Nyt plejeredskab i gerontopsykiatrien

I det daglige arbejde med gerontopsykiatriske patienter i en hospitalsafdeling har vi ofte savnet et forum for udvikling af sygeplejen. Gennem årene har vi eksperimenteret med forskellige former for undervisning og supervision, og nu har vi fundet frem til en arbejdsform, som alle er meget tilfredse med. Vi kalder den plejeklinik.

En plejeklinik er et tre timer langt møde, hvor plejepersonale fra alle tre vagtlag er samlet for at fordybe sig i plejen af en enkelt patient. Klinikkerne tilrettelægges af en styregruppe, der består af en ledende sygeplejerske fra afdelingen, afdelingens gerontopsykolog og hospitalets uddannelses - og udviklingssygeplejerske. Møderne afholdes hver 6. uge.

På en plejeklinik fremlægges alle oplysninger om patienten, og der kan efter ønske indlægges elementer af undervisning. Plejepersonalet får lejlighed til indgående at beskrive deres oplevelse af plejesituationerne, og man forsøger til slut at opstille nogle principper for den fremtidige pleje af patienten.

Demensligning

De patienter, afdelingen vælger at tage op til plejeklinik, er ofte svært demente patienter med adfærdssymptomer. Når man skal tilrettelægge en hensigtsmæssig sygepleje af disse patienter, er det nødvendigt at forstå den individuelle baggrund for de symptomer, de frembyder.

Her har vi haft god gavn af den engelske psykolog Tom Kitwoods tænkning, som den er udtrykt i hans såkaldte demensligning:

D = P + B + PH + NI + SP

D står for demens, som den fremtræder, dvs. symptomer og adfærd i videste forstand, P står for personlighed, B for biografi, dvs. livshistorie, PH står for fysiske helbredsforhold som somatiske sygdomme og virkninger og bivirkninger af medicin, NI står for neurologisk forfald eller hjerneskade, og SP står for socialpsykologi, dvs. samspillet mellem patienten og andre, især omsorgsgiverne. Vi bruger Kitwoods demensligning som en referenceramme, når en patient bliver gennemgået på en plejeklinik.

Forberedelse

Styregruppen forbereder den enkelte plejeklinik ved et formøde 14 dage før. De tre medlemmer af styregruppen har hver sin rolle. Afdelingens ledende sygeplejerske ved, hvilken patient personalet trænger mest til at fordybe sig i, hun ved også, hvilke eventuelle undervisningsbehov personalet måtte have, og hun kan fordele de opgaver, afdelingen selv skal løse under patientgennemgangen. Psykologen vil ofte kunne påtage sig at levere den undervisning, der er behov for samt bidrage med relevante undersøgelser til udredning af den konkrete patient efter Kitwoods model. Hospitalets uddannelses - og udviklingssygeplejerske kan sætte fokus på plejepersonalets kompetenceudvikling og vil på selve plejeklinikken være hovedansvarlig for, at den opnåede forståelse af patienten omsættes til nogle principper for den fremtidige sygepleje.

Til illustration skal anføres et patienteksempel.

Bedre kognitiv funktion

Det drejer sig om en kvinde med Alzheimers sygdom, der indlægges for en urotilstand med vrede, angst, hallucinationer og forfølgelsesforestillinger. Symptomerne er værst i aften - og nattimerne, hvor hun kan blive så opkørt, at hun slår og sparker. Efter forsøg med flere slags psykofarmaka bliver det klart, at patienten ikke har gavn af den beroligende medicin, og personalet beslutter at tage hende op til plejeklinik. Her viser det sig, at hun kan beroliges ved hjælp af tæt kontakt, fysisk aktivitet og en fast struktur, mens hun bliver urolig, når hun overlades til sig selv.

Pga. apraksi behøver hun omfattende hjælp i praktiske situationer, og man skal være ekstra opmærksom på at skaffe hende ro ved sengetid. Man enes om at foreslå læger og sygeplejeledelse at forsøge pleje uden medicin i 14 dage med fast vagt i aftentimerne. Der skal føres døgnskema over søvn og uro, og eventuelle episoder med aggressivitet dokumenteres i kardeks. Planen sættes i værk, og det viser sig, at resultaterne er særdeles gode. I løbet af de 14 dage bedres patientens kognitive funktion, efterhånden som medicinen kommer ud af kroppen. Hallucinationer og vrangforestillinger tager af, og den faste vagt kan ophøre. Patienten er fortsat afhængig af tæt personalekontakt, men ikke i samme grad som tidligere. Ægtefællen oplever sin kone som klart bedre fungerende, idet der er flere rolige besøgsperioder, hvor patienten kan sidde stille og snakke. Personalet har haft lejlighed til at opleve, at de med rent sygeplejefaglige midler har kunnet bedre patientens urotilstand, og det styrker den faglige stolthed og øger arbejdsglæden.

Plejeklinik er en engagerende arbejdsform.

De tre vagtlag samarbejder på lige fod, alle kan bidrage med noget vigtigt, og der bliver lyttet til alle. På den måde bidrager arbejdsformen til et godt samarbejdsklima i afdelingen. De sygeplejefaglige perspektiver er kompetenceudvikling og en bedre dokumentation af sygeplejen.

De tre forfattere er ansat på Psykiatrihospitalet i Dianalund.