Specialuddannelse behøver ikke være en blindgyde

Er de sygeplejefaglige specialuddannelser en blindgyde? Det spørgsmål har jeg fundet nødvendigt at få svar på gennem en mindre undersøgelse, fordi så mange forskelligtrettede udtalelser om bachelor-, diplom-, special- og masteruddannelser er fulgt i kølvandet på de nye centre for videregående uddannelser (CVUer), som er etableret for sundhedsområdet. Med CVUerne er kommet et hav af diplomuddannelser.

Tankevækkende - bl.a. fordi diplomuddannelser på europæisk plan er på vej ud til fordel for masterniveauet, som har en tydeligere fagspecifik forankring. Jeg har også noteret mig, at der nærmest er gået inflation i kursusudbydernes brug af ECTS-point (European Credit Transfer System).

Godt er det derfor, at Sundhedsstyrelsen har nedsat et nyt råd (1), som skal evaluere udviklingen og behovene på dette område. Men det er foruroligende, at styrelsen ikke har fundet anledning til at inddrage repræsentation fra de kompetente forsamlinger, den selv har nedsat for specialuddannelserne.

I det daglige arbejder jeg med specialuddannelsen for sygeplejersker i intensiv sygepleje. Der findes i dag fem specialuddannelser. Det drejer sig om sundhedspleje, anæstesi, psykiatri, intensiv og hygiejne. I denne fremstilling kan jeg tillade mig at slå dem i hartkorn med hinanden, da de hviler på samme lovgrundlag.

Ikke helt så lødig
I debatten har jeg bl.a. hørt et udsagn om, at specialuddannelserne er en uddannelsesmæssig “blindgyde,” fordi de kun rummer begrænset skoling i de traditionelle akademiske discipliner (f.eks. videnskabsteori, metode og kritisk læsning), som det bl.a. kendes fra diplomuddannelsernes obligatoriske grundmodul. Det har ligget i luften, at specialuddannelser måske ikke er helt så lødige som andre videreuddannelser.

Jeg har derfor ønsket at finde ud af, om det er rigtigt, at de videregående læreanstalter betragter specialuddannede sygeplejersker som utilstrækkeligt kvalificerede til at påbegynde yderligere og anden videregående uddannelse? Kan sygeplejersker, der efter endt grunduddannelse har mindst fire års erfaring fra praksis samt en 1½-årig videreuddannelse, ikke optages på lige fod med ny-uddannede professionsbachelorer?

Jf. bekendtgørelse om visse masteruddannelser ved universiteterne fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling (2) står der i § 8 under adgangsbetingelser, at en relevant mellemlang videregående uddannelse (MVU) er tilstrækkelig til optagelse på studierne. Der er altså ikke krav om hverken diplom- eller specialuddannelse. Men er dette så også praksis?

Svaret er både ja og nej
Jeg rettede følgende spørgsmål til universiteterne i Aalborg, Aarhus, Odense, Roskilde og København samt Danmarks Pædagogiske Universitet og Handelshøjskolen: "Optages der MVUer hos Dem? Sondres der mellem special- og diplomuddannede sygeplejersker? Afhænger praksis af, om der er mange med ‘bedre’ forudsætninger? Hvordan klarer mvu’er sig i forhold til andre? Er der større drop-out fra denne gruppe end fra andre?"

Sådan lød mine spørgsmål. De fleste svarede, men ikke alle havde oplysninger om alt.

Konklusionen på undersøgelsen er ikke entydig. Svaret er et "både ja og nej" til, at specialsygeplejersker kan optages på en master- eller kandidatuddannelse.

Hvad er så konklusionerne? Er specialuddannelserne en blindgyde? Kan special-sygeplejersker optages på master- og kandidatuddannelse? Svaret bliver vel et både ja og nej. Min undersøgelse er, som det fremgår, ikke entydig.

Optagelsespraksis er i nogen grad forvirrende og afhængig af flere parametre: Uddannelsesinstitution, uddannelsesretning og i høj grad også af, at den master- eller kandidatuddannelse, man søger ind på, er relevant i forhold til ens foranliggende uddannelse samt erhvervserfaring og erhvervskarriere.

En specialuddannelse er dog, hvad der glæder mig meget, ikke diskvalificerende, men tværtimod i en række situationer adgangsbillet.

Tilbage står så spørgsmålet om den eventuelle inflation i ECTS-pointene. Systemet er udviklet og testet i regi af EU-kommisionen med afsæt i en lang række videregående uddannelser i Europa (3). Hensigten var på tværs af landegrænser at kunne værdisætte den enkeltes studieaktivitet i hjemlandet, for at bedre de studerendes mulighederne for at færdiggøre deres uddannelse i et andet EU-land.

Systemet bygger på en lang række parametre, herunder uddannelsens timetal og længde, men også mindre målbare størrelser som studieaktivitet, pensum, eksamenskrav osv. Herhjemme ser det dog ud til, at det er de to førstnævnte variable, man primært anvender på uddannelsesstederne.

Ved intensiv specialuddannelsen har vi fået at vide i Sundhedsstyrelsen, at vi selv kan ansætte pointtallet, men at det ikke, sammenlignet med diplomuddannelserne, kan være mindre end 90, da uddannelsen er 1½-årig. Men ECTS er bare ikke velegnet til klinisk uddannelse.

I praksis kan uddannelsesinstitutionerne altså selv angive ECTS for den aktivitet, de udbyder. Da der ikke finder nogen tværgående sammenligning og kvalitetssikring sted, bliver tallets størrelse formentlig ikke for lavt pga. den signalværdi, et sådant tal vil have. Sagt anderledes, er ECTS-point måske ofte ikke mere værd end det papir, tallet er trykt på. Det har de videregående læreanstalter da også taget konsekvensen af, idet de (jf. undersøgelsen) selv vurderer den enkeltes egnethed, og hvor meget de finder ECTS-angivelsen værd.

Litteratur

1. Lederen i Sygeplejersken 34/2003.
2. Bekendtgørelse nr. 682 af 16. august 2002, om visse masteruddannelser. ved universiteterne. Ministeriet for Videnskab Teknologi og Udvikling.
3. Det europæiske meritoverførselssystem. ECTS-brugervejledning. Europakommisionen 31.03.1998.

Frans Lærke Bødker er ansat i konslent-og uddannelsesafdelingen på Odense Universitetshospital.