Faglig kommentar: Det lille hus på hospitalet

Hendes stemme lyder som en skærebrænder ude fra gangen: ”Nå Josef, skal du ud på det lille hus?” En svag og gebrokken mumlen høres som svar. Josef er ganske åbenlyst ikke af dansk oprindelse. Mon der også er små huse i hans hjemland? Efter et kvarter er hun der igen, nu er hun oppe på 120 decibel: ”Nå Josef, har maven virket?” Atter en uforståelig mumlen til svar. 

Nu løber hun over af velvilje og entusiasme: ”Er der gået luft, Josef?” 

Hun er mester i omskrivninger, konkluderer jeg ”Det lille hus” er ikke det på prærien, hun i et anfald af nostalgisk fortælleglæde vender tilbage til, men den romantiske udgave med hjerte på døren og en træbænk med hul i, som hverken findes på nogen danske hospitaler eller nogen som helst andre steder længere. Et gammeldags das. Hvordan skal en ny-dansker vide det, mon det er en del af pensum på det første danskkursus, tænker jeg. I øvrigt en mærkelig metafor at bruge for en sygeplejerske, der har været uddannet i knap fire måneder. Det med de små huse kan ikke være en del af hendes bagage, men måske har hun en ødegård i Sverige. 

At spørgsmålet ”har maven virket” angår afføring, er tilsvarende gedulgt. Det kunne ligeså vel være en høflig forespørgsel til appetitten, og om der går luft eller ej er hverken fagsprog eller erfaringssprog. De færreste siger til deres børn: ”Puh, der er gået luft, kan jeg mærke,” medmindre de står på en græsplæne med en punkteret cykel under reparation. På den anden side hører det også til sjældenhederne, at menigmand udtrykker sig ved hjælp af fagudtrykket ”flatus.” 

Det er vanskeligt at gebærde sig i et univers, der fordrer omtale af de mest intime og menneskelige begivenheder i andre folks tilværelse. Med en vis sans for distancering rammer sygeplejersker hele området ind med det ejendommelige udtryk ”udskillelser.” 

Men hvilket sprog kan sygeplejersken anvende uden at støde patienten, uden at vikle sig ind i et lag af blufærdige undvigemanøvrer og med en vis sandsynlighed for, at patienten begriber, hvad det er, hun beder om oplysning om? 

I børnehaven spørger pædagogen ”Skal du lave lort, Trille?” Det vil givetvis vække anstød, hvis sygeplejersken på en højteknologisk afdeling går i den grøft, og der er ikke megen hjælp at hente i mere folkelige udtryk ”tømme ryggen,” ”presse en dej,” ”lave stort” m.fl. Ingen af dem er gangbare hverken for piger i hvidt eller for syge mennesker i alle aldre. 

Når døden er på dagsordenen, optræder et tilsvarende billedsprog i dødsannoncerne med den brede befolkning som afsender. ”Sovet ind,” ”revet bort,” ”kaldt hjem” eller den slangprægede sygeplejerskeversion ”gået til,” som anvendes på nogle afdelinger. 

Når svære ting skal have et navn, får de i stedet et billede. Metafor betyder ”billedligt udtryk, hvor man erstatter selve sagen med et billede.” 

Jeg tror, det er her, sygeplejersken går galt i byen. Selv om det kan virke svært, skal sygeplejersken holde sig til sagen, holde fast i, hvad det konkret er, hun vil have information om. Fagsproget angiver en række muligheder for saglighed, og det samme gør erfaringssproget, det sprog mennesker taler i dagligdagen. De ord, der angår meget private dele af patientens liv, må tilpasses den enkelte person som al anden sygepleje. Det primære er, at sygeplejersken med sit sprogbrug sender vigtige signaler om, hvorvidt afføring og prutter er noget, det er i orden at tale om eller ej. Hvis sygeplejersken snerper og omskriver i et væk, holder patienten sine helbredsoplysninger for sig selv. Med andre ord: Ud med luft og små huse, ind med et fagligt sagligt sprog, som patienten kan forstå.