Sygeplejersken
Boganmeldelser
Læs anmeldelserne i dette nummer af Sygeplejersken
Sygeplejersken 2004 nr. 15, s. 24-25
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Et billede af barnet i maven
Margareta Brodén
Graviditetens muligheder
København: Akademisk Forlag 2004
328 sider, 349 kr.
Margareta Brodén vil hun gøre noget for familiesundheden allerede i graviditeten.
I ”Graviditetens muligheder” sammenfatter hun erfaringer om mor-barntilknytningen fra ”Viktoriagården” i Malmø. Alt for ofte har hun repareret på et mor-barnforhold, hvor der forud har været vanskelige og konfl iktfyldte graviditeter. Hun beskriver, hvor vigtigt det er for den vordende mor, at hun har gjort sig tanker om det lille barn, og at hun allerede i graviditeten føler en tilknytning til det.
Graviditeten er en periode med mulighed for udvikling, og mange års psykoterapeutisk arbejde med gravide kvinder og par har vist, at også relativt kortvarige interventioner i denne udviklingsmæssigt vigtige tid kan have stor betydning for relationerne.
Der skal mindst ni måneder til at skabe et forældrepar, til at gøre dem klar til at blive forældre. En af metoderne er at spørge forældrene om, hvordan de forestiller sig det barn, de venter. En basal forudsætning for spædbarnets overlevelse er, at der udvikles en god tilknytningsrelation til forældrene, altså til en omsorgsperson, som skal beskytte barnets sikkerhed.
Forældrene skal helst have et billede af, hvordan barnet er, og ikke svare som en vordende mor, forfatteren har mødt: ”Det er et syv måneder gammelt foster - var der mere, du ville vide?” Magareta Brodén giver andre og mere omfattende beskrivelser af det vordende barn, som hun kalder ”det fantaserede barn.”
Hvis moderen elsker og respekterer sin mand, bidrager det til et positivt billede af barnet. Hvis hun derimod er blevet svigtet eller dårligt behandlet af sin partner, kan moderen måske tillægge barnet de dårlige egenskaber, hun ser hos manden.
Oplevelser i barndommen og forholdet til sin egen mor har indflydelse på, hvordan kvinden konstruerer billedet af barnet. Faktorer i graviditeten, som forringer tilknytningen mellem mor, far og barn, er stress, depression, fødselsangst, psykisk sygdom, spiseforstyrrelser, incest, psykosociale problemer og mishandling under graviditeten.
Det terapeutiske arbejde med gravide på Viktoriagården varer gennemsnitligt tre måneder, oftest med opfølgning efter fødslen.
Bogen er meget praktisk orienteret med flere eksempler på samtaler, hvor forældrenes opmærksomhed drejes væk fra dem selv og over til det ventende barn. Det er en bog, man bliver klogere af og som varmer mit sundhedsplejerske- hjerte. Den vil også være meget anvendelig for sygeplejersker på barselafdelinger og i psykiatrien.
Af Karin Lindberg Christensen, sundhedsplejerske i Karlebo Kommune.
Skattejagt på vej til røntgen
Hanne Bringager, Marit Helle Bostad, Randi Sæter
Barn med kreft En medisinsk og sykepleiefaglig utfordring
Oslo: Gyldendal Norsk Forlag Akademisk 2003
268 sider, 292 kr.
Simon på seks år har været indlagt længe og længes hjem. Han skal have taget et røntgenbillede, og sygeplejersken ved, at han synes, det er kedeligt. Sygeplejersken kender ham som en nysgerrig dreng, der holder af udfordringer. Hun går over til røntgenafdelingen og gemmer tre små ting på vejen derover. Hun laver et skattekort og viser det til Simon. Han bliver straks interesseret og vil på skattejagt med det samme.
Dette eksempel på kreativ sygeplejetænkning og -handling er fra ”Barn med kreft,” der henvender sig til sygeplejersker, der arbejder med kræftsyge børn og deres familier, eller som videreuddanner sig i pædiatrisk eller onkologisk sygepleje. Bogen består af en lægefaglig og en sygeplejefaglig del og er skrevet af en læge og to sygeplejersker fra Ullevål Universitetssygehus i Oslo.
Illustrationerne er tegnet af en af bogens sygeplejeforfattere. Mange af de små stregtegninger viser et under-dimensioneret barn i samspil med over-dimensionerede voksne. På forsiden er en tegning af en sygeplejerske på en trehjulet cykel, der forsøger at indhente et mindre barn, ligeledes på trehjulet cykel. Som illustrationerne viser, er det barnets perspektiv, der er i fokus.
Sproget er let læseligt. Der er mange fortællinger om konkrete episoder, som gør teksten meget levende som f.eks. fortællingen om Simon.
”Vi hjælper børn og voksne med at sætte hændelser ind i en sammenhæng og vinde kontrol over situationen. Vi har kundskaber om sygdomme, kundskaber om medicinsk-tekniske hjælpemidler og kundskaber om bivirkninger til behandling,” skriver de to sygeplejersker. ”Vi peger på muligheder og reducerer det tab, barnet oplever på grund af sygdommen. Vi betyder en forskel.”
Den lægefaglige del har et generelt afsnit om kræft hos børn og et om de enkelte kræftformer. Det er en god baggrund for den sygeplejefaglige del om de sygeplejefaglige erfaringer. Tonen er varm og engageret, og man kan ikke undgå at lade sig rive med. Der er mange gode holdningsbaserede forslag til, hvordan sygeplejersker kan handle, og hvilken betydning det kan have. Jeg savner dog flere henvisninger til forskningsbaseret viden, der kan hjælpe sygeplejersker til at arbejde videre med de dilemmaer, der peges på, og som kunne bidrage til en yderligere nuancering af bogens pointer.
Af Susanne Hwiid Klausen, uddannelsesleder, Pædiatrisk Efteruddannelse, Rigshospitalet.