Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Prioriterer familien

Fire børn har i nogle år sat en naturlig begrænsning for Charlotte Schiødts tid til faglig udvikling.

Sygeplejersken 2003 nr. 8, s. 13

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

SY-2003-08-11-1cCharlotte Schiødt. 43 år. Bor i Roskilde. Intensivsygeplejerske på Roskilde Amtssygehus. Midt i skilsmisse. Mor til to drenge på 10 og 13 og to piger på 7 og 12. Tjener ca. 275.000 kr. i årsløn inkl. tillæg + pension. Ansat 32 timer pr. uge. Fritidsinteresser er bøger, fitness, cykling. Foto: Anne-Li Engström.

'Umiddelbart hører jeg til i både B- og C-gruppen, nok mest i C, for jeg har en stor familie, og det er mig, der har taget barselsorlov og arbejdet på deltid. Men jeg har dog kun taget de 24 ugers orlov hver gang og ikke noget udvidet. Jeg har også vægtet arbejde og taget specialuddannelserne både den gamle og den nye, og jeg underviser de studerende på den intensive specialuddannelse. Fagforeningsmæssigt kommer jeg ikke med meget,'' lyder Charlotte Schiødts bedømmelse af sig selv.

Hun har mange kolleger og private sygeplejebekendte, som passer ind i C-gruppen. ''Mange sygeplejersker vil gerne dække over det hele i kraft af deres uddannelse. De prioriterer medmenneskelighed og personlig udvikling højt og kan ikke bære at lade deres børn vokse op, uden at de har fornuftige rammer. Vores viden gør, at vi gerne vil ofre os, fordi vi ved, at vi får belønningen i den sidste ende ved at give vores børn en god ballast. Mens man har helt små børn, bruger man nok ikke så meget tid på faglig udvikling.''

Selvom Charlotte Schiødt ikke selv er særlig interesseret i fagforenings-spørgsmål, så har hun stor respekt for dem, der har helt tjek på deres rettigheder.

Hun mener, at der er mest prestige i at være en karrieretype - en A-type, men hun vil ikke selv prioritere karrieren så højt.

''I vores fag knokler lederne uden at få noget særligt for det, det er nærmest et privat engagement, der er deres drivkraft.''

For megen teori

Charlotte Schiødt lod sig skrive op til en elevplads allerede som 16-årig. Hun blev uddannet fra Roskilde Amtssygehus i 1983, hvor hun har været ansat lige siden. Først på lungemedicinsk afdeling, men de sidste mange år på intensiv afdeling.

I de senere år er hun blevet mindre tilfreds med jobbet af flere forskellige årsager. Dels er der de økonomiske begrænsninger på afdelingen, som betyder, at det er svært at komme igennem med nye projekter. Dels har sygeplejefaget ændret sig fra at være meget praktisk til at blive mere teoretisk.

''Vi bruger mere og mere tid på at undervise nyt personale og studerende, og der bliver mindre tid til vores eget håndværk. Intensivafdelingen er dog et af de steder, hvor der er tid til helhedspleje, så det ikke kun bliver papirarbejde.''

Endelig passer vagterne hver anden weekend og hver anden jule- og nytårsaften dårligt med, hvornår de store børn har fri.

''Jeg har svært ved at se mig selv i det samme job om 10 år, og jeg spekulerer meget på, hvad jeg ellers skal finde på. Lige nu, hvor jeg står midt i en skilsmisse, og hvor min far lige er død, passer det mig godt at være et sted, hvor jeg er kendt. Men når kræfterne vender tilbage, og jeg har fået orden på alt det praktiske, kan jeg mærke, at der skal ske noget nyt.''

Hun har overvejet at begynde på hf. ''Jeg fik jo kun realeksamen i sin tid, fordi jeg havde så travlt med at blive sygeplejerske.''

Vi har bedt fire sygeplejersker om at forholde sig til modellen over de forskellige sygeplejerskeidentiteter. De er udvalgt fra Dansk Sygeplejeråds medlemsdatabase ud fra følgende kriterier: Kvinder, alder svarende til gennemsnittet for medlemmerne, dvs. knap 43 år, bopæl forskellige steder i landet. Derudover er de tilfældigt udvalgt.