problemet. Hun mener, det er en af grundene til at organisere sig som kristen. ”Mange siger, at de ikke engang taler med deres ægtefæller om åndelige problemer. Det er ikke noget, man skilter med - heller ikke som sygeplejerske. Når vi er ude at undervise på sygeplejeskolerne, spørger de unge, hvad man gør som kristen sygeplejerske. Man må gerne tale om det, men ikke missionere. Som forening kan vi dele med hinanden, hvad man kan og ikke kan i den her blufærdige verden,” siger Doris Christensen.

Stor søgning til kristen skole
På Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole tilbyder man bl.a. valgfag om diakoni og åndelig omsorg, hvilket er med til at tegne skolens profil, siger studievejleder og sygeplejelærer Benedicte Ott. Ifølge hende kan man ikke undervise i emner som åndelig omsorg og pleje af døende uden også at diskutere den studerendes eget livssyn og holdning.

På sygeplejeskolen har man i en lang årrække haft seks gange så mange ansøgere, som de 56 studiepladser kan aftage. Ifølge Benedicte Ott skyldes det bl.a., at skolen har et folkekirkeligt og samtidig rummeligt grundlag, som den ikke lægger skjul på. Studerende,

Side 15 

der kommer fra kristne hjem, kan føle sig trygge i miljøet, og de studerende, som ikke er troende, eller som tilhører en anden religion, oplever det desuden som noget positivt, at tro ikke er tabu på Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole, mener hun.

”Her bruger vi præsten, som vi bruger lægen. Det er mere integreret, selvom faget religion er det samme som på andre skoler,” siger Benedicte Ott.

Ressource for afdelingen
Doris Christensen deler holdningen til, at der er en sammenhæng mellem sygeplejerskens livssyn og den måde, hun kan hjælpe patienten på. Kristne sygeplejersker kan være en ressource på deres afdeling.

Hun mener, at behovet for at bede med nogen eller læse i salmebogen er tydeligt, hvis sygeplejersken giver sig tid til at se det. Og det er lettere at se behovet gennem kristne briller.

”Spørgsmålet er, om det, du tror på, stemmer overens med, hvordan du handler. Det er vigtigt for mig, at min tro også afspejler sig i mine handlinger såvel derhjemme som på mit arbejde. Dermed bliver min tro en ressource i min dagligdag. Et sted, hvor jeg kan hente kræfter til at drage omsorg for den kritisk syge og lidende,” siger Doris Christensen.

Kludetæppe-religiøsitet
Hospitalspræst Christine Gjerris fra Rigshospitalet er i kontakt med både patienter og sygeplejersker. Flere og flere patienter benytter sig af hendes hjælp, og Christine Gjerris mener, at det skyldes en øget bevidsthed hos personalet om patientens åndelige behov. Men sygeplejerskerne selv taler ikke meget med hende om, hvad de tror på. Det sker, at de ”tilfældigvis” smutter forbi hendes kontor, eller byder hende på kaffe som alibi for at få en personlig snak om privatlivet eller etik i jobbet.

”Som sygeplejerske går man ikke og skilter med, at man beder, eller går i kirke om søndagen. For det er stadigvæk stigmatiserende, og der er mange stereotyper,” siger Christine Gjerris. Hun mener, at sygeplejersker er en personalegruppe, der har grund til at tænke mere over meningen med tilværelsen end andre. Nogle af dem henter styrke i de positive patientoplevelser. Nogle henter den i noget, der ligger uden for dem selv. Men om de er mere religiøse, ved hun ikke.

”Jeg tror, at sygeplejerskers forhold til tro ligner gennemsnitsbefolkningen meget. Det er det, vi kalder kludetæppereligiøsitet. Den er sammensat af mange forskellige stykker. Og der er samme forlegenhed og blufærdighed ved at snakke om det. Men der er også den samme spæde åbenhed, jeg ser begynde i andre dele af befolkningen. En åbenhed over for at begynde at tale om de emner,” siger hun.