Hvad er menuen i dag?

Illustration: Jørgen Saabye

Jeg har været på plejehjem. Dvs. jeg har arbejdet som ufaglært social- og sundhedshjælper på et kommunalt plejehjem i Xkøbing.

Jeg er psykolog og blev arbejdsløs for første gang i mit liv. Optimistisk har jeg været i gang med at søge alt inden for mit felt, som er undervisning og tilgrænsende områder. Men det er ekstra svært for ledige i øjeblikket, både for det grå guld som mig og for de unge. Arbejde vil jeg imidlertid have, så det blev tre måneder på plejehjem.

Efter i mange år at have undervist plejepersonale i kommunikation, kriseteori, identitetsproblemer, omsorg, samarbejde og konfliktløsning kom jeg ud og så det hele i det virkelige liv.

Hvordan var det så? Jo, det var lærerigt, udfordrende, meningsfuldt og stresset og umuligt. Det gik godt med arbejdet i sig selv; den praktiske omsorg og kontakten med beboerne. På mit plejehjem taler man ordentligt og respektfuldt til beboerne, forsøger at tage individuelle hensyn, er søde - og arbejdsindsatsen er stor. Der var rig lejlighed til at afprøve min egen psykologiundervisning i praksis, og det var guld værd.

Men jeg havde svært ved at nå mit arbejde. I begyndelsen troede

Side 19

jeg, det var fordi, jeg var ny og uøvet. Men efter at have stresset rundt i 1 1/2 måned (og herunder have tabt tre kg, fået bronkitis og en konstant værkende krop), gik det op for mig, at opgaven var uløselig i forhold til de kvalitetskrav, jeg stillede til mit arbejde.

Troede det var løgn

Mit program fra kl. 8-13 kunne se sådan ud: Seks beboere skulle op af deres senge, have morgenmad og morgenpiller inden kl. 10. Emilie (hjælp til støttestrømer), Harry (vaskes i sengen, barberes med skraber, påklædning), Nete (vaskes i sengen, hjælp til toiletbesøg, ble, påklædning), Dorethe (vaskes i sengen, ble, påklædning, liftes til kørestol - overvægtig og ubevægelig), Signe (hjælp til toiletbesøg, brusebad hver dag, ble, påklædning), Gudrun (vaskes i sengen, hjælp til toiletbesøg, ble, påklædning, hjælpes til kørestol).

På hver stue skulle der selvfølgelig også redes senge, tømmes blespande, luftes ud og evt. skiftes vådt sengetøj. Samme dag skulle jeg sørge for at rydde op efter morgenmaden, hente middagsmedicin til alle på etagen, made beboere ved middagen og stå for skyllerummet hele dagen.

Sådan et program kan ikke gennemføres, medmindre nogle beboere får morgenmad på sengen og kommer meget sent op. Kun én gang om ugen er det badedag, og ved den lejlighed skal alt sengetøjet skiftes.

Og det er ikke det hele. Det er mennesker, man arbejder med. Pludselig skal Gudrun på toilettet igen, Sofie ringer, men har glemt hvorfor, en kollega skal have hjælp til liften, et glas saftevand vælter et sted, Jens Peter er ved at trække dugen af bordet, og hvor har Gerda nu gemt sine støttestrømper?

Jeg troede, det var løgn!

Jeg følte nogle gange, at jeg var med i et absurd tv-program, hvor nogle filmede mig med skjult kamera for senere at sende det som lørdagsunderholdning. Stresset fór jeg frem og tilbage med vandfade, stiklagener og bakker. Overvejede at forlade etablissementet lige på stedet.

Men så var der også alle glæderne.

F.eks. Signe. Hun er dement, færing, forstår dansk, men taler det ikke. Hun og jeg kunne få os det dejligste smil sammen, når vi havde fået det hele klaret, og hun sad nyfriseret i sit fine tøj, klar til at komme ud til kaffen. Den første gang, jeg fik det lange smil, stod hun nyvasket og tissede ned i sine sko imens. Dér lærte jeg noget om inkontinens og om nytten af hurtige bleskift.

Og Stinne, som tit havde en overraskende replik; engang hvor jeg stod og kæmpede med at slette sporene efter et større uheld i sengen, sagde hun underfundigt: ”Er der nogen, der har skidt i min seng?”

