Synspunkt: De måske uegnede

Som bureauvikar har jeg oplevet, at elektroniske øretermometre har været anvendt på langt de fleste hospitalsafdelinger. Det viser sig, at de elektroniske øretermometre mange steder vurderes som unøjagtige, og ledelserne har på den baggrund besluttet at erklære dem for uegnede til at måle patienternes temperatur. De samme steder er man gået tilbage til udelukkende at anvende rektal temperaturmåling.

Det kan undre, at sundhedsvæsenet investerer klækkelige beløb til indkøb af øretermometre for herefter at konstatere, at de er ubrugelige. Mig bekendt er der ikke nogen, ud over Ingrid Egerod, der har belyst de elektroniske øretermometres troværdighed (1). Egerod henviser til en stikprøvekontrol, hvor resultater af temperaturmålinger målt med elektroniske øretermometre og mundtermometre sammenlignes. Konklusionen var, at der er mindre variation i legemstemperaturer målt med orale end med elektroniske øretermometre.

Nu er det ikke videnskabelige argumenter, der har ligget til grund for at erklære de elektroniske termometre uegnede og upræcise, men udelukkende erfaringerne med brugen af dem. Læser man brugsanvisningen på de elektroniske øretermometre, kræves der en særlig vedligeholdelse af dem i form af rengøring, batteritjek osv. Flere adspurgte på afdelinger, der havde erklæret termometrene uegnede, var ikke bekendt med kravene til vedligeholdelse.

I en tid, hvor vi taler meget om evidens, burde der iværksættes en videnskabelig undersøgelse, der afdækker de elektroniske øretermometres nøjagtighed og kortlægger anvendeligheden.

Jeg har ikke nogen aktier i de firmaer, der producerer elektroniske øretermometre, men når vi taler om, at vores arbejde skal hvile på et evidensbaseret grundlag, burde beslutningen om at erklære de elektroniske øretermometre uegnede træffes ud fra forskningsbaseret viden.

De elektroniske blodtryksapparater lider samme skæbne mange steder. Præcis på samme måde erklæres de flere steder for uegnede, og igen ud fra erfaringsbaseret viden. Et paradoksalt eksempel var en afdeling, hvor man havde en opfattelse af, at de elektroniske blodtryksapparater viste forkerte resultater. Samme sted forsvarede man at bruge de elektroniske apparater til nogle patienter, mens man mente, at de var uegnede til andre.

Mange steder er de elektroniske blodtryksapparater blevet fjernet, og man er gået tilbage til de traditionelle blodtryksapparater.

Ovenstående hjælpemidler letter arbejdet og gør det smidigt for patienten at få målt værdier. Som sygeplejersker må vi forholde os kritisk til brugen af ovenstående elektroniske hjælpemidler, og hvis vi erfarer, at de ikke virker, må vi søge svar ud fra systematiske undersøgelser, evt. gennem søgning af videnskabelige artikler. Så vil evidens i sygeplejen give mening på et pragmatisk plan.

Kim Møller Jørgensen er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitetscenter.

Litteratur

1. Egerod I. Temperaturmåling hos kritisk syge voksne patienter. Sygeplejersken 2001;(2).