Boganmeldelser

Svar på næsten enhver situation

Irene Christiansen, Henning Damkjær, Torsten Sonne

Rygning og rygestop - inspiration til professionel samtale 

København: Munksgaard 2002 
280 sider, ill., 268 kr.

Man skal ikke lade sig narre af bogens kedelige, grå, røgfyldte og lidet appetitvækkende omslag, men blot glæde sig over et indhold af høj kvalitet. Bogen er egnet som inspirationskilde, guide eller opslagsbog for læger, sygeplejersker, jordemødre, lærere og andre, som kommer tæt på rygere i alle aldre.  

I Danmark findes mere end 2000 uddannede rygestopinstruktører, men de er langtfra i stand til at dække behovet for saglig og professionel hjælp til rygestop. Rygere med hver deres hurdler at overvinde, faser at gennemleve og individuelle liv, der skal indtænkes i et rygestop. Bogen giver en generel indføring i fakta om rygning - tobakken dræber 13.000 mennesker om året i Danmark - og en dybere beskrivelse af forskellige metoder til rygestop. De enkelte kapitler afsluttes med et overskueligt resumé og en litteraturliste med danske og engelske kilder.

Emnerne spænder vidt. Kapitlerne hedder f.eks. ''Det vikarierende håb og normalisering,'' ''Telefonfis - vil de os noget seriøst?'', ''Behandleren som lusen mellem to negle'' og ''Hvilke nikotinpræparater findes der?'' Idéerne er også i mange tilfælde nye og inspirerende.

Fra idékataloget for praktikeren f.eks. et råd om, at der kun må ryges i bilen, eller at man lægger en plan for at skifte cigaretmærke hver dag frem til næste samtale.

Utallige eksempler på, hvordan eller hvilke spørgsmål den professionelle kan stille i bestemte situationer, gør bogen velegnet for nybegynderen, og i mange tilfælde også for den erfarne praktiker. Der er svar på næsten enhver tænkelig situation. Et særligt fokus rettes mod unge og deres anderledes problematikker.

Af Susanne Meldgaard, sygeplejerske, MPH, projektkonsulent. 

Kun på web - har ikke været trykt  

Når personale og pårørende arbejder sammen

Poul Majgaard

På herrens mark - samtaler med pårørende til sindslidende

København: Forlaget Thorup 2002
64 sider, 149 kr.

Et barnebarn, en datter, en mor, en datter, en bror og en far. Seks psykisk syge mennesker, hvis nærmeste fortæller om rollen som pårørende i et system, der ofte mangler åbenhed og tillid. De har følelsen af at være på Herrens mark. Tre af de pårørende er kendte i offentligheden, tre er ukendte. Fælles for dem er, at det tærer på kræfterne at have et psykisk sygt familiemedlem, og at den støtte, de håber at få fra behandlere og sygeplejersker, ofte mangler. Ikke noget nyt, desværre. Men bogen kan give et skub i den rigtige retning.

Tag en beretning ud, del den med hinanden og sæt en dagsorden, der giver personalet på psykiatrisk afdeling mulighed for at fortælle hinanden, hvad hver især forstår ved samarbejde med pårørende. Lyt og find ud af, om der trænger til præcisering, klar fælles målsætning eller en særlig indsats. Hvor tit lufter personalet synspunkter om deres faglighed i et fælles forum? Det er ofte patienter med særlige problemer, der drøftes. Godt, men ikke godt nok.

En far til en svært selvskadende datter fortæller, hvordan han og hans kone har lært at håndtere, at datteren igennem mange år har gjort forfærdelige ting ved sig selv.

"Ved at sige: Nu tænker jeg ikke på sygdommen i de næste to timer og så læse en bog og koncentrere sig om den. Eller bruge en hel aften i teatret eller tre uger i Mexico, som vi også har gjort." Det tager tid at nå dertil, men det er vigtigt at passe på sig selv. "Vi er holdepunktet i Trines liv. Så hverken vi eller Trine er tjent med det, hvis vi bliver kørt trætte," siger faderen.

