Vi har ikke længere en hovedrolle

Foto: Palle Peter Skov

Som hjemmesygeplejerske i Faaborg Kommune siden 1981 har Karen Tholle oplevet, at hendes rolle har forandret sig, men ikke til det bedre. 

Før var hun den, der samlede trådene hos den enkelte borger, og mange gange har hun kunnet foregribe problemer, fordi hun kendte hjemmet. 

Hun havde lettere ved at varetage sit faglige ansvar, fordi hun havde et mere nært kendskab til borgerne og arbejdede tættere sammen med de hjemmehjælpere, hun skulle vejlede i plejen. 

Men inden for de seneste år har strukturændringer vendt op og ned på hendes arbejdsplads. 

”Og jeg oplever, at vi som hjemmesygeplejersker har svært ved at finde vores rolle,” siger Karen Tholle. ”Nogle gange bliver vi nærmest brugt til at samle op, når det kokser hist og pist.” 

Mistet kompetence 

Hjemmesygeplejerskerne visiterer kun til hjemmehjælp, når situationen er akut. Ifølge loven skal visitationen være skilt ud, så borgerne bagefter frit kan vælge, om et privat firma eller kommunen skal levere hjælpen. Og kommunens integrerede ordning er ved at blive brudt op i mindre enheder og beskrevet, så private leverandører kan byde på driften. 

Fælles Sprog og kørelister på computer, nye tilsyn, krav til sagsbehandling og dokumentation. Alt bliver skemalagt, fleksibiliteten og kreativiteten er blegnet. 

Karen Tholle klandrer hverken ledelsen eller de lokale politikere. 

”De har vist stor forståelse for vores problemer. Men de har nok at se til med alle de nye tiltag, der hele tiden kommer fra regeringens side - og den stramme økonomi.”

Samtidig stiger arbejdspresset, flere og dårligere patienter. Hjemmehjælpere og assistenter må overtage opgaver, som sygeplejerskerne tidligere har udført.  Side 7
 

Som hjemmesygeplejerske føler Karen Tholle sig på flere måder kørt ud på et sidespor. 

”Vi er frataget kompetenceområder, som var med til at gøre arbejdet tilfredsstillende førhen,” siger hun. 

”Jeg kunne godt lide, at vi kunne følge vores patienter og var med til at planlægge den hjælp, de skulle have, når de skulle udskrives. Sammen med hjemmehjælperen kunne jeg tage ind på sygehuset, få en snak med personale og patient, inden patienten kom hjem, og få instruks i særlige plejeopgaver. 

Den føling med tingene har jeg slet ikke i dag. Mange informationer går til gruppelederne, som ikke nødvendigvis er sygeplejersker, og til visitatorerne i stedet for til os. Jeg har været ude for, at jeg ikke anede, at dårlige patienter kom hjem. 

Vi er ikke hovedpersoner mere, som jeg følte, at hjemmesygeplejerskerne var før i tiden.” 

Svær konsulentrolle 

I Fåborg kommer hjemmesygeplejerskerne stadig og doserer medicin hos mange borgere, men Karen Tholle er ikke i tvivl om, at dosismedicin fra apotekerne vil blive udbredt. Det ser hun egentlig frem til. 

”Vi bruger for megen tid på piller. Problemet er selvfølgelig, at vi gør meget andet end at hælde op under de besøg. Hvis borgerne f.eks. får vanddrivende, holder jeg øje med, hvordan medicinen fungerer, og med blodtrykket og om de får nok at drikke. 

Vi observerer, tager måske kontakt til lægen, vi ser, hvordan plejen fungerer, og får rettet op på ting, der skal rettes op på. 

Det kan vi ikke, hvis vi ikke længere kommer i hjemmet. Men så må man definere nogle besøg, som handler om den konkrete opgave. Fortælle borgerne, at vi kommer for at se, hvordan medicinen virker, eller hvordan det går med plejen. 

Det vil være mere reelt. Og borgerne vil jo gerne snakke. Det må egentlig ikke foregå, mens vi hælder op. At dosere medicin kræver koncentration.” 

Den tid, der i dag går med at hælde medicin op, er der betydelig mere brug for andre steder. Karen Tholle savner ikke mindst mulighed for at gå mere med i plejen. 

I Fåborg Kommune er hjemmesygeplejerskerne ikke gruppeledere for hjemmehjælperne. Men de har de har det sygeplejefaglige ansvar for plejen. 

”Og det er svært, når det ikke er os, der står ved sengen,” siger Karen Tholle. Når hjemmesygeplejersken mister opgaver i hjemmet, holder hun på et tidspunkt op med at være en del af det team, der kommer hos patienten. Hun bliver konsulent, og det finder Karen Tholle problematisk. 

”Vores muligheder afhænger jo helt af, om vi bliver tilkaldt. Tit kommer vi først ind i billedet, når skaden er sket. Når tryksåret har udviklet sig.” 

De svage ældre 

Problemet er størst hos de svage ældre, hvor små ændringer i tilstanden kan få vidtrækkende konsekvenser. 

