Synspunkt: Hvor er etikken?

I en standard for modtagelse af en ny patient i psykiatrisk afsnit lyder det: ''Sygeplejersken optræder med empati.'' Som hensigtserklæring kan patient og sygeplejerske kun være enige heri.

Men hvordan skal vi registrere det? Kan man uden videre slutte, at en standard er opfyldt, når den er krydset af i registreringsskemaet. Hvornår er ydelsen så god, at den fortjener en afkrydsning? Kan vi sammenligne sådanne målinger overhovedet? Taler vi om det samme, når der i høj grad mangler begrebsafklaring og klassificering af psykiatrisk sygepleje? Hvori ligger den løbende etiske refleksion?

Standarder rejser mange spørgsmål. Det er et stort arbejde med at søge efter evidens, som i mange tilfælde slet ikke findes. I nogle tilfælde droppes standarderne af sygeplejerskerne med rette eller urette. Nogle af begrundelserne er:

• Standarderne trækker os væk fra den direkte kontakt med patienten
• Det tager for meget tid at dokumentere
• Masser af dataopsamling er irrelevant og bliver slet ikke anvendt
• Standarderne passer ikke til en beskrivelse af relationen og tilliden mellem patient og sygeplejerske
• Når sygeplejersken allerede er dygtig, opdateret og har omsorgskapacitet, er det overflødigt at sikre plejen via standarder
• Sygeplejersker efterkommer ikke alle krav fra ledelse, forvaltning eller politikere. De boykotter standarder, når de mener, at standardisering er absurd eller på bekostning af patienten.

Standarderne har deres berettigelse inden for specifikke og afgrænsede instrumentelle områder, som skal udforskes, udvikles og sikres. Typisk i form af tjeklister ved modtagelse og udskrivelse.

Jeg mener, vi må spørge kritisk til det paradigme, som ligger til grund for meget af den dokumentation og dataindsamling, som sygeplejersker pålægges at bruge stadig mere tid på. Mennesket objektiviseres. Menneskesynet hænger sammen med økonomistyring og effektivitet. Sygeplejersker bliver stressede og frustrerede. Der mangler sammenhæng mellem sygeplejens grundsyn og den praksis, som hun skal arbejde i.

Jeg vil gerne, at vi fremhæver humanistiske sider i sygeplejen.

• Vi må i højere grad drøfte menneskesyn i forbindelse med elektronisk registrering, kvalitetssikring og klassifikationssystemer
• Vi skal fastholde, at sygeplejens væsen vanskeligt kan eller skal dokumenteres i hårde data og termer
• Vi skal fastholde den mangfoldige og indsigtsrige sygepleje.

De etiske refleksioner kræver tid og rum. Det kan f.eks. ske ved mundtlig rapport, hvor kulturen på en afdeling påvirkes, eller det kan ske under sygeplejefaglig vejledning.

Det sundhedspolitiske ideal for den nuværende regering er groft sagt kontante operationer og økonomisk styring efter cost-benefit tanken - eller lovindgreb, hvis den enkelte borger ikke kan håndtere friheden. Tilsyneladende giver det go-de målbare resultater her og nu, men på længere sigt løser det næppe borgernes sundhedsproblemer. Den mangfoldige og indsigtsrige sygepleje har trange kår.

Sygeplejefaget kan udvikles ved hjælp af forskellige metoder. Der findes både målbare og ikke målbare sider af sygeplejen. Der er ikke noget i vejen med målbare data, men de kan fylde så meget, at de ikke-målbare data nedprioriteres - eller det kan betyde, at sygeplejersker tror, at ikke-målbare data skal gøres målbare for at blive anerkendt.

Den ikke-målbare side antager jeg for at have en overordentlig stor kvalitetsmæssig betydning for både patienter og sygeplejersker. Etikken skal ikke negligeres eller blot rettes usynligt ind i en naturvidenskabelig tankegang.

Edith Mark er stud.cur. og medlem af Det Sygeplejeetiske Råd.