Han fortæller om plejen, når den er bedst. Trine er rask nok til at deltage i sin mormors 90 års fødselsdag, men hun har brug for den tryghed, personalet giver hende. To plejere skrives ind i bordplanen, spiser med og synger festsange. De falder så fint ind, at ingen undrer sig over, at de er der. "Et flot billede på, hvad det kan betyde, når personale og pårørende arbejder sammen." Det personale udstrålede, "Vi passer på dig, vi kan godt tackle dig," siger faderen. Det havde Trine brug for. Hun er ikke den eneste.

Af Jette Bagh, sygeplejefaglig medarbejder, redaktionen Sygeplejersken.

Der skal tales med børnene 

Karen Glistrup

Hvad børn ikke ved har de ondt af - Familiesamtaler i voksenpsykiatrien 

København: Hans Reitzels Forlag 2002
204 sider, 225 kr.

Mange voksne har fortalt om deres oplevelse af at vokse op i en familie, hvor den ene af forældrene havde en psykisk sygdom. De har fortalt om manglende forståelse, respekt og omsorg fra de professionelle. I psykiatriens har man været opmærksom på denne problematik, men ikke formået at håndtere den. Orientering om sygdom og behandling har ikke omfattet den syges mindreårige børn.

Karen Glistrup skriver om, hvordan denne vanskelige familiesamtale tilrettelægges og afholdes, og hun giver mange eksempler, der er så beskrivende, at de i sig selv kan anvendes som værktøjer for medarbejderen, der skal afholde samtaler. Karen Glistrup viser megen forståelse for, hvorfor denne kontakt med børn i krise eller sorg har været svær for psykiatriens medarbejdere og for andre faggrupper, der arbejder med børn. Hun fremhæver det vigtige i, at det er behandlere i psykiatrien, der afholder disse familiesamtaler, fordi kun de har kendskab til, hvordan psykisk sygdom konkret påvirker den enkelte patient. Derved kan og tør de tale med børnene om de hændelser, de har været udsat for, og om de følelser, de rummer.

Sygdommens tabu, blinde behandlere, handlingslammelse og systemets paranoia behandles fintfølende og forstående uden at kritisere personalets hidtidige måder at handle på. Man får flere aha oplevelser og derved mod på at gøre egne erfaringer.

Beskrivelsen af samtalen omfatter alt lige fra invitationen, og til der evt. skal laves underretning til kommunen. Hvem skal være med i samtalerne, hvordan skal rammerne være, samtalens indhold, og hvordan behandleren skal være i kontakten.

Afslutningsvis beskrives den støtte og hjælp, der evt. fremover skal etableres for den enkelte familie.

Det er en uundværlig bog for dem, der skal varetage familiesamtaler. Den er let læselig, og den detaljerede indholdsfortegnelse gør den brugbar som opslagsbog.

Af Lisbeth Vad Nielsen, afdelingssygeplejerske på psykiatrisk sengeafsnit i Silkeborg. 

Geriatri - Basisbog

Finn Rønholt Hansen, Claus Moe, Marianne Schroll (Red.)

Geriatri - Basisbog 3. udgave

København: Munksgaard 2002
Pris: 222 sider, 318 kr.

Geriatri, basisbog, tredje udgave er radikalt ændret, både hvad angår indhold og forfatterpanel, i forhold til tidligere udgaver. Indfaldsvinklen er, at geriatriske patienter er mennesker med funktionstab som konsekvens af alder og sygdom.

De kliniske kapitler fokuserer på geriatriske tilstande/syndromer frem for på sygdomme. Det tværfaglige aspekt fremhæves i forbindelse med geriatrisk rehabilitering, socialmedicinsk indsats og etiske aspekter.

En grundlæggende lærebog i geriatri til de mellemlange sundhedsfaglige uddannelser og lægestudiet.  

Praktik skal ses som et samlet hele

Anette Perrild, Ingrid Schmidt, Anne Vinther Schmidt, Lissi Hansen

Praktikvejledning i social- og sundhedsuddannelserne 

København: Munksgaard Danmark 2002
152 sider, 158 kr.

En vejlederbog, der dækker uddannelserne til både social og sundhedshjælper og social og sundhedsassistent er en udfordring. Et langt stykke er det lykkedes glimrende at illustrere niveauforskelle mv. Læseren må dog selv kunne abstrahere fra forskellige ordvalg som f.eks borgere og patienter eller elementære og grundlæggende sygeplejeopgaver.

Forfatternes grundige kendskab til de problemstillinger, praktikvejledere konfronteres med, kommer tydeligt og overskueligt til udtryk i overvejelser, inden eleven kommer, introduktion, lærings og slutperiode. At et praktikophold skal ses som et samlet hele, underbygges af de mange henvisninger mellem bogens enkelte dele. Konkrete vejledningssituationer og spørgsmål, der opfordrer til at reflektere over egen praksis, giver læseren mulighed for at udvikle sine vejlederevner.

Overvejelser over, hvordan elevens kulturelle baggrund skal opfattes som andet og mere end det at være af anden etnisk oprindelse, er en styrke. Da kulturel baggrund ofte henføres til et spørgsmål om brug af tørklæder eller ej, er det berigende med et bredere kulturbegreb med eksempler på kvindekultur og ungdomskultur.

Sprogligt er der taget hensyn til læsere med forskellige boglige forudsætninger, og der henvises bl.a. til uddannelsesstyrelsens temahæfter.
Med inspirerende illustrationer og håbets vårgrønne farve er bogen nyttig for praktikvejledere på de grundlæggende social og sundhedsuddannelser, på praktikvejlederkurser og på praktikpladser.

Af Susanne Meldgaard, projektkonsulent, MPH. 

De efterladte har ordet

Inger Anneberg 

Sorgen ved selvmord

En bog til de efterladte
København: Høst & Søn 2002
376 sider, 350 kr.

Bogen er tung og meget betydningsfuld. Journalist Inger Anneberg har talt med ca. 50 efterladte fra 16 90 år og med professionelle, der ofte møder efterladte ved selvmord. Samtalerne er samlet i den første bog på dansk, hvor de efterladte har ordet.

Det er en svær beslutning at tage sit eget liv uanset årsagen til denne beslutning. Det siges ofte, at selvmord er den enkeltes eget valg, men det er yderst sjældent et rationelt valg.

Mange undersøgelser bekræfter, at nære familiemedlemmers død ved selvmord er noget af det mest forfærdelige og stressende, man kan udsættes for. Det er et af de vanskeligste tab at komme igennem. Det er en stor sorg hos de efterladte med meget modstridende følelser lige fra skyld, skam og afmagt til vrede og lettelse. Stærke følelser som f.eks. skyld handler om at føle sig medskyldig i selvmordet, over ikke at have forhindret det, over at have været dårlige forældre, over at have været den, der brød parforholdet, eller over skænderier med afdøde før selvmordet. Skyld over ikke at have indset eller opdaget, at ens pårørende var så langt ude. Tanken om ikke at have slået til.

De efterladte er ofre for tabu om selvmord. Det er svært at være åben om ens nærmestes selvmord, og de, der forsøger mødes med tavshed. Det betyder, at det er vanskeligt at få den støtte, de har brug for. "Når der ikke er nogen om sorgen, er der heller ingen omsorg".

De efterladte har brug for støtte og hjælp, ikke mindst børnene. Alle studier viser, at en forælders død ved selvmord er en af de mest traumatiske begivenheder, som kan overgå et barn. "Det er utilgiveligt at vælge sine børn fra. Man er nødt til at holde ud. Når man har valgt at få børn, er man nødt til at løse sine problemer på andre måder," fortæller en efterladt, hvis mor begik selvmord, da hun var 13 år. En konsekvens for børnene kan være, at de vil være tilbøjelige til at vælge samme løsning, når de selv støder på livets smerte.

For mange af de efterladte, der fortæller, er det første gang, de fortæller om, hvordan selvmordet påvirkede dem, og om de mange ambivalente følelser. Mange efterladte har fået god hjælp og er kommet videre i deres liv. Andre slås med ikke at have fået hjælp i tide.

Unni Bille Brahe, medstifter af Center for Selvmordsforskning i Odense, kender til selvmord fra sit eget liv. Hun siger, at der er forsket mest i dem, der forsøger eller gennemfører selvmord. Efterladte er sjældent inddraget.

De efterladtes situation belyses fra mange vinkler, og deres fortællinger er berørende helt ind til benet, så bogen kan ikke anbefales som godnatlæsning.

Af Inger Jerichau, uddannelsesleder i Roskilde Amts Sundhedsforvaltning.