Nye opgaver til social- og sundhedsassistenter

Et program for kompetenceudvikling har sat social- og sundhedsassistenterne i stand til at varetage hele plejen til en række patienter. Foto: Heine Pedersen

Opgaveglidning er et forholdsvis nyt begreb, som vi inden for sygeplejen vil blive nødt til at forholde os til, bl.a. pga. den store sygeplejerskemangel.

Da Reumatologisk Klinik på Hvidovre Hospital i begyndelsen af 2002 blev udvalgt til at deltage i projekt personlig læge, måtte vi tage stilling til, om vi kunne rykke ved nogle faggrænser.

Baggrunden for projektet er et ønske om at øge patienttilfredsheden ved at udsætte patienterne for færre kontakter. Hver patient har fået sin egen personlige læge under hele indlæggelsesforløbet og møder ikke som tidligere 5-6 forskellige læger.

Dette har betydet en totalt ændret arbejdsgang og arbejdsdag for lægerne i Reumatologisk Klinik. Hvor de tidligere mødte op i gennemsnit et par gange om ugen til en stuegang på ca. 14 patienter, møder de nu op næsten hver dag til de samme 4-6 patienter.

Følger af lægeprojekt

Denne omlægning har igen fået stor betydning for, hvordan sygeplejen bliver organiseret, idet de enkelte grupper inden for kort tid skal samarbejde med tre læger i stedet for som tidligere én.

Hvad stiller man op med tre læger, hvoraf de to kommer på samme tid, når der som oftest kun er en sygeplejerske til en gruppe på ca. 14 patienter? Dette spørgsmål dukkede hurtigt op, da vi gik ind i arbejdet med personlig læge.

Vi valgte at opfatte det som en chance for at omstrukturere plejen. Den nye organisering af plejen blev valgt med de formål at give alle faggrupper et bedre arbejdsmiljø, foretage relevant

Side 21

kompetenceudvikling samt forbedre plejen til patienterne. I første omgang forestillede vi os, at vi kunne give hver patient en personlig sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent under hele indlæggelsen. På grund af normering, ubesatte stillinger og vagter har dette ikke været muligt. Nu arbejder vi fast i den samme gruppe flere dage ad gangen og har de samme patienter over længere tid. Det er ikke det optimale, men det er til at leve med og en klar forbedring i forhold til tidligere.

For at alle i afdelingen (undtagen vores lille gruppe sygehjælpere) kunne blive i stand til at varetage hele plejen samt stuegangen på en 4-5 patienter i løbet af kort tid, måtte vi udforme og gennemføre et kompetenceudviklingsprogram for social- og sundhedsassistenterne, som ikke tidligere havde beskæftiget sig med stuegang og medicinadministration.

Kompetenceudvikling

For overhovedet at kunne gå i gang med udviklingsprocessen blev vi nødt til at klarlægge hver enkelt medarbejders kompetenceniveau. For alle medarbejdere i plejen på Reumatologisk Klinik er der udarbejdet en kompetenceprofil, dvs. en oversigt over uddannelse, kurser og andre kvalifikationer, men for at kunne arbejde mere målrettet blev det nødvendigt at finde ud af præcis, hvad hver enkelt kunne.

Til det formål udformede vi et mindre skema (kan hentes på nettet - se nedenfor), hvor det var nemt for den enkelte at beskrive sine kernekompetencer som f.eks. beherskelse af administrative redskaber, medicinudlevering, injektionsteknik, bestilling af blodprøver osv.

Vi kunne derefter kreere både et individuelt og et mere kollektivt undervisningsprogram for alle social- og sundhedsassistenterne i afdelingen.

Den kollektive undervisning af social- og sundhedsassistenterne har varet fire gange tre timer, hvor undervisningen har foregået i mindre grupper. I disse grupper har man diskuteret patienthistorier med en afdelingslæge og en erfaren sygeplejerske fra afdelingen. Her har det været muligt at komme ind på både medicin, sygdomslære og sygepleje.

