Abortsøgende skal ikke skamme sig

Det tager ganske få minutter at lave et kirurgisk abortindgreb. Patienten behøver ingen genoptræning, og risikoen for alvorlige komplikationer er lille. Alligevel kræver det mere end sterile handsker og en sikker hånd at behandle abortsøgende kvinder. Det ved lægerne og sygeplejerskerne på Skejby Sygehus, og derfor arbejder de målrettet på at hjælpe patienten gennem de eksistentielle problemer, der ofte er forbundet med at få en provokeret abort. 

Da jeg som antropolog begyndte min undersøgelse af behandlingen af abortsøgende kvinder på Skejby Sygehus, valgte jeg indledningsvis at undersøge, hvordan behandlingen kommer til udtryk på skrift. Jeg læste standardjournalen og standardplejeplanen for abortsøgende kvinder samt de informationsbrochurer og det spørgeskema, den abortsøgende modtager forud for sit abortindgreb. De forskellige papirer gav alle et indtryk af, at behandlingen af abortsøgende kvinder blot består af et helbredsmæssigt sikkert indgreb. 

Det indtryk blev bekræftet af lægerne og sygeplejerskerne, når jeg bad dem beskrive deres behandling af de abortsøgende kvinder. Behandlerne forklarede typisk: ”Jamen, det handler jo om, at de har en uønsket graviditet, og den hjælper vi dem af med.” 

På baggrund af fire måneders observation af forundersøgelser for abort, abortindgreb og den efterfølgende tid på opvågningsstuen, fandt jeg imidlertid ud af, at behandlingen af abort i praksis er langt mere nuanceret, end det fremgår af disse indledende indtryk. Læger og sygeplejersker behandler også ved at skabe en såkaldt behandlingsfortælling i samarbejde med patienten. I modsætning til mange andre fortællinger er denne ikke en sammenhængende verbal beretning. Den handler i stedet om at betragte lægernes, sygeplejerskernes og patienternes handlinger og udsagn som noget, der tilsammen skaber en behandlingsfortælling. Formålet med behandlingsfortællingen er at skabe en forandring i den person, fortællingen er rettet imod. Det viser sig i praksis ved, at læger og sygeplejersker forsøger at skabe en fortælling, der guider patienten igennem aborten på en måde, så hun indser, at valget af abort ikke har gjort hende til et dårligere menneske. 

En typisk forundersøgelse 

Men hvordan skabes en typisk behandlingsfortælling, hvad indeholder den, hvorfor ser den ud, som den gør, og hvilken effekt har den på patienter og behandlere? 

For at kunne besvare disse spørgsmål vil jeg først placere behandlingsfortællingen i sin rette sammenhæng ved at gengive en typisk forundersøgelse for abort på Skejby Sygehus. Jeg kunne også have valgt at gengive et forløb på operations- eller opvågningsstuen, men det er under forundersøgelserne, at behandlingsfortællingen grundlægges. Eksemplet er baseret på mine observationer, og alle personnavne er opdigtede af hensyn til de medvirkendes anonymitet. 

Inden forundersøgelsen har lægen og sygeplejersken læst patientens journal og henvisningen fra praktiserende læge. Derfor ved de, at patienten hedder Mette, er 35 år, har fået en abort for 16 år siden, ikke har født nogen børn, men lever sammen med sin mand og hans teenage-datter. Den praktiserende læge har desuden tilføjet på henvisningen, at Mette gerne vil have aborten hurtigst muligt.

En sygeplejerske henter Mette i venteværelset og præsenterer sig som Bente Nielsen. Bente smiler og beder Mette følge med hen til forundersøgelsesstuen. Inde på stuen møder Mette lægen Niels, og de sætter sig ned overfor hinanden. Samtidig sætter Bente sig foran computeren ved bordet bag Niels. Han indleder forundersøgelsen ved at sige: ”Vi skal snakke abort?” 

Mette sidder langt fremme på stolen med armene tæt omkring sig. Hun ser på Niels og svarer med fast og hård stemme: ”Jeg mener ikke, der er noget at snakke om.” 

Niels tøver et øjeblik, men siger så: ”Nej, men øh, vi skal jo i hvert fald lige finde ud af, om du gerne vil have den ene eller anden metode.” 

Mette: ”Jeg troede, jeg var for langt henne til den medicinske abort.” Niels: ”Ja, det er du vist også (kigger i papirerne). Men er din menstruation regelmæssig?” 

Mette (med en mere tøvende stemme): ”Nej, der kan gå mellem 25 og 45 dage imellem." 

Niels: ”Derfor kan det også være lidt usikkert, præcist hvor langt du er henne, men det finder vi ud af, når vi scanner dig.” 