Og Harry med talehandicappet og det hidsige temperament; jeg fik lært hans vaner og behov at kende og opnåede, at han var rolig og veltilpas det meste af tiden. Han lod sig endog trøste af mig, dengang han græd over sit gebis, som var forsvundet sammen med en opkastning.

Paradoksale krav til kompetencer

Jeg læste fortsat annoncer og søgte job. Jeg syntes, der var noget, jeg kunne genkende i stillingsopslagene: ”Kan du lide at have travlt og tage ansvar? Kan du have mange bolde i luften på en gang? Har du kommunikations-, indlevelses- og samarbejdsevne, fleksibilitet, omstillingsparathed, strategisk tænkning og tolerance?”

Det er lige præcis alt det, man skal have for at arbejde på plejehjem - plus en god fysik oveni. Jeg kunne godt se, at det angik stillinger til mindst 350.000 kr. om året, men kvalifikationskravene til mit job var jo de samme. Her var lønnen blot 97 kr. i timen. På gode dage kunne jeg trække på smilebåndet over paradokset.

I virkeligheden stilles mange af de samme krav til beboerne. De skal også være omstillingsparate pga. skiftende plejepersonale og vikarer, være fleksible - ”du kommer op kl. 9 i dag, men måske kl. 10.30 i morgen” - være tolerante over for klodsetheden og ukendskabet hos nyt personale, have kommunikations- og samarbejdsevne. Så går det lettere for alle parter.

Strategisk evne er en god ting, f.eks. at lære en ny medarbejders navn at kende hurtigere end de andre beboere, så man kan tilkalde sig mere opmærksomhed. Endelig er tålmodighed guld værd for en plejehjemsbeboer, for der er en del ventetid.

Personalet slører problematikken

Det her beskrevne gælder ikke kun mit plejehjem. Det er ret typisk efter, hvad jeg hører. Man kan undre sig over, hvorfor man ikke hører flere plejehjemsledere og menigt personale protestere over forholdene. Det ser ud til, at man kæmper på de præmisser, der er. Hvorfor mon? Er der en faglig stolthed i at vise, at vi klarer det på trods? Mangler der overskud til at råbe op? Eller er man bange for sin stilling?

Det er udelukket at strejke, og man kan ikke gå sin vej i afmagt eller vrede. Beboerne ligger og sidder der med deres omsorgsbehov, Side 20
 

som ikke kan udsættes. Man kan ikke forlade en hjælpeløs Sofie for et princips skyld.

Som personale er man selv med til at sløre problematikken. Jeg synes, man udsætter beboere og pårørende for signalforvirring. Samtidig med at de er underkastet kritisable vilkår, er vi, personalet, simpelthen så søde og smilende over for dem. Sikkert fordi det er det eneste plaster, vi kan sætte på såret. Men kan nogle, der er så flinke, udføre et dårligt stykke arbejde? Kan man som beboer og pårørende blive utilfreds nok under de omstændigheder?

Beboerne affinder sig med situationen

Det er krævende at bo på et plejehjem. Beboerne kan ikke få en regelmæssig rolig kontakt, for der er hele tiden praktiske opgaver, der skal ordnes. Nogle er ikke stærke nok til at klare mosten. Jeg oplevede heldigvis kun få beboere blive angste og konfuse, når de ikke kunne se os, eller vi ikke kunne komme, når de ringede.

Men de allerfleste gamle affinder sig med situationen. De spørger ikke om meningen med livet, døden eller plejehjemmet. De kræver ikke meget, og dem, der er åndsfriske, er fuldt ud klar over bemandingssituationen. De spiser stort set, hvad der serveres, for de har lært, at man skal spise, når der er mad på bordet. Og at komme i bad én gang ugentlig har måske været vilkåret i størstedelen af deres liv.

Der er to faktorer, der gør det svært at have et godt plejehjem.

For det første er normeringen for dårlig. Det er en politisk afgørelse, som træffes af dem, vi stemmer på. I første omgang kommunalpolitikerne, men for tiden også regeringen, som lægger stramme tøjler på kommunerne. Plejehjemsnormering er ikke et særligt hot emne. Det nævnes ofte, men der sker ikke noget. Selv om både politikerne og vælgerne har forældre eller bedsteforældre, som det er aktuelt for, og selv om både politikerne og vælgerne kan blive omsorgskrævende en dag, så det går sine skæve gang. Der er allerede A- og B-plejehjem: nemlig de offentlige, som mit plejehjem, og de private, der er bedre. Er det den vej, vi vil?