Denne undervisningsform med udgangspunkt i en konkret patienthistorie er blevet en stor succes og er blevet brugt i alle faggrupper inklusive de yngre læger i efteråret 2002.

Den intensive individuelle undervisning fandt sted i løbet af tre måneder. Planen var, at hver social- og sundhedsassistent blev koblet på en erfaren sygeplejerske, som så skulle varetage den mere specielle oplæring i dagligdagen. Dette lykkedes dog ikke helt efter hensigten, fordi hverdagen var travl, og sygeplejerskerne har haft svært ved at få overskud til det.

Efterfølgende har samtlige assistenter fået individuelle evalueringssamtaler, som har haft udgangspunkt i de udfyldte kompetenceudviklingspapirer for at klarlægge, hvad hver enkelt mangler.

Så selv om vi sluttede den officielle kompetenceudvikling i juni med de ovennævnte samtaler, betyder det ikke, at man er færdig.

Der er til stadighed stort fokus på social- og sundhedsassistenterne, og bl.a. har lægegruppen været opmærksomme på at hjælpe og vejlede under stuegang. Medicinadministration er et stort område, som er blevet taget op mere centralt, så alle social- og sundhedsassistenterne kommer på et lægemiddelkursus i AMU-regi (arbejdsmarkedsuddannelser) inden for det næste år. I afdelingen har vi udformet et specielt medicinkompendium for social- og sundhedsassistenterne, og vi har haft særligt fokus på medicinadministration igennem længere tid.

Ændret sygepleje

Diskussioner har der været mange af og bekymringer ligeså både før og under forløbet i afdelingen, og vi kan stadig have dem. Mange i sygeplejerskegruppen har stillet følgende spørgsmål: Hvad er nu forskellen på at være sygeplejerske og social- og sundhedsassistent?

Hvorfor tage en fireårig uddannelse, når man kan opnå næsten samme kompetence med en kortere uddannelse på to år og ti måneder? (1). Vi har specielt op til projektets start holdt et par stormøder, hvor det har været muligt at diskutere og få luft for sine synspunkter.

Personlig mener jeg, at det gælder om at bringe social- og sundhedsassistenternes store ressourcer frem i lyset og gennem en mindre kompetenceudvikling at sikre, at disse ressourcer kommer patienterne og afdelingen til gode. Assistenterne har også tidligere varetaget helhedsplejen for en mindre gruppe patienter. Men de har ikke følt, at det var deres eget ansvar, derimod at de nærmest arbejdede for den sygeplejerske, som gik stuegang.

Det har været meget tilfredsstillende at se, hvordan faggruppen har udviklet sig, og hvorledes det har øget engagementet og motivationen hos den enkelte medarbejder uden omkostninger for andre.

Sygeplejerskernes hverdag har forandret sig betydeligt. Nu har sygeplejerskerne mulighed for at fordybe sig mere i deres egne patienter og igen at varetage hele plejen i stedet for næsten kun at gå stuegang, lave administrativt arbejde og varetage medicinadministration.

Nu er chancen der igen for at deltage i den personlige pleje, hvilket mange har efterlyst. Og der er mere tid til at supervisere, undervise andre faggrupper og elever og studerende og selv deltage i undervisning.

En spørgeskemaundersøgelse blandt alle personalegrupper i Reumatologisk Klinik blev iværksat, efter at projekt personlig læge havde fungeret i ca. tre måneder. Den viste, at man i plejegruppen bl.a. har oplevet en større faglig tilfredshed i det daglige arbejde og har fået mere indflydelse på arbejdstilrettelæggelsen.

Med udgangspunkt i de forskellige faggruppers uddannelse møder vi patienten med forskellige kompetencer. Men det er mit skøn, at vi opnår en større udnyttelse af de enkelte medarbejderes ressourcer, hvis vi i det daglige arbejde kan usynliggøre kompetenceskellene.

Tina Dahl Nissen er ansat på Reumatologisk Klinik, Hvidovre Hospital

Litteratur

1. Bekendtgørelse nr. 1073 af 17/12/2001 om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.