Visitatoren samler trådene

Foto: Heine Pedersen

Marianne Christensen er visitator i Københavns Kommune. Meget af det, der bliver sagt om fremtidens hjemmesygepleje, passer på hendes job. Hun planlægger og koordinerer, hun følger patienten gennem hele forløbet, hun er specialist.

Hun har arbejdet som hjemmesygeplejerske i Brønshøj-Husum området siden 1996. Først som menig, siden med forebyggende hjemmebesøg som sit arbejdsområde. I 2003 søgte hun jobbet som visitator i Vanløse-Brønshøj-Husum. 

Et job, hun oplever som meget tilfredsstillende. Det er en faglig forbedring, at hun og hendes kolleger i visitationen nu kan visitere til alt det, der er nødvendigt for at få hverdagen til at fungere hos borgeren. 

Hjemmehjælp, hjemmesygepleje, madudbringning, hjælpemidler, træning, rehabilitering, aflastning og plejebolig - alt er samlet hos de ca. 20 visitatorer, hvoraf en stor del er sygeplejersker. 

”Før kunne der være ting, der ikke blev taget hånd om, fordi ingen var opmærksom på det,” fortæller Marianne Christensen om dengang, da sygehuset eller egen læge visiterede til hjemmesygepleje, tilsynsførende visiterede til hjemmehjælp, hjemmesygeplejerskerne til bleer, ergoterapeuten til hjælpemidler osv. 

”Som hjemmesygeplejerske kunne man f.eks. komme ud i et hjem, fordi der var opstået et sår, og finde ud af, at der var et inkontinensproblem. Det er jo noget, man kan lugte. Der kunne godt være hjemmehjælp til rengøring og bad, men bleer var ikke noget, den tilsynsførende gik ind i. 

Nu kommer jeg ud og ser hjemmet og tager en snak med borgeren og de pårørende. Jeg kommer hele vejen rundt, og al den hjælp, der skal sættes i gang, kan jeg klare på ét besøg.” 

Koordinerer og planlægger

I Københavns Kommune deler to forskellige forvaltninger hjemmeplejen mellem sig. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen tager sig af borgere under 67. Det vil i praksis sige, at mange af de nye brugergrupper, misbrugere, psykiatriske patienter og andre med kroniske lidelser hører til her. 

Sundhedsforvaltningen, hvor Marianne Christensen er ansat, tager sig af borgere over 67. Også her er der patientgrupper

Side 10

Annonce

Side 11 

med et stort behov for sygepleje, først og fremmest terminalpatienter, men også andre, f.eks. lungepatienter eller patienter i dialyse. 

Langt den største gruppe er dog svage gamle, og mange af dem er kendt i hjemmeplejen før den indlæggelse, der typisk er anledningen til, at Marianne Christensen tager deres situation op. Det er ledelsens ønske, at visitatorerne skal have hver deres speciale. Marianne Christensen har f.eks. haft et særligt ansvar på inkontinensområdet, en anden er specialist i demens, osv. 

Det er ganske vist hjemmesygeplejersken og hjemmehjælperen i marken, der planlægger, hvordan forløbene skal udformes, og hvordan plejen skal udføres. Men Marianne Christensen lægger den overordnede plan. 

”Jeg skal se løsningsforslag og løsningsmodeller, tage kontakt til forskellige instanser osv. Jeg visiterer til ydelser, så må hjemmesygeplejersken og hjemmehjælperen være kreative i udførelsen,” siger hun. 

Følger borgeren 

Udgangspunktet for en visitation er ofte den opringning fra hospitalet, hvor borgeren bliver meldt klar til udskrivelse. 

Hvis behovet er enkelt, f.eks. ”sårskift gange tre,” klarer Marianne Christensen visitationen fra sit skrivebord. Hvis problemerne er mere komplekse, går hun med til udskrivelseskonferencen på hospitalet eller på hjemmebesøg før udskrivelsen, evt. sammen med den hjemmehjælper eller sygeplejerske, som plejer at komme i hjemmet. 

Men hos de svage ældre er visitation ikke en engangsopgave. Marianne Christensen står løbende i kontakt med det personale, der giver hjælpen, og følger op på deres meldinger, hvis der er brug for mere hjælp. 

Hvis hun har visiteret en borger til en rehabiliterings- eller genoptræningsplads, holder hun kontakten undervejs. Hun ringer og hører, hvordan det går, hun går med til konferencer, når det skal planlægges, om man skal sigte mod en plejebolig, eller der er udsigt til, at borgeren kommer hjem igen. 

Når en borger kommer på hospitalet, sørger hun for at afmelde mad, private rengøringsfirmaer og hvad der ellers er sat i værk. Og hun sørger for, at hospitalet bliver gjort opmærksom på særlige problemer. 

”For nylig blev en dame f.eks. indlagt med en infektion, man normalt ikke ville beholde hende mere end to dage med. Så ville hun være sendt hjem med resten af antibiotikabehandlingen,” fortæller hun.

”Men jeg vidste, at hun ikke ville kunne klare sig hjemme, fordi hendes mand var indlagt til operation. Og han stod normalt for det meste af husholdningen. Det havde datteren ringet og fortalt. Så jeg kontaktede hospitalet og fortalte, at hun ville blive visiteret til en rehabiliteringsplads. Og selvfølgelig beholdt de hende, til der var en plads tre dage senere.” 

Nabohjælp i storbyen 

Blandt Marianne Christensens mange samarbejdspartnere er nogle af de nærmeste de hjemmehjælpere og sygeplejersker, der kommer i hjemmet. 

Det er dem, der kender borgerne og skal reagere, hvis noget går skævt, eller der er brug for mere hjælp. 

”Jeg må stole på mine kolleger, og jeg må sige, at de er gode til at melde tilbage,” siger hun. 

Dosisdispensering - boblemedicin hedder det i København - er efterhånden udbredt. Det betyder, at hjemmesygeplejerskerne er holdt op med at komme hos de borgere, der selv kan hælde deres medicin op. 

Man kunne frygte, at problemer og behov for hjælp ikke vil blive opdaget i tide, når sygeplejersken ikke længere kommer. Men det er ikke Marianne Christensens erfaring. 

”Vi har de forebyggende hjemmebesøg, og de fanger meget, især hos de svageste. Men borgerne og de pårørende er også gode til selv at henvende sig. 

Og så er det altså København, hvor folk bor dør om dør. Hvis hjemmehjælperen ikke kommer hos borgeren, kommer hun måske hos naboen, som kan fortælle, at fru Olsen har det skidt.” 

Noget andet er, at medicinbesøget også tit har haft karakter af et omsorgsbesøg, tilføjer Marianne Christensen. 

”Jeg har visiteret omsorgsbesøg, når der har været et massivt behov. Jeg mener nok, flere borgere kunne have gavn af det. Men det kræver, at tiden er der i den daglige udførelse, og at gruppelederen bakker op om, at der er et behov.” 

For borgerne er den centrale visitation en klar fordel, mener Marianne Christensen. 

Brug sygeplejerskerne 

”Nu sker der en faglig vurdering med det samme, og borgerne har sikkerhed for at få den ydelse, de er lovet.” 

Men hjemmesygeplejerskerne i marken har mistet noget af det indhold, de tidligere havde i arbejdet. Nu består deres arbejde i den ydelse, der er visiteret, hverken mere eller mindre, hvad enten ydelsen så er sårpleje, sondeernæring eller supervision og undervisning af hjemmehjælperne i komplekse hjem. ”Hjemmesygeplejerskernes opgaver er indsnævret, og det er efterhånden svært at holde på dem,” siger Marianne Christensen. 

”Førhen skulle de tage hånd om det hele i de komplekse hjem. Men der går visitator ind i dag og vurderer, hvad der skal gøres. Før var det hjemmesygeplejerskerne.” 

Marianne Christensen ser gamle kolleger fra den udførende del søge væk, og det bekymrer hende. ”For vi er dybt afhængige af hjemmesygeplejerskerne. Vi kunne måske bruge hinanden mere, visitatorer og hjemmesygeplejersker. Der er opgaver, som hjemmesygeplejerskerne sagtens kan varetage, uden at visitatorerne nødvendigvis skal ud til borgerne to dage efter, at de er kommet hjem fra hospitalet.” 

I visitationen er der i forvejen noget der hedder opstartspakker. Det er en midlertidig visitation fra 15 minutter op til et par timer, som man f.eks. kan bruge i weekenden, indtil der kommer en visitator ud. 

”Hvis der f.eks. kommer en sygeplejerske i forvejen til medicinadministration og sondeernæring i et terminalt forløb, kunne hjemmesygeplejersken køre lidt længere med opstartspakken, inden vi justerede ind sammen. 

Hun er jo også sygeplejerske og kan lige så vel vurdere situationen. Og hun har måske fingeren mere på pulsen, fordi hun kommer i hjemmet hver anden dag. 

Hjemmesygeplejersken kunne også gå ind i tætte forløb om udredning af inkontinens og være koordinator for afasipatienter, for at nævne andre opgaver.”