”Der er meget at observere hos beboerne på plejecentrene. Det er jo de svageste og dårligste, der er der. Men dér kommer hjemmesygeplejerskerne alt for lidt på banen.”  Side 8
 

De har stadig det faglige ansvar, men deres indsats må bygge på hjemmehjælpernes observationer og diskussioner i kollektivgrupperne. 

Deres forslag til visitation skal gå gennem visitatoren. De kan komme med forslag til, hvordan plejen skal udføres, og hvilke hjemmehjælpere, der skal ud i hjemmet. 

Men hvis gruppelederne mangler ressourcer, er det ikke nødvendigvis alle forslagene, der bliver ført ud i livet. For gruppelederne har personaleledelsen og fordeler opgaverne. 

”På plejecentrene kommer hjemmesygeplejerskerne kun i telefontiden, og når vi bliver tilkaldt. Vi kommer flyvende ind: Er der noget? Og så skal vi videre,” siger Karen Tholle. 

”Gruppelederne bliver de synlige repræsentanter for beboerne. De er der hele tiden, og det er dem, der har kontakten til de pårørende.” 

Fagligt ansvar flagrer 

For en række af kommunens hjemmesygeplejersker er det faglige ansvar udbygget med en specialistfunktion. Karen Tholle tog en gerontologisk uddannelse for fire år siden, andre har specialiseret sig i sårpleje, inkontinens og demens. 

Specialisternes problem er at få tid til at undervise det øvrige plejepersonale. Det er svært at få sat hygiejne eller pleje af apopleksipatienter på dagsordenen på møderne i personalegruppen, fordi struktur og økonomi fylder så meget. 

Karen Tholle sidder f.eks. med i en gruppe, der skal arbejde med ernæring. Men en simpel ting som at veje beboerne er ikke let at få indført, når man hverken har ledelseskompetence eller timer, der er afsat til undervisning. 

”En vægt kan man nok få fremskaffet. Men personalet skal også motiveres. De skal kende betydningen af småmåltider og forstå måltidet sociale betydning. Ellers forstår man ikke, hvorfor det er bedre, at personalet spiser sammen med demente beboere i en spisegruppe, end at de mader dem enkeltvis i plejeboligerne.” Med den nye struktur bliver hjemmesygeplejerskens rolle hos de svageste ældre nok først og fremmest som konsulent, erkender Karen Tholle. 

”Men så må det være sygeplejerskens opgave at supervisere og oplære hjemmehjælperne i, hvad de skal være opmærksomme på hos netop denne patient,” siger hun. 

”Hvordan en apopleksipatient skal lejres og guides. Hvad det betyder for svage ældre at komme ud i solen eller gå en tur. Hvordan man lægger en ble uden at inficere.” 

I en sommerperiode med mange vikarer fik Karen Tholle for nogle år siden lov til at undervise i nedre toilette og hygiejne, fordi antallet af blærebetændelser var steget stærkt. Efter undervisningen faldt antallet til det halve. 

Men hvis hjemmesygeplejersken skal være faglig konsulent, må adgangen til at undervise og supervisere formaliseres og udvides. 

”For hvordan kommer man ind på et plejecenter, hvor personalet gør deres bedste, og fortæller dem, at det her kan de gøre bedre? 

Det er svært, når man ingen ledelseskompetence har. Så kommer det til at virke som en kritik, og så kan virkningen måske nærmest blive negativ.” 

Nye sygeplejeopgaver 

Fremtiden? Karen Tholle har noteret sig, at der kommer flere og flere patienter ud i hjemmeplejen, som kræver specialviden og samarbejde med en sygehusafdeling. 

”Vi får patienter hjem med drop, sonde, sug og ilt. Vi har mange terminalpatienter, vi har patienter med hjerte-lungelidelser, vi har haft flere ALS forløb (amyotrofisk lateral sklerose, fremadskridende lammelse, red.) , som er meget krævende, også omkring det psykiske, med støtte til både patient, pårørende og personale.” 

Det er forløb, hvor hjemmesygeplejerskerne virkelig oplever at blive brugt. De koordinerer plejen, har kontakten til de pårørende, til den praktiserende læge og til sygehusafdelingen. 

De sørger for, at der kommer nogen ud fra sygehusafdelingen for at undervise plejepersonalet, eller for at plejepersonalet kommer med ind på afdelingen til oplæring. 

”Hos de meget dårlige patienter er vores rolle klar. Der er man aldrig i tvivl,” siger Karen Tholle. 

Men hun forestiller sig også nye arbejdsopgaver i en helt anden retning. ”Sundhedscentre er en utrolig spændende tanke. Jeg synes, det er oplagt at lave noget forebyggende på plejecentrene, hvor mange mennesker i forvejen kommer til aktiviteter eller på besøg. 

Der kunne vi som sygeplejersker have åbent en gang om ugen, så folk kunne få en snak om inkontinens eller få stixet urin og målt blodtryk og blodsukker. 

At måle et blodtryk er en banal undersøgelse, men i bedste fald undgår man en apopleksi. Mange af disse skjulte problemer kan jo give store senskader.”