Den anden faktor er lønnen, som er for lav. Mange i sundhedssektoren foretrækker at arbejde i de private vikarbureauer, hvor lønnen er meget højere. Det kan man ikke fortænke dem i, men resultatet er, at der mangler almindeligt fast personale på plejehjem og hospitaler. Så kan man enten betale personalet for at arbejde over, eller man kan ringe efter vikarer fra et privat bureau. Det er dyrt, for bureauet tager sig godt betalt.

Jeg har den kætterske tanke, at pengene til at opnormere for faktisk er der, men at man i privatiseringens hellige navn må lade midlerne forsvinde ud af kontrol.

Bedre løn og normering påkrævet

Der er løsninger: Man kunne sætte flere arbejdsløse i arbejde, som jeg selv var. Der er masser at tage af. Jeg arbejdede f.eks. sammen med en biolog og en grafisk designer. Vi er selvfølgelig ikke så gode som de faglærte, men noget af arbejdet kunne vi godt gøre uden at volde skade.

Hvis lønnen blev bedre, ville flere lade sig uddanne. Hvis normeringen blev bedre, ville udskiftningen mindskes og stressniveauet falde. Samtidig ville der være bedre tid til, at kollegerne kunne udveksle idéer og støtte hinanden.

Der ville være kontinuitet og mere tid og ro end nu til at personalet kunne nå at gøre de ting, der skal til for at forsøge at fastholde beboernes identitet og færdigheder. F.eks. tale med beboerne om, hvad de lavede engang, om deres familie eller om det, der er i fjernsynet. Man kunne gå med kørestol i byen, være sammen om at lave orden i et skab eller kigge på oldebørnenes tegninger. Og det pinagtige for personalet: at beboerne i høj grad er opgaver og i mindre grad specielle mennesker, ville forsvinde.

Særbehandling til rødvinsgenerationen

Det var en lærerig tid på plejehjemmet med et arbejde, der både er vigtigt og i princippet meningsfuldt. Men min ryg, mine knæ og mine arme havde det skidt med at knokle løs, og psykisk led jeg under konstant dårlig samvittighed. Da jeg begyndte at vågne kl. 4.30 om morgenen og spekulere på den kommende dags arbejde, gik det op for mig, at nu havde jeg det lige så dårligt, som når jeg var allermest stresset i mit gamle liv som underviser.

Hvordan bliver det, når vi selv skal på plejehjem?

Der bliver mange problemer med os, rødvinsgenerationen, de individualistiske forbrugerdyr.

Vi har været vant til at vælge selv, forskellighed har været en dyd og bekvemmeligheder en selvfølge. Hvordan skal det dog gå med det daglige bad, make-up´en, den hurtige internetopkobling, ferierejserne, de specielle madvaner? Kan man få både sushi og spegepølse, og kan jeg få økologisk vegetarmad? Der er talrige kriser i sigte, når kroppen og plejehjemmet sætter grænser for aktionsradiussen, og vi skal lære at bøje nakken for vilkårene.

Sigrid var nok en forsmag på det, der kan komme. Hun accepterede aldrig, at det var et plejehjem, hun var på. Troede vist nærmest, det var et hotel. Værdigt sagde hun: ”Hvad er menuen i dag?” og ”Vil De tage morgenbakken ud?” Desuden ville hun spise med sit eget bestik og tallerken, have sin specielle te til alle måltider og aldrig have svinekød. Selv sådanne små ønsker tog kostbar tid fra os, så hvordan vil det blive, når vi alle sammen står dér om 25 år og vil have særbehandling. Vi bliver også besværlige på en anden måde, nemlig pga. vores stigende vægt. Der bliver brug for nye lifte, for ekstra personale til at støtte, vende og vaske. Et par af plejehjemsbeboerne var så kraftige, at de ikke kunne nå deres fødder eller rejse sig selv fra sengen og stolen. Og fedmeproblemet bliver kun større fra nu af.

Det bliver under ingen omstændigheder lettere at være personale i fremtiden. Gad vidst, om jeg selv havner på et A- eller et B-plejehjem engang, og hvad mon menuen er?

Alle navne i artiklen er opdigtede.

Åse Christiansen har tidligere undervist voksne inden for social- og sundhedsprofessionerne. For tiden arbejder hun på et psykiatrisk bosted.