Mette reagerer ved at rejse sig og begynde at tage sine sko af. Niels virker overrasket og siger: ”Øh ja, der er et toilet derinde (peger på en dør inde på stuen). Der kan du lægge dine bukser og trusser, og du må gerne tømme blæren, hvis du kan.” 

Mens Mette er på toilettet, slukker Bente lyset og lukker persiennerne. Indtil da har scanneren stået diskret placeret op af væggen bagest i lokalet, men nu kører Bente den frem, anbringer den for enden af det gynækologiske leje, hvorefter hun

Side 19

vender scanningsskærmen bort fra lejet og slukker lyset. Mette åbner døren, og Bente siger: ”Kom du bare her og læg dig op.” 

Mette lægger sig op og placerer benene i benstøtterne. Mens Niels scanner Mette, stiller Bente sig ved siden af Mette, så hun hverken kan se Mettes blottede underliv eller scanningsskærmen. Mette ligger med armene ned langs siden, hendes hænder er knyttede, knoerne er hvide, og hun ser stift op i loftet. Efter et par minutter fikserer Niels scanningsbilledet og printer lydløst en billedkopi ud. 

Til Mette siger han: ”Det var det. Nu må du gerne tage tøjet på igen, og så kan vi snakke lidt videre bagefter.” 

Efter et par minutter kommer Mette ind igen. Denne gang læner hun sig tilbage i stolen med hænderne hvilende i sit skød. Niels siger: ”Jamen, du er ni uger henne, så det bliver en kirurgisk abort.” Mette: ”Ja.” 

Niels spørger, om hun fejler noget, tager medicin, lider af allergi osv. Mette afkræfter, og Niels spørger så: ”Har du tænkt over, hvilken form for prævention du vil bruge fremover?”

Mette: ”Ja, min mand skal steriliseres.”

Niels: ”Jeg spørger også bare fordi, at hvis du ville have haft spiral, så kunne vi lægge den op i forbindelse med indgrebet, eller hvis du ville have p-piller, så skulle du starte på selve indgrebsdagen, men det bliver jo ikke aktuelt.” 

Niels sætter krydser i standardjournalen, efterhånden som Mette besvarer hans spørgsmål. Til sidst måler han hendes blodtryk, lytter på hjerte og lunger og spørger så: ”Er der ellers noget, du vil spørge mig om, før jeg går?” 

Mette: ”Næh.”

Niels: ”Jamen, så vil Bente informere dig lidt om det praktiske og give dig en tid.”

Niels giver Mette hånden og går ud. 

Hurtig mødetid 

Bente sidder stadig ved computeren: ”Vi skal have fundet en tid til dig. Hvornår havde du tænkt dig?”

Mette læner sig frem og siger: ”Hurtigst muligt.”

Side 20
 

Bente: ”Hvad med i morgen kl. 9.00?”

Mette sukker højt og synker lidt sammen i stolen, mens hun siger: ”Åh, det vil jeg meget gerne.”

Bente smiler og kører sin stol hen til bordet, så hun sidder overfor Mette. Hun læner sig frem og afleverer et kort med mødetidspunktet og siger så: ”Jeg havde allerede reserveret den til dig.”

Mette: ”Det var godt nok dejligt. Jeg har bare kunnet mærke med det samme, at jeg var gravid, og så var det bare ikke rart, når man vidste, at det alligevel ikke skulle være noget.” Bente nikker forstående. 

Kort efter begynder Bente at informere Mette om fasteregler, smertestillende medicin, forløbet inde på operationsstuen, den efterfølgende tid på opvågningsstuen, hvad hun må og ikke må, når hun kommer hjem, hvad hun skal være opmærksom på osv. Bente slutter af med at sige: ”Og så skal der være en voksen hos dig det første døgn. En, der kan hjælpe dig med at ringe til en vagtlæge, hvis du skulle få feber eller begynde at bløde meget, eller hvis du får smerter, du ikke er tryg ved. Kan der være det?” 

Mette: ”Ja, min mand.”

Bente: ”Godt, det er meget fint. Er der ellers noget, du vil spørge mig om?”

Mette: ”Nej, jeg havde jo rigtig forberedt mig på at sige, at jeg skulle hurtigt til, men det kom jeg jo.”

Bente og Mette smiler, giver hinanden hånden og siger farvel. 

Accept af svært valg

Mettes forundersøgelse synes umiddelbart stramt organiseret om fastlagte informationer, der skal gives, specifikke undersøgelser, der skal laves og patientoplysninger, der skal indhentes. Af samme grund kan Niels og Bentes behandling fremstå, som om den alene er motiveret af ønsket om at give Mette en forsvarlig abort. Undersøger man det nærmere, er der imidlertid mange af Niels´ og Bentes handlinger og udsagn, der ikke lader sig forklare på denne baggrund. F.eks. spiller ønsket om at foretage en helbredsmæssig forsvarlig abort ingen rolle, da Bente vælger at forudbestille den første tid, hun har, til Mette, og da hun stiller sig tæt på Mette og væk fra skærmen under ultralydsscanningen. Det samme gælder, da Niels vælger at retfærdiggøre spørgsmålet om Mettes planer for fremtidig prævention.

Efter at have overværet talrige forundersøgelser som Mettes og lavet en lang række interview med læger og sygeplejersker mener jeg, at de ovenstående handlinger og udsagn er motiveret af ønsket om at skabe en bestemt fortælling af abort. Nemlig en fortælling om, at abort er et valg, der er så svært, at det ikke skal fordømmes, men derimod støttes og imødekommes, så aborten ikke efterlader patienten med en følelse af at være blevet et dårligere menneske.

Ingen fordømmelse

Når Bente reserverer den første ledige tid til Mette, før hun overhovedet har talt med Mette, er det fordi, Mettes henvisning og den første del af forundersøgelsen har overbevist Bente om, at Mette gerne vil have aborten hurtigt. Ved at forudbestille tiden og fortælle Mette om det, forsøger Bente at vise Mette, at hun ved, det er svært at skulle have abort, og at hun ønsker at støtte og imødekomme Mette mest muligt. Da Bente undlader at se på den skærm, som Mette ikke selv kan se, er det ligeledes et forsøg på at give Mette følelsen af, at hun ikke er alene i det, der i udgangspunktet er en meget ensom og blottet situation.

Endelig skal Niels´ retfærdiggørelse af spørgsmålet om fremtidig prævention også forstås inden for rammerne af denne fortælling. Ved at forklare, hvorfor han spørger til fremtidig prævention, viser han Mette, at han ikke spørger, fordi han fordømmer hende som en ”sjuske,” der er ude af stand til at beskytte sig selv, men udelukkende for at gøre det så nemt for hende som muligt.

Men hvorfor er det netop denne fortælling, Bente og Niels ønsker at skabe? Svaret knytter sig i første omgang til de erfaringer, Bente og Niels har fået gennem arbejdet med abortsøgende kvinder. De er begge vant til at møde patienter, der forventer at blive opfattet som uansvarlige og ”lette på tråden.”

Ifølge både Bente og Niels viser frygten for ydmygelse eller fordømmelse sig ofte gennem patientens udtalelser og/eller gennem et sammenbidt og forsvarsberedt kropssprog. Vi får et eksempel, da Mette sætter sig yderst på stolen med et udtryksløst ansigt og armene tæt omkring sig som et skjold, og Niels indleder med at sige: ”Vi skal snakke abort,” hvorefter han afvises af Mette, der svarer: ”Jeg mener ikke, der er noget at snakke om."

Set i sammenhæng med Mettes afvisende kropssprog giver dette indledende udsagn Niels og Bente en idé om, hvad det er for en fortælling og efterfølgende forandring, de ønsker at skabe i Mette. Niels reagerer ved at korrigere sin tvetydige udmelding og specificere, at snakken ”bare” skal gå på valg af abortmetode. Ved at dirigere samtalen i retning af faktuelle forhold som metode, menstruationscyklus og graviditetslængde lader han det samtidig være underforstået, at han med formuleringen ”snakke abort” ikke mente en samtale om, hvorvidt Mette virkelig ønsker abort, eller om hvorfor hun er blevet uønsket gravid. Med udgangspunkt i Mettes forsvarsposition prøver Niels dermed at skabe en fortælling, der viser, at Mette

Side 21

er en voksen kvinde, som ikke behøver at forklare og retfærdiggøre sit valg af abort.

Nemt at føle skam

De typiske behandlingsfortællinger med en støttende handling skal imidlertid også ses i lyset af den ambivalente holdning, mange danskere i dag har til fri abort. De fleste ønsker at bevare den, men omvendt er alle enige i, at det er liv, der ødelægges, og derfor må abort kun vælges som en nødløsning. Behandlerne kender og deler den generelle ambivalens til abort. De ved, at det ikke er velanset at blive uønsket gravid i et samfund, hvor befolkningen har en omfattende viden om fostrets tidlige udvikling og samtidig kender og har adgang til prævention eller i sidste instans en fortrydelsespille. De ved også, at denne holdning kan give anledning til nedladende og fordømmende forestillinger om kvinder, der vælger abort, ligesom de negative forestillinger i høj grad også spiller ind i de abortsøgendes egen selvopfattelse. Når holdningen er, at det er den enkelte kvindes ansvar at undgå at blive uønsket gravid, er der ikke langt til at føle sig skyldig og/eller stemplet som en sjuske, når man alligevel kommer i en situation, hvor man føler sig nødsaget til at vælge abort.

Når læger og sygeplejersker prøver at forandre de følelser af skam og skyld, der ofte følger i kølvandet på en abort, er det altså ikke fordi, de er ubekendte med baggrunden for disse følelser, eller fordi de mener, at følelserne er uberettigede. Når de alligevel prøver at forandre dem, er det fordi, følelser som skam og skyld anses for destruktive og uproduktive i forhold til patientens ”helbredelse.” Ifølge hovedparten af lægerne og sygeplejerskerne er valget af abort almindeligvis velovervejet, og derfor er der heller ingen grund til ”at bruge resten af livet på at dunke sig selv i hovedet med, at man på et tidspunkt var nødt til at få en abort,” som en læge udtrykker det. ”Det kan være nødvendigt for nogle kvinder i nogle situationer at vælge abort, og så gælder det om at lære at leve med det valg,” siger en sygeplejerske.

Identificerer behov

At skabe forandringer i den enkelte patient kræver, at læger og sygeplejersker er i stand til at identificere patientens behov og efterfølgende stræbe mod forandringer, som patienten selv ønsker. I Mettes tilfælde prøver både Niels og Bente fra starten at spore sig ind på, hvilke behov der driver Mette. Niels indser hurtigt, at Mette har behov for at holde ham på afstand, og han imødekommer dette behov ved omgående at dirigere samtalen ind på ufarlige faktuelle forhold.

Samtidig imødekommer han Mettes uudtalte ønske om at få forundersøgelsen overstået hurtigst muligt, da han tillader hende at klæde sig af til scanningen, før han er færdig med at stille de indledende journal-spørgsmål. Efter disse primære forhandlinger slapper Mette tydeligvis mere af og viser ikke længere den samme frygt for, at hendes grænser vil blive overskredet.

Da Bente tager over og starter med at opfylde Mettes ønske om at få en hurtig tid, er det, som om al luften går ud af Mettes skepsis og anspændthed. Hun føler sig nu så imødekommet og tryg, at hun begynder at åbne op for tankerne om den situation, hun hidtil så ivrigt har forsøgt at holde behandlerne på afstand af. Dermed lykkes det Niels og Bente at skabe en støttende behandlingsfortælling, der viser Mette, at hun hverken fortjener ydmygelse eller fordømmelse. Dermed være ikke sagt, at følelser som sorg, skam eller skyld ikke længere spiller nogen rolle for Mette. Men Niels og Bente bearbejder disse følelser på en måde, så det lykkes at skabe et billede af abort som et indgreb, der er så svært og betydningsfuldt, at det kræver hjælp og støtte frem for fordømmelse.

Lettede kvinder

Når jeg kalder eksemplet med Mette for typisk, så er det fordi, det i reglen lykkes læger og sygeplejersker på Skejby Sygehus at skabe behandlingsfortællinger, der hjælper og støtter patienten. Det viser sig ikke alene i mine observationer men også i de interview, jeg efterfølgende har lavet med mange af de abortsøgende kvinder.

Et flertal fortæller således, hvordan de inden forundersøgelsen frygtede at blive fordømt og ydmyget af lægerne og sygeplejerskerne, men til deres lettelse i stedet mødte forståelse og omsorg. Og mange kvinder beskriver, hvordan lægerne og sygeplejersken på forskellig vis fratog dem følelsen af at være et dårligt menneske. I stedet følte kvinderne sig forstået og accepteret som uheldige mennesker, der efter grundig overvejelse havde truffet et svært valg.

Omvendt har enkelte kvinder fortalt mig om ydmygende oplevelser med læger eller sygeplejersker, som brugte det meste af forundersøgelsen på at tale om prævention. De mange positive og de enkelte negative udtalelser fortæller hver især, hvor vigtigt det er, at læger og sygeplejersker er opmærksomme på, i hvor høj grad deres handlinger og udsagn påvirker den abortsøgende. Så selv om et abortindgreb reelt kun tager ti minutter, er det afgørende, at behandlingen af abortsøgende kvinder altid består af andet og mere end et forsvarligt abortindgreb.

Alle personnavne er opdigtede af hensyn til de medvirkendes anonymitet.

Anne Mette Holme Bertelsen er ansat på Skejby Sygehus, men arbejder pt. På Rigshospitalet på et forskningsprojekt, der har til formål at forbedre samarbejdet mellem fødende og sundhedspersonale.