Stafetten: Den avancerede praktiker

Det er en kendsgerning, at mindst hver tiende dansker lever med en hjernesygdom, og at mere end hver femte dansker på et tidspunkt bliver ramt af en sygdom, der direkte påvirker hjernen. 

En stor del af disse danskere møder en neurosygeplejerske; en sygeplejerske, der yder sygepleje til patienter med neurologiske symptomer som følge af traume eller sygdom i hjerne, rygmarv eller perifere nerver. 

For en stor del af patienterne bliver bekendtskabet med neurosygeplejersken kort, for en del bliver det langvarigt, og for nogle bliver det livslangt. 

Vi møder neurosygeplejersken i mange dele af sundhedsvæsenet; det kirurgiske, medicinske og rehabiliterende speciale, i ambulatorier, i hjemmeplejen og på plejehjem. Nogle er eksperter i intensive og akutte forløb, andre i den rehabilitering, der ofte er nødvendig for patienten. 

Hjernen er et komplekst organ, og neurosygeplejersken ved, at de symptomer, som en sygdom i hjernen medfører, også er komplekse. Symptomerne har ofte omfattende fysiske, psykiske og sociale konsekvenser for patienten og dennes familie. Neurosygeplejersken kan lide udfordringen ved at udføre den komplekse sygepleje, men neurosygeplejersken kan også lide at udføre grundlæggende sygepleje på et højt professionelt niveau. 

Når sygdom rammer hjernen, går funktioner tabt. De fysiske tab er synlige for alle, men ofte har patienten usynlige tab, de såkaldte kognitive deficits. 

At arbejde med både fysiske og i særdeleshed kognitive defi cits er en stor udfordring, som kræver speciel viden og erfaring. Denne viden og erfaring besidder neurosygeplejersken. Den viden kommer til udtryk i alle sygeplejefaglige relationer til patient, pårørende og kolleger. 

Neurosygeplejersken skal naturligvis kende den sygdom, patienten har, men vigtigst er dog at kende det menneske, der har sygdommen. Al sygepleje tager udgangspunkt i det enkelte individ og støtter, underbygger og fremmer den enkelte patients evne til at kunne sanse, kommun-kere og bevæge sig. 

Neurosygeplejersken besidder så meget tålmodighed, at hun lader patienten træne frem for at udføre funktionerne selv. Når patienten putter tandbørsten i øret, ved neurosygeplejersken både hvor i hjernen, det er galt, og hvordan hun hjælper patienten videre i sin rehabilitering. Hun overtager ikke funktionen for patienten, men guider tålmodigt og målrettet patienten gennem denne og andre dele af den personlige hygiejne. 

Tværfagligt samarbejde i sundhedsvæsenet er både vigtigt og nødvendigt, den erkendelse har de fleste, der arbejder i sundhedsvæsenet, nået. 

Neurosygeplejersken har en central funktion i forhold til det tværfaglige team og besidder den faglige identitet, der er nødvendig for at indgå i et ligeværdigt og tværfagligt samarbejde. Hun er åben og fleksibel overfor andre faggruppers ideologi og fagspecifikke område. Det handler i høj grad om at kende og anvende andres kompetencer. 

Teamet omkring neuropatienten er bevidst om, at det fornemste mål for det tværfaglige samarbejde er, at forskellige faggrupper samarbejder om den fælles sag, patienten. 

Neurosygeplejersken samarbejder ikke kun med sine tværfaglige samarbejdspartnere, men også med patienten og dennes pårørende. Hun ved, at når en person rammes, så rammes hele familien.Hvad der var godt nok i går, er ikke nødvendigvis godt nok i dag, og muligvis helt utilstrækkeligt i morgen. Et stigende antal patienter og pårørende vil i fremtiden være særdeles kyndige på deres sundhed og sygdom, hvilket betyder, at patienterne i højere grad end tidligere vil efterspørge særlige kompetencer og metoder af os.

Den sygeplejerske, der bliver efterspurgt i fremtidens samfund, bliver den avancerede praktiker og den kliniske sygeplejespecialist. Neurosygeplejersken er bevidst om denne udvikling, og hun ved bedre end nogen anden, at uddannelse på specialistniveau på netop hendes område bliver afgørende for alle de danskere, der i fremtiden bliver ramt af en sygdom i centralnervesystemet. Derfor ved hun, at den nuværende generalistuddannelse i sygepleje ikke vil kunne honorere samfundets forventninger i fremtiden. Hun ved, at der er behov for en specialuddannelse i neurosygepleje. 

Susanne Poulsen er funktionschef på Neurokirurgisk klinik, Rigshospitalet. Hun har givet Stafetten videre til projektsygeplejerske Marianne Østerskov, Videnscenter for Transkulturel Psykiatri, med spørgsmålet: ”Hvorfor er det nødvendigt at have et videnscenter for transkulturel psykiatri?”