Sygeplejersken
OK at være hiv-smittet og sygeplejerske
71 pct. af danskerne mener ikke, man kan være smittet med hiv og arbejde som sygeplejerske, viser en undersøgelse fra AIDS-Fondet. Men det, mener sygeplejerske Erik Munthe-Brun, skyldes uvidenhed. Han er selv erhvervsaktiv på trods af sin hiv.
Sygeplejersken 2004 nr. 10, s. 9-11
Af:
Uffe Rasmussen, journalist
Der står en blå kop med hvide prikker i et skab på afdelingen. Erik, står der med farvede bogstaver. De andre kopper har ingen navne.
”Det er en tilfældighed. Først efter jeg havde købt den, slog det mig, at ingen nu kunne være bange for at drikke af den samme kop som mig, hvis de ellers skulle være nervøse for det,” siger sygeplejerske Erik Munthe-Brun.
Det er det tætteste, han kommer på at tage specielle forholdsregler på sin afdeling. Selv om Erik Munthe-Brun har hiv, arbejder han på fuld tryk som sygeplejerske på sengeafdelingen M230, Lunge- og Infektionsmedicinsk afdeling på Nykøbing Falster Centralsygehus.
Han har hverken set mere til sine kollegaers rygge eller hørt sladder i krogene, efter han selv fortalte om sin smitte, og han har sin ledelses fulde Side 10
opbakning til at arbejde på afdelingen på lige fod med sine kollegaer.
”Jeg har ikke oplevet, at nogle blandt personalet har været bange for at blive smittet. Vi er i et miljø, hvor man er tolerant over for hinanden og omkring sygdomme. Vi er vant til at skulle rumme mennesker bredt og vant til at omgås patienter, som er potentielle smittebærere.
Jeg mener, der er så meget rummelighed i sundhedsvæsenet, at en hiv-smittet kan arbejde her uden problemer,” siger afdelingssygeplejerske på M230, Harald Berner.
Erik Munthe-Brun: Min faglige kunnen er blevet større af, at jeg selv har oplevet den krise, det er at få at vide, at jeg er hiv-smittet. Alle de tanker og problemstillinger, det medførte specielt det første år, har givet mig en dybere forståelse for patienternes situation.”
Erik Munthe-Brun fortalte hverken sin oversygeplejerske eller afdelingssygeplejerske om sin hiv, da han søgte arbejde på afdelingen for knap tre år siden. Ingen spurgte ham, om han var hiv-smittet, selv om han fortalte dem til samtalen, at han boede sammen med sin kæreste, Per, og var bøsse.
”Min holdning var, at jeg selvfølgelig skulle være åben omkring min hiv-smitte. Men min hiv er knap så vigtig som mig selv. De skulle først lære, hvordan jeg er som person, og hvad jeg kan som sygeplejerske,” siger Erik Munthe-Brun. Han besluttede, at når der var gået tre måneder, ville han fortælle det til alle, for så havde han og kollegaerne haft nok tid til at lære hinanden at kende. Samtidig er det også en prøvetid.
”Hvis jeg ikke brød mig om at være her, eller de sagde, at jeg ikke passede ind i afdelingen, var det fint, at de ikke vidste, jeg var hiv-smittet. Så kunne ingen af os beskylde hinanden for, at der opstod problemer på grund af min hiv,” siger Erik Munthe-Brun.
Efter tre måneder informerede han først sin oversygeplejerske om sin sygdom, og derefter fik afdelingssygeplejerske Harald Berner det at vide.
”Jeg gjorde mig ingen tanker om, at Erik er hiv-smittet. Min vurdering er, at Erik ikke i praksis udgør nogen smitterisiko for hverken patienter eller personale. Erik har ikke pligt til at oplyse mig om, at han er hiv-smittet, og når han alligevel gør det, skal jeg ikke gøre noget som helst anderledes,” siger Harald Berner.
I forbindelse med en ansættelse skal ansøgeren oplyse om alle aktuelle sygdomme og symptomer på sygdomme, som vedkommende ved, han/hun lider af, og som vil have væsentlig betydning for arbejdsdygtigheden ved det pågældende arbejde.
I bemærkningerne til § 6 i loven fremgår det, at en ansøger som udgangspunkt ikke har pligt til at oplyse om at være f.eks. smittet med hiv. Dette begrundes med, at det er den af sygdommen flydende risiko for øget fravær, der begrunder en evt. oplysningspligt - ikke sygdommen i sig selv. Er sygdommen, hvad enten det er hiv, sklerose, cancer, sukkersyge eller andet, imidlertid kommet på et stadium i udviklingen, der vil kunne medføre øget uarbejdsdygtighed, er en ansøger forpligtet til at oplyse om sygdommen og dens konsekvenser for evt. fravær.
Aids skal man imidlertid altid oplyse om, da sygdommen så er i udbrud, og man derfor må forvente, at den medfører et vist sygdomsfravær.
Kilde: Anne Hjortskov, jurist i Dansk Sygeplejeråd
Ingen rynkede på næsen
Alle kolleger på dagholdet var mødt frem til morgenmødet for to år siden.
”Jeg samlede dem med vilje for at signalere, at når jeg fortalte dem, jeg var hiv-smittet, var det for at være åben omkring det. Jeg kunne også have valgt at fortælle det til dem hver især. Men så ville de måske have oplevet, at det var mere fortroligt, hvad jeg fortalte dem.”
|
Undersøgelsen fra AIDS-Fondet |
||||||
|
Er der bestemte erhverv, som hiv-smittede ikke bør bestride? |
||||||
|
Sygeplejerske |
Pædagog |
Tandlæge |
Fysioterapeut |
Frisør |
Politibetjent |
Politiker: |
|
71 pct. |
30 pct. |
72 pct. |
19 pct. |
14 pct. |
12 pct. |
5 pct. |
|
46 pct. af de hiv-smittede, som er i arbejde, har ikke fortalt om deres sygdom på arbejdspladsen. De er bange for at blive fyret, isoleret eller sat i bås. Undersøgelsen er gennemført af Sonar for AIDS-Fondet i et landsdækkende, repræsentativt udsnit af den voksne danske befolkning. Udsnittet tæller ca. 1.225 personer over 18 år. Ved oparbejdelsen af udsnittet er det tilstræbt, at antallet af aftaler om deltagelse er proportionalt med befolkningens sammensætning i de enkelte landsdele. Besvarelsesprocenten for undersøgelsen er 81,6 pct. |
||||||
En af kollegaerne er sygeplejerske Astrid Olsen. Hun husker tydeligt mødet.
”Jeg tænkte, det var fint, at han valgte at fortælle det, for han kunne lige så godt have ladet være. Jeg tænkte slet ikke over, om der var en risiko, for jeg vidste godt, at der skal meget mere til at overføre sygdommen end at drikke af samme kop. For mig er han en almindelig kollega, og jeg er ikke nervøs i hverdagen,” siger Astrid Olsen.
Kollegaerne reagerede ved at blive kede af det på hans vegne og stillede spørgsmål til ham. Én åndede lettet op, fordi hun troede, han ville sige op. Ingen udtrykte bekymring for, om de selv var i fare for at få hiv. Han kunne have valgt at lade være med at sige noget som helst. Men det ligger ham fjernt. Side 11
”Jeg ønskede at være åben, så jeg kan snakke om det, når jeg synes, jeg har brug for det. Hiv er en del af mit liv, ligesom min kæreste, mit hus og min familie. Jeg ville leve en dobbelttilværelse ved at være hiv-smittet i skjul, fordi jeg hele tiden skulle passe på, hvad jeg sagde og gjorde, så folk ikke opdagede, at jeg har hiv.”
AIDS-Fondets direktør, Henriette Laursen, mener, at uvidenhed er årsagen til, at 71 pct. af danskerne ikke mener, man kan arbejde som sygeplejerske og være smittet med hiv.
”De fleste danskere ved, at blod og sæd kan overføre hiv. Men mange er usikre på, om man kan dele toilet med en hiv-smittet eller drikke af den samme kop. Når man så skal behandles af en sygeplejerske, ved man, at det kan være noget med nåle og blod, og så bliver man usikker,” siger Henriette Laursen.
Hun mener, at danskernes frygt for hiv fører til, at hiv-smittede ofte brændemærkes. Hun har set eksempler på, at personer med hiv er blevet degraderet eller fyret, efter de har fortalt åbent om deres sygdom. Derfor glæder det hende, at nogle arbejdspladser kan rumme en hiv-smittet.
”Sundhedsvæsenet er måske en af de bedste arbejdspladser for hiv-smittede, fordi personalet er uddannet i sundhed og har adgang til at skaffe sig viden om smitterisiko. En sygeplejerskes arbejde handler i forvejen meget om omsorg, så derfor er de bedre klædt på til at vise omsorg for en kollega med hiv.”
Hun synes ikke, at patienterne skal vide, hvis en sygeplejerske på en afdeling er hiv-smittet.
”Det handler om, at hiv-smittede har en menneskeret til ikke at fortælle det, medmindre der er en risiko for andre. Det er vigtigt, at man selv kan vælge, om og hvornår man vil stå åbent frem, fordi det kan have store konsekvenser for en smittet at fortælle, at man har hiv i blodet.”
AIDS-Fondet har aldrig oplevet, at en hiv-smittet sygeplejerske har overført hiv til patienter. 5.000 mennesker i Danmark har diagnosen hiv.
Ingen specielle hensyn
Erik Munthe-Brun er glad for, at hans arbejde giver ham mulighed for at have faste aftenvagter hver anden uge. Han har aldrig følt sig syg af sin hiv og oplever ingen gener. Han tager sin medicin hver aften, når han kommer hjem fra arbejde og kan sove bivirkningerne væk. På den måde slipper han helt for at have gener af sin medicin på arbejdet. Det betyder, at han fungerer helt på arbejdet, og at kollegaerne ikke skal tage hensyn til ham.
”Jeg spørger ham, om der er nogle opgaver, jeg skal lade være med at give ham. Men han har ikke angivet noget, så der er ingen grund til at tage specielle hensyn. Erik er en medarbejder ganske som alle de andre,” siger afdelingssygeplejerske Harald Berner. Udover at man kan tale med sine kollegaer om evt. bivirkninger og bekymringer, er der endnu en stor fordel ved at være åben om sin hiv, mener Erik Munthe-Brun.
”Ingen kan blive vred på mig, hvis de ad omveje opdager, at jeg er smittet, og de så bliver nervøse for, om de har risikeret at blive smittet. Men folk har haft mulighed for at gøre noget ved det, hvis de havde et problem med det. Hvis nogen er nervøse for min hiv, må de gå til afdelingsledelsen.”
Erik Munthe-Brun fik den reaktion, han havde håbet på fra både ledelse og kollegaer, da han fortalte om sin sygdom. Han tror, det gør en forskel, at han er sygeplejerske og ikke f.eks. fisker, skraldemand eller bankansat.
”Jeg er heldig, at jeg har et job, hvor personalet ved mere om hiv i kraft af deres fag og har forholdt sig mere til hiv, end man måske har i f.eks. bankverdenen. Jeg har ikke oplevet, at nogen har trukket sig tilbage. Jeg har ikke oplevet, at nogen har sagt eller gjort noget, der kunne tolkes, som at de var bange for at få hiv. De ved, at der ingen reel smitterisiko er.”
Patienterne får intet at vide om, at en blandt personalet har hiv-virus i blodet, men det kan forsvares.
”Det er ud fra en faglig vurdering, for de har selv rigeligt at forholde sig til. De er selv syge, mange alvorligt. De skal forholde sig til deres egen og medpatienternes sygdom, så de skal ikke også forholde sig til, at en af personalet er hiv-smittet og begynde at tænke på, om de selv risikerer at få hiv,” siger
Erik Munthe-Brun. Han peger på, at de eneste smitteveje er hans sæd og blod.
”Jeg går ikke i seng med patienterne, og hvis jeg skulle få et åbent sår, som jeg bløder fra, vil jeg stoppe med at arbejde. Så vil jeg sætte et plaster på, hvis det er lille, og hvis det er stort, vil jeg tage på skadestuen og få det forbundet. Selv om der er en mulighed for, at jeg skærer mig ved en af patienterne, skal blodet stadig ind i patienten, hvis hiv skal kunne overføres. Man kan bade i mit blod uden at blive smittet, fordi huden beskytter 100 pct. Du skal drikke det, have det op i skeden, endetarmen eller øjnene, før der er en smitterisiko. Så selv om mit blod kommer til at sprøjte rundt, kræver det stadig, at det bliver stoppet ind i patienten, før der er en risiko,” siger Erik Munthe-Brun.
Bedre sygeplejerske
Erik Munthe-Brun mener, hiv-diagnosen har haft betydning for hans arbejde.
”Min faglige kunnen er blevet større af, at jeg selv har oplevet den krise, det er at få at vide, at jeg er hiv-smittet. Alle de tanker og problemstillinger, det medførte specielt det første år, har givet mig en dybere forståelse for patienternes situation.”
Derfor håber han, han kan være med til at give patienten en bedre oplevelse. Hvis en patient f.eks. får at vide, at han har sukkersyge, nytter det intet, at man som sygeplejerske to minutter efter begynder at fortælle patienten en hel masse om, hvad sukkersyge er, hvordan man behandler det og alle de apparater, han kommer til at møde, mener Erik Munthe-Brun.
”Det første, man tænker som patient, er, om man dør af det, og hvor længe man kan leve. Derefter kører alting rundt oppe i hovedet som en karrusel, der er løbet løbsk, og man kan ikke finde hoved eller hale i noget af det.”
Sådan tænker en patient, der lige har fået at vide, at han har hiv, lungekræft eller sukkersyge, siger sygeplejersken.
”Man kan ikke rumme en hel masse informationer - kun nogle meget basale ting. Det handler om de følelser, man har, og min empati er blevet større af, at jeg selv har oplevet at være i samme situation. Jeg synes helt klart, at jeg er blevet en bedre sygeplejerske af det. Så når nu det skulle være, at jeg skulle blive smittet med hiv, har det haft den sidegevinst, at det har bibragt mig noget i mit fag.”