Sygeplejersken
Familielægen er truet
Hjemmesygeplejerskens nære samarbejdspartner, den praktiserende læge, er en truet art. Men almen praksis har nogle kvaliteter, som ikke bør gå tabt, advarer sociologen Dorte Gannik.
Sygeplejersken 2004 nr. 12, s. 10-11
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Familielægen er trængt. Og det i en grad, at kvaliteterne i almen praksis er truet, advarer sociologen Dorte Gannik.
Mange steder i landet kniber det allerede med at få nye praktiserende læger til at etablere sig, når de gamle stopper.
Samtidig har almen praksis taget flere og flere opgaver på sig, ikke mindst inden for det psykosociale og forebyggende område. Andre opgaver er kommet til i takt med, at sygehusene udskriver patienterne tidligere og tidligere.
Dorte Gannik har interviewet 31 praktiserende læger i Viborg Amt og konkluderer, at presset på almen praksis i sidste ende kan ødelægge det familielægesystem, som udlandet i mange år har misundt Danmark.
”De praktiserende læger prøver at klare udfordringerne ved at lægge praksis sammen, ved at ansætte personale og anskaffe mere apparatur,” siger hun.
”Og da der ikke bliver flere læger, men færre, vil det betyde færre lægepraksis, som fortrinsvis vil ligge i byerne. Det er især sololæger og landlæger, der er truet.”
Lægemangel og patientkrav
Det stigende pres på almen praksis kommer fra mange forskellige sider.
Lægemangel er en væsentlig faktor. Når en lægepraksis står tom, er de andre læger i samme sygesikringsområde forpligtede til at overtage patienterne. Lægerne i et udkantområde har altså
Side 11
ikke selv mulighed for at bestemme, hvor meget de vil arbejde.
”Samtidig har lægerne taget nye opgaver ind over en meget bred front. De har fået flere opgaver inden for det psykosociale og forebyggende, og de er presset af et sygehusvæsen, der selv er under pres. Som udskriver patienterne hurtigere og ofte med dårligere forberedelse.”
Presset fra sygehusvæsenet kommer også til udtryk i form af retningslinjer for, hvad der er god lægefaglig kvalitet inden for de enkelte specialer. F.eks. retningslinjer for behandling af forhøjet blodtryk, diabetes og demens.
”Retningslinjerne kan for så vidt være gode nok, selv om de praktiserende læger selv oplever, at deres muligheder for at stille en korrekt diagnose og finde den bedste hjælp til patienten snarere afhænger af nærheden og det personlige kendskab til patienten,” siger Dorte Gannik.
”Men bagved ligger sanktionstruslerne fra patientklagesystemet, hvis retningslinjerne ikke er fulgt.”
Sidst, men ikke mindst oplever lægerne et pres fra patientside. Mange af de interviewede læger har kommenteret den tiltagende sygdomsfiksering, de møder hos patienterne, især de yngre i byerne.
”Lægerne oplever, at patienterne i stigende grad har taget apparatfejlsmodellen til sig. De har været på nettet og hentet information, og mange henvender sig, fordi de er bekymrede, ikke fordi de er syge.”
Lægerne må prioritere
Udviklingen betyder ikke kun, at befolkningen i yderområderne kommer til at mangle praktiserende læger.
Over for Dorte Gannik har de praktiserende læger peget på, at udviklingen også truer selve kvaliteten i almen praksis.
”De praktiserende læger ser selv en nær sammenhæng mellem den faglige kvalitet i deres arbejde og den lokale tilknytning, det personlige kendskab til patienten og det personlige ansvar for patienten,” siger hun.
”I store lægehuse vil der være en tilskyndelse til specialisering og en arbejdsdeling, hvor flere opgaver overlades til andre faggrupper. Derfor vil en udvikling i den retning true det nære kendskab og lægens tilgængelighed.”
Mange af de praktiserende læger har svært ved at se, hvordan udviklingen kan vendes. Men efter Dorte Ganniks opfattelse kan man gøre flere ting.
”På kort sigt må de praktiserende læger til at prioritere deres opgaver. Hvad de fortsat skal gøre, hvad de skal nedtone, og hvad de helt skal opgive. De må gøre op med sig selv, hvilken rolle de fremover skal spille.
De praktiserende læger må også stille krav til samarbejdet med sygehusene, f.eks. om at blive orienteret, inden patienterne bliver udskrevet.”
På langt sigt må man politisk støtte en udvikling, der får flere yngre læger til at gå over i almen praksis, mener Dorte Gannik. ”Siden 50´erne er antallet af læger og sygeplejersker på sygehusene steget og steget, og resultatet er en ubalance. I den langsigtede politik må man gøre sig tanker om, hvad der er en rimelig balance mellem en basal sektor og en specialiseret sektor.”
Hvis de praktiserende læger skal bevare nærheden og det personlige kendskab til patienterne, må de afgive nogle af de mange opgaver, de har taget på sig i de senere år.
Det er sociologen Dorte Ganniks bud på, hvad lægerne selv kan gøre for at lette det pres, hendes undersøgelse har påvist. Hun peger umiddelbart på, at de kan afgive nogle af de forebyggelsesopgaver, som i dag optager en tredjedel af de praktiserende lægers tid, f.eks. forskellige former for screening.
”Deres vigtigste opgave må være at tage sig af de mennesker, der henvender sig med et problem eller et symptom.”
Lokale sundhedscentre kan spille en vigtig rolle ved at aflaste familielægerne, så de kan koncentrere sig om deres kerneopgaver. Men Dorte Gannik ser ikke sundhedscentret som et holdbart alternativ til den traditionelle lægepraksis.
”Det kan være udmærket, at praktiserende læger går sammen med det kommunale personale i et sundhedscenter. Men der kan let ske det samme som i den store lægepraksis, at lægens nære kendskab til patienten går tabt.
Så uanset hvor og hvordan faggrupperne flytter sammen, er det afgørende at bevare en struktur, hvor den praktiserende læge stadig har en patientgruppe, han er personligt ansvarlig for. Mens det andet personale supplerer.”
I sundhedscentre kan andre faggrupper supplere ved at overtage forebyggelsesopgaver og være med til at forhindre indlæggelser og besøg på skadestuer og ambulatorier.
Mindre skadebehandling kan f.eks. ligge i et sundhedscenter, også kontrol af patienter med kroniske sygdomme.
”Det er jo en opgave, som nogle steder i landet bliver skubbet frem og tilbage mellem sygehusene og de praktiserende læger, når ambulatorierne er overbelastede,” påpeger Dorte Gannik.
Undersøgelsen er foretaget af Dorte Gannik, lektor ved Central Forskningsenhed for Almen Praksis, Københavns Universitet, i samarbejde med praktiserende læge Jørgen Saaby, Øster Jølby, Mors.