Luksuspraktik i distriktspsykiatrien

Efter i en årrække at have haft problemer med at skaffe nok praktikpladser i psykiatrien til sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistentelever i Århus Amt, har et projekt vist, at både brugere, vejledere og studerende og elever kan få glæde af praktikken.

I en evalueringsrapport fra projektet i Psykiatrien i Århus Amt udtrykker de fleste af de omfattede brugere, at det har været positivt at have kontakt med sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistentelever i praktik i distriktspsykiatrier og bostøtter. Alle elever og studerende roser praktikstederne, og vejlederne fortæller, at de har haft god gavn af at få friske øjne på deres praksis.

Traditionelt har uddannelsespladserne i Psykiatrien i Århus Amt været placeret på hospitalsafsnit og afdelinger i de socialpsykiatriske boformer. Et hospitalsafsnit med 16 sengepladser har typisk uddannet 5-6 sygeplejestuderende/social- og sundhedsassistentelever ad gangen.

Men lukningen af syv hospitalsafdelinger inden for de seneste år og en udbygning af lokalpsykiatrien har betydet, at der har været brug for at tænke nyt om placeringen af uddannelsespladser i Psykiatrien i Århus Amt. 35 uddannelsespladser i hospitalsregi er blevet nedlagt samtidig med, at der årligt uddannes 30 sygeplejestuderende ekstra. I flere andre dele af landet er lignende omstruktureringer undervejs.

Modstand og tvivl

Med udbygningen af lokalpsykiatrien var det naturligt at undersøge muligheden for at finde uddannelsespladser her. Det viste sig imidlertid ikke at være så ligetil. Der var modstand mod og betænkeligheder blandt personalet i forskellige regioner i amtet. Arbejdet som bostøtte og distriktssygeplejerske er meget selvstændigt og bygger på tætte og ofte langvarige relationer med brugerne. Det kan derfor være svært at tænke elever/studerende ind i dette arbejde. Personalet udtrykte spørgsmål som:

• Kan brugerne holde til at have flere og kortvarige kontakter, og vil de sige fra over for besøg i eget hjem?
• Hvad med elevers og studerendes sikkerhed ved selvstændige besøg i brugernes eget hjem?
• Er arbejdet som distriktssygeplejerske og bostøtte for specialiseret til, at elever/studerende kan lære nok?
• Vil de gå glip af vigtige fagområder? Vil der være mulighed for selvstændige opgaver?

Herudover har der været usikkerhed om de økonomiske aspekter, herunder betaling af praktikvejlederkurser, elevløn og ressourceforbrug til vejledning. 

Tvivlen og spørgsmålene dannede baggrund for, at det i 2001 blev besluttet at lave et projekt, løbende over et år, med det formål at undersøge og besvare spørgsmålene og erhverve erfaringer med at etablere nye praktikpladser i lokalpsykiatrien. 

Positive brugere 

Langt de fleste brugere, der har haft kontakt med elever eller studerende i projektperioden (26 ud af 29), vurderer kontakten med elever og studerende som god og udtrykker, at det har været positivt med et friskt pust i hverdagen. De mener, at elever og studerende har været venlige og hjælpsomme, og at det er godt, de kommer rundt til patienter og lærer noget om psykiatri. 

En bruger, der på forhånd var betænkelig ved, at der skulle komme elever/studerende, blev tilsyneladende glædeligt overrasket. Vedkommende blev orienteret mundtligt om, at der ville komme en elev/studerende, men oplevede ikke, at han/hun havde haft indflydelse på beslutningen. Brugeren uddyber sine svar således: ”Jeg havde måske sagt nej, hvis jeg var blevet spurgt. Jeg var betænkelig ved et nyt menneske i ens eget hjem, hvor jeg i forvejen har mange andre professionelle personer.” 

Efterfølgende vurderede brugeren kontakten med elev/studerende som meget positiv og beskriver eleven/den studerende som et positivt og modent menneske med stor indlevelsesevne. 

Ros fra studerende 

Fra alle ni elever/studerende lyder der ros til praktikstederne. De har svaret, at der har været rigtig gode muligheder for at nå målene for uddannelsesperioden, og at læringsmulighederne har været rigtig gode. En studerende betegner ligefrem perioden som en ”luksuspraktik.” De har kunnet følge vejlederen i langt de fleste opgaver. 

"I starten har man enormt meget brug for at være meget sammen med vejlederen, fordi man først skal lære, hvad psykiatri

Side 27 

egentlig er for noget. Men så får man flere patienter selv, kommer mere ud på egen hånd og får nogle opgaver selv, så får man lov at være lidt selvstændig. Man vokser lidt,” udtrykker en studerende. 

Alle elever og studerende havde efter nogen tid selvstændige brugerbesøg og peger på, at der var gode muligheder for at nå et selvstændigt niveau. De har haft mange forskellige opgaver med brugerne af både praktisk, sygdomsrelateret og rekreativ karakter. De studerende fremhæver, at klinisk uddannelse i lokalpsykiatrien ud over erfaring med det psykiatriske har givet indblik i det raske og sociale omkring patienterne og et overblik over, hvad lokalpsykiatrien består af. 

”Da min praktikperiode udløb, havde jeg fået overblik over lokalpsykiatriens mange muligheder og ikke mindst et indblik i de mange muligheder/facetter, der tilbydes psykiatriske patienter, så de bliver klædt på til at klare sig uden for sengeafsnittets vægge,” som en udtrykker det. 

Derimod føler nogle studerende, at de mangler lidt viden om bredden i psykiatrien. En studerende udtaler:

”Vi kommer jo sikkert til at møde psykisk syge patienter på almindelige afdelinger bagefter, og jeg synes da, det er vigtigt at vide, hvordan man skaber en hverdag derhjemme også. Men jeg savner da de rigtigt syge patienter for at få lidt mere af hele billedet.” 

Nogle studerende foreslår, at man med fordel kunne have 1-2 ugers praktik på hospitalet. Både for at få øget kendskab til Side 28 

den akutte psykiatri og de psykofarmaka, der i lokalpsykiatrien ofte udleveres af hjemmeplejen. 

Vejledere udfordret 

Både i evalueringen og ved en efterfølgende opstart af praktiksteder andre steder giver vejlederne udtryk for, at de undervejs har flyttet sig meget i deres holdning til, hvilke opgaver elever og studerende kan være med til og selvstændigt påtage sig. 

Det tager tid at vejlede, men vejlederne fremhæver, at arbejdspladsen også har udbytte af at have elever og studerende. Væsentligst er elevers og studerendes evne til at sætte spørgsmålstegn ved praksis og give anledning til faglige refleksioner. De kan således medvirke til at give nye perspektiver på det daglige arbejde og medvirke til, at personalet får sprogliggjort deres praksis. En vejleder udtrykker det således: ”Jeg tror, at vi alle får sat lidt ord på den tavse viden, og det er jo altid sundt.” 

Elever og studerende kommer tit med spørgsmål på baggrund af ny teoretisk viden. Det animerer vejlederne til selv at holde sig fagligt ajour og undersøge nye teorier. 

Som nævnt havde medarbejdere i distriktspsykiatrien og bostøtten udtrykt bekymring for elevers og studerendes sikkerhed ved selvstændige besøg i brugernes eget hjem. Medarbejderne har ofte selv en lang erfaring med psykisk syge, som de trækker på i den daglige kontakt og i vanskelige situationer. Nogle var derfor urolige for at sende ofte unge og uerfarne elever og studerende ud i situationer, der kunne blive voldsomme. Side 29
 

Inden projektstart havde uddannelsesstederne sørget for mobiltelefoner til elever og studerende, og alle blev instrueret i, at de ved den mindste følelse af usikkerhