Hjemmepleje i den lille kommune: Kort vej til beslutningerne

Det skal ikke være storebror, der automatisk sætter dagsordenen. Det er holdningen blandt sygeplejerskerne i den lille sydfynske kommune Egebjerg, som har set i øjnene, at kommunen bliver lagt sammen med en eller flere nabokommuner. 

”Vi skal danne en ny kommune. Ikke en forstørrelse eller en kopi af én af kommunerne. Vi skal finde ud af, hvad vi er gode til hver især, og hvad vi kan blive gode til sammen. Og så tage det bedste fra hver kommune og skabe den allerbedste kommune sammen! Vi har allesammen en mulighed for at få noget forærende, hvis vi vil.” 

 
Ordene kommer fra Egebjerg kommunes hjemmeplejechef, sygeplejerske Marianne Horstmann, som også er medlem af Dansk Sygeplejeråds amtsbestyrelse på Fyn. 

”Vi har en sygeplejerskeklub i kommunen, som holdt generalforsamling få dage efter, at Strukturkommissionen havde barslet med sin rapport. Jeg sidder i bestyrelsen i Dansk Sygeplejeråds Fyns amtskreds og havde nået at læse sammenfatningen af rapporten, og jeg havde også været til amtsbestyrelseskonference, hvor vi var blevet orienteret om Strukturkommissionens arbejde og anbefalinger. Så det var helt naturligt at snakke om det den aften. 

Vi fik en livlig diskussion om, hvad det kan betyde for os. Også ved efterfølgende møder har sygeplejerskerne talt om, om vi kan fortsætte med at gøre, hvad vi gør, i en større kommune. Vi har også talt om, hvad der vil være vigtigt at tage med i en større kommune, og hvad der er mindre vigtigt,” siger Marianne Horstmann. 

Hvad vil I så gerne have med?

Fællestillidsrepræsentant og visiterende sygeplejerske Edith Hovgaard:

”Vi taler om det løbende blandt sygeplejerskerne. Sygeplejerskerne er vant til, at der er kort vej til beslutningerne. Får man en god idé, kan man hurtigt komme videre med den i systemet i kraft af, at vores ledere er så nærværende, som de er. Det, at lederne lytter, og at man hurtigt kan få taget en beslutning, er rigtig godt for sygeplejerskerne. At gode ideer ikke skal gennem en masse led, før man kan gøre sig håb om, at ideerne realiseres. 

Vi har den oplevelse i vores kommune, at vi kommer med individuelle løsninger for vore borgere. Et eller andet sted har vi det sådan, at næsten alt kan lade sig gøre. Hvis vi har nogle gode argumenter, er der mulighed for at lave individuelle løsninger. Jeg er overbevist om, at det skyldes, at kommandovejen er så kort.” 

Respekt for faglighed 

Marianne Horstmann: ”Vores kommune lavede om på strukturen generelt i 2001 således, at vi ikke har noget forvaltningschef-niveau. Jeg er både hjemmeplejechef og socialchef inden for mit område. 

Det betyder, at jeg refererer direkte til kommunaldirektøren og politikerne. Jeg har møde med sygeplejerskerne en gang om ugen, fordi vi har valgt at prioritere, at vi kan drøfte, hvad der rører sig, og reflektere over vores opgaveløsning: ”hvad var rigtig godt i denne situation, eller hvad kan vi gøre bedre næste gang?” 

Efter disse møder kan jeg i princippet fem minutter efter viderebringe, hvad sygeplejerskerne mener, til de besluttende  

Side 17
 

myndigheder. Det giver en utrolig stor tilfredsstillelse. Både for mig som leder, men også for sygeplejerskerne. Men det er også værdifuldt for vore politikere. Vi oplever en meget stor respekt for vores faglighed blandt politikerne. 

Jeg kan sige til politikerne: Det er sådan, sygeplejerskerne oplever det ude blandt borgerne netop nu. Og så kan jeg kort efter vende tilbage til sygeplejerskerne og sige: Politikerne sender de-og-de signaler eller vil have det-og-det serviceniveau. Det er en af de store fordele ved den struktur, vi har, og den kommunestørrelse, vi har. Det handler nok så meget om de få led, vi har i den kommunale organisation. Mere end kommunestørrelsen. 

Vi har en meget decentral struktur med stor kompetence i afdelingerne, hvoraf hjemmeplejen er én afdeling. Det er noget af det, jeg synes vi skal gøre meget for at få tænkt ind i en ny kommune. 

Det skal ikke bare være storebror, der sætter dagsordenen, når kommuner lægges sammen. Jeg mener, at vi skal sætte os sammen på lige vilkår. Man skal i virkeligheden begynde i toppen og få fastlagt, hvad det er for værdier og procedurer, der skal være fundamentet. Når man så når frem til det fagspecifikke, så mener jeg, at man skal nedsætte nogle sammenlægnings-arbejdsgrupper, som jeg meget ønsker vil få en paritetisk sammensætning og ikke sammensætning efter kommunestørrelse. Ligeværdighed i det samarbejde vil betyde utrolig meget.” 

Tillid frem for kontrol 

”Jeg synes, vi har lov at sige, at Egebjerg Kommune satser på tillid frem for kontrol og værdier frem for regler. Det er noget, jeg oplever som helt essentielt, og som jeg gerne vil arbejde for i en ny kommune. Til gavn for den enkelte borger. 

Det kan være, at man også lægger stor vægt på åbenhed i de andre kommuner. Vi er jo i en situation, hvor man må sige, at det er lidt af en gættekonkurrence. Vi ser jo kun mange af tingene i nabokommunerne som øjebliksbilleder eller artikler i avisen. 

Det, at man er bevidst om sin egen kultur, er udgangspunktet for at kunne danne en ny fælleskultur. I vores kultur betyder værdierne meget. Det betyder meget, at vi er tæt på borgerne, at vi har en decentral struktur og at værdierne er styrende.” 

Edith Hovgaard:”Det betyder meget, at vi har så få stive regler, som vi har. Og så bruger vi værdierne til at diskutere, hvorfor vi gør tingene, som vi gør, eller om vi kunne gøre dem anderledes. 

Sygeplejerskerne i Egebjerg vil gerne have nogle nærværende lydhøre ledere med i en ny kommune. 

Det oplever vi, at vi har nu, og vi oplever, at de altid bakker os op, når vi har nogle gode ideer.” 

Marianne Horstmann:

”Vi er holdt op med at diskutere, om vi skal sammenlægges med andre eller ikke, for alt tyder på, at det skal vi. Det nytter ikke noget at klamre sig til, at det sker nok ikke, og det kommer nok ikke til at berøre mig, for det gør det. Derfor gælder det om at få det bedst mulige ud af det. Jeg ser det som en af mine opgaver, at vi via gode faglige diskussioner kan sørge for opnå de bedst mulige vilkår for sygeplejen. 

Og så håber jeg, at man fortsat kan finde gode sygeplejefaglige ledere, så sygeplejen ledes af sygeplejersker. Ikke for enhver pris, for hvis der er tale om en dårlig sygeplejefaglig leder, så hjælper det ikke på ledelsen, at hun er sygeplejerske. Men vi ser jo mange eksempler på sygeplejersker, der headhuntes til store lederstillinger i det private erhvervsliv. Og så kunne man måske spørge, om vi ikke skulle gøre noget for at beholde deres lederevner i sygeplejen.” 

Bruger hinanden 

Er der fordele for sygeplejerskerne ved at blive en større gruppe?

Marianne Horstmann:

”Ikke generelt, men på specialistfunktionerne. Hvis der er tale om en af de sygeplejersker, der er specialist på et Side 18
 

særligt område såsom diabetes, sårpleje eller andet, er det klart, at langtidssygdom betyder, at så har vi ikke nogen eksperter på de felter. 

Det er specialisterne, der formidler ny viden til kollegerne. Vi er næsten mest sårbare, hvis vores visitator bliver langtidssygemeldt. I så fald skal vi finde en afløser med tilsvarende kvalifikationer. 

Jeg har lidt svært ved at pege på, hvad de oplagte fordele er ved de store kommuner, for i virkeligheden er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad vi kan lave. 

Generelt betragtet har jeg det mest fleksible personale, som løser opgaverne og ikke bare lader bolden ligge. Ingen af dem befinder sig i ”små kasser,” hvor de ikke kan se ud over kanten. Opgaverne løses i fællesskab. Det hænger meget sammen med vore værdier og holdningen til hinanden og til opgaveløsningen. 

Vi har taget de overordnede politiske værdier og overført dem til hjemmeplejen:

Hvad betyder værdierne for borgeren, og hvad betyder de for medarbejderne?”

Edith Hovgaard:

”Vi håber, at vore værdier i hjemmeplejen følger med, når man skal se på, hvordan en ny kommune skal fungere.” 

Marianne Horstmann:

”Det er ikke det vigtigste, hvor stregerne på kortet skal være, selv om det kan betyde meget for mange borgere, alt efter hvor de føler, de mest hører til. Men fagligt er det det mest betydningsfulde at få afklaret, hvordan vi får opbygget en ny kommune.” 

Mærker Egebjerg ændringer i hjemmeplejens opgaver?

Marianne Horstmann:

”Det er helt klart, at kompleksiteten i sygeplejerskernes opgaver i hjemmeplejen er blevet stadig større. 

Jeg plejer at sige, at de fagligt mest dygtige sygeplejersker skal ansættes i hjemmesygeplejen, for der stilles både fagligt og menneskeligt så store krav til den enkelte hjemmesygeplejerske, at det ikke er hvem som helst, vi kan bruge til de job. 

Vi kan i høj grad mærke en hurtigere og tidligere udskrivelse fra sygehus, og at der er flere dårlige og meget plejekrævende borgere i eget hjem. 

En udfordring 

Det har vi også valgt at tage som en udfordring: Hvis det er borgerens ønske, hvad kan vi så tilbyde, så de kan være i eget hjem?

Det kræver løsninger, der tilgodeser både borgerne, de pårørende og medarbejderne. Man skal tænke på, at det langtfra er alle private hjem, der er indrettet, så man let kan være tre personer i badeværelset.” 

Egebjerg kan fremvise en række eksempler på, at den lille kommune godt kan bidrage med nye erfaringer til store nabokommuner, f.eks. dosisdispensering, der er ved at blive implementeret i Egebjerg Kommune. 

”Vi kan alle sammen rigtig mange ting, og hvis andre kan bruge det, vi kan, så er der da ingen grund til, at vi alle skal opfinde den dybe tallerken,” siger chefen for hjemmeplejen i Egebjerg.