Faglig kommentar: En tovholder på mission

Sundhedsplejersken gav mig Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling ''Det værste og det bedste'' i julegave. Ib Spang Olsen har illustreret, og bogen er god læsning for dem, som kan lide finurligt sprog og gode tegninger. I digtene fortæller Thomsen, hvad der er det værste og det bedste - for ham.

Jeg fik associationer til sygepleje indimellem: ''det værste er telefoner der ringer om natten så blodet standser og styrter den anden vej rundt,'' skriver Thomsen. De fleste har prøvet at være den sygeplejerske, som må ringe en pårørende op om natten for at sige noget trist og ubehageligt. Nu er der sat ord på modtagerens situation. Længere nede på den samme side hedder det ''de værste ord er projekt og vision jeg bliver fuldkommen udkørt ved synet af dem.'' Jeg forstår godt, hvad digteren mener.

Når ordene tilslører en fuldstændig og komplet mangel på handlingsanvisende konkreter, bliver jeg også udkørt. Det sker f.eks. i moderne sygepleje, at en tovholder agerer proaktivt under en kompetenceudviklende mission. Det er det værste for mig. For hvad betyder det?

Det er nemt og risikofrit at sige noget luftigt og ukonkret. Det bliver man ikke kritiseret for, men for mange poser med varm luft kan kun bruges af en ballonskipper.

''Det bedste jeg ser fra mit vindue mod øst er en militærhelikopter der lander lodret på græsplænen foran Rigshospitalet måske med en levende lunge om bord'' skriver digteren.

Det bedste for mig er, når 95 pct. af patienterne på Vejle Sygehus er tilfredse eller meget tilfredse med maden. Personalet har gjort et stykke arbejde for at opnå en patienttilfredshed på minimum 90 pct., og så er den helt oppe på 95. Det er godt gået.

Og det bedste er, når hjemmesygeplejerskerne i en af Københavns bydele sætter ensomhed på plakaten og får 64 gamle til at komme og tale om ''at blive alene,'' ''at gå alene på indkøb,'' ''aktiviteter, når man er alene'' og mange andre ting med alene som overskrift. Sundhedsfremme kan man kalde det.

Og det bedste er, at sygeplejedirektøren på Rigshospitalet i nyhedsbrevet IndenRigs siger, ''at den kliniske sygepleje skal værdsættes og anerkendes, fordi den er en unik og nødvendig del af en samlet professionel behandling,'' og hun vil gerne bedømmes på, om hun når det mål ''at den kliniske sygepleje atter er omgærdet med den respekt, som den fortjener.''

Det værste er, når en akademisk sygeplejerske med tunge filosofiske øjenlåg siger kontekst 32 gange på 17 minutter og udtrykker nervøsitet over, at hun kan komme til at arbejde med noget, hun ikke interesserer sig for. Hun er forkælet og har glemt at anskue sig selv i en kontekst.

Andre akademikere er måske arbejdsløse i mere end et år eller arbejder med ting, de slet ikke er uddannet til, før de er så heldige at finde varig beskæftigelse.

Og det bedste er, når en seriøs forhandler og tillidsmand får sagt ''der bliver skruet på vandhanen, så hatten den vil noget'' uden selv at opdage det. Hvad mon hun ville have sagt? Det var i hvert fald meningen, at der virkelig skulle være kraft i udtrykket.

Og det bedste er, når en sygeplejerske og studerende arbejder med smerter og osteoporosepatienter og beskriver sygeplejen.

Det værste- og det bedste-modellen kan bruges til en hurtig status over arbejdslivet, og husk nu det bedste. Vi husker altid det værste og snadrer rundt i det, men modsætningen eksisterer altid.

Da jeg talte med sundhedsplejersken i går, fortalte hun, at hun havde talt med en pige i 7. klasse. Pigen havde fortalt om sin skole, sin fritid og sin familie. Og nej. Ingen spiseforstyrrelse, ingen mobning, ingen druk og ingen stoffer.

Pigen sagde, ''det bedste er min familie, den er jeg bare så glad for, for vi har det så sjovt derhjemme.''