Gud med i sygeplejen

 En trist og grå patient, som var depressiv, havde liggesår og lugtede, påvirkede både sygeplejerske Ole Pihl og hans kolleger. Alle ville helst undgå hende. Men så skete der noget. Ole Pihl tog hende med i sin morgenbøn, og langsomt ændrede han og hans nærmeste kollega holdning til patienten. De fik lyst til at hjælpe. Et godt samarbejde tog fart, og de tog fat om problemerne. Og selvom patienten nægtede at tage antidepressiv medicin, blev hun udskrevet for ganske nylig. Fri for depression.

”Der skete en forandring med hende, som ingen rigtig kunne forklare. Jeg er sikker på, at kilden var Gud, og at jeg blev bønhørt. Jeg har ikke overblik over hans veje. Det, der opmuntrer mig, er, at der skete noget,” fortæller Ole Pihl.

Den 44-årige sygeplejerske på Amager Hospitals geriatriske sengeafsnit beder oftest på arbejdsdage. Før han tager på arbejde, beder han for dagen, for kolleger eller patienter, som er problematiske i en eller anden grad. Det gør ham mere overbærende at bede om vejledning. For han ved ikke altid selv, hvad der er det vigtige.

Bønnen som redskab
30-årige Troels Riis, sygeplejerske på Bispebjerg Hospitals ortopædkirurgiske afdeling, bruger også bøn og meditation som arbejdsredskab. Når han ønsker at forandre sig selv i en bestemt retning, beder han om styrke. Når han har brug for vejledning, mediterer han.

”Det er tydeligt for mig at se, at når jeg tager mig den tid, som det tager at starte og slutte dagen på den rette måde med bøn og meditation, glæder jeg mig mere til at komme på arbejde. Jeg er glad, når jeg er på arbejde, jeg har større overskud og kan rumme flere ting. Det betyder, at mit blik bliver lysere, og så bliver mit overskud også større.”

Troen gør de svære situationer lettere. Begge sygeplejersker mener, at selv om det kan se ud som om, de fraskriver sig ansvaret ved at tillægge Gud betydning for deres valg, er det faktisk lige omvendt.

”Jeg tror på, at der er en deroppe, der hiver i trådene, som giver mig det ansvar, jeg kan bære. Har jeg Gud med mig i min bevidsthed i svære situationer, så er det også meget lettere. Jeg behøver ikke at blive så frustreret over patienternes situation. Jeg har en tro på, at selvfølgelig skal jeg gøre, hvad jeg kan, men jeg tror også, at Gud har en mening med os alle sammen. Selv om jeg ikke kan forstå den, så behøver jeg det heller ikke,” fortæller Troels Riis. Ole Pihl er enig:

”Det er en meget stor fristelse at sige, at dét der kan jeg ikke klare. Men det tror jeg ikke er meningen. Fristende, men forkert. Og jeg bliver jo ikke mindre ansvarlig af at henvende mig til Gud og sige, jeg har brug for hjælp. Han lytter,

Side 13

Billede

Side 14 

så får jeg det, og så går jeg ud og praktiserer det,” siger Ole Pihl.

Dialog med Helligånden
Oftest er det vanskeligt at se forskel på, hvilke sygeplejersker, der er troende, og hvilke der ikke er. Kun hvis sygeplejersken taler om sin tro, beder åbenlyst eller bevidst tilrettelægger sit arbejde efter kristne forskrifter, kan det ses.

”Hvis man iagttog mig og mine kolleger, er jeg ikke sikker på, at man ville kunne se forskel,” siger Ole Pihl.

”Men på min nuværende arbejdsplads har jeg den profil, at jeg tit er i opposition i debatter om kvalitetssikring og akkreditering. Skal vi registrere alt det, som reglerne og standarderne siger, eller skal vi skrotte al dokumentation og kun være sensitive? Det er et af de områder, hvor jeg har allermest behov for inspiration udefra, når jeg skal finde et balancepunkt. Noget, der ligger ud over det professionelle og faglige. Der kan jeg gå direkte i dialog med Helligånden og få en fornemmelse af, at jeg har en retfærdig vejleder,” fortæller han.

Fag og tro
Det er ikke sjældent, at Ole Pihl har stået i en situation, hvor han måtte prioritere uden om en ordre. Når man står med to kolleger og 30 patienter, hvoraf ti er underernærede og har fået ordineret kostregistrering, kan det ikke lade sig gøre at bruge tiden på papirarbejde, mener han.

”Der, hvor jeg måske skiller mig ud fra mine kolleger, er, at jeg fra starten melder ud, at vi skal lade være. Frem for at prøve halvhjertet. Efterhånden er det min behagelige erfaring, at selv folk højt oppe i lederskabet godt kan forstå det. Men jeg har også på et tidspunkt

Side 15 

truffet den beslutning, at jeg ikke vil være den sygeplejerske, der har orden i alle papirerne, mens patienterne ligger og har ondt, uden at jeg reagerer på det. Uanset, hvad de overordnede siger,” fortæller Ole Pihl.

Troels Riis oplever ikke håndgribelige dilemmaer mellem fag og tro. Han mener, at han er nødt til at være praktisk.

”Det er en del af min tro, at jeg ikke kan tage et andet menneskes liv, men det bliver jeg heller ikke udsat for i mit konkrete arbejde. På den vis er jeg nok meget praktisk anlagt i forhold til min tro. Jeg forholder mig til det, jeg har. Jeg tænker ikke over filosofiske og etiske dilemmaer, og jeg oplever ikke, at der er en divergens mellem min tro og den pleje, jeg udøver. Hvis jeg gjorde det, kunne det være, at jeg skulle finde et andet job,” siger han.

Begge sygeplejersker oplever, at deres medmennesker ikke er meget for at tale om tro. Da Ole Pihl selv var ung, var han ikke kristen. Han havde forestillinger om, at det var kedeligt. At troende skulle give afkald på det sjove. Men fordommene baserede sig også på noget dybereliggende.

Ikke patent på sandheden
”Jeg tror, at vi menneskeligt set vægrer os ved at komme i kontakt med sandheden. Det, der virkelig kunne rykke vores liv. Det er jo ikke sådan, at jeg altid kaster mig med stor lyst ud i bøn. Det er også præget af, at jeg skal tage mig sammen. Jeg tror, det ligger i vores natur, at vi prøver at undgå mødet med Gud,” siger Ole Pihl.

For Troels Riis er det vigtigt, at han ikke afskrækker folk. Selv om han mener, de fleste tror på, at der findes mere, end vi kan måle og veje.

”Problemet opstår lige så snart, at nogen vil bestemme, hvad tro er, og hvordan man udøver sin tro. Jeg fortæller folk, at jeg tror på Gud. Men samtidig fortæller jeg også, at alle har adgang og lige ret til Gud, uanset om man kalder sig muslim, jøde eller kristen,” siger Troels Riis. Han er dog ikke er bange for at blive sat i bås.

”Jeg er ikke bange for at blive stemplet som kristen. Det er da heller ikke det værste, man kan blive stemplet som. Hvis folk troede, at jeg gjorde krav på at kende sandheden, at min måde at leve på var den eneste rigtige, og at andre folk burde gøre som mig, så ville jeg have et problem. Men det er forhåbentlig heller ikke det, jeg giver udryk for,” siger Troels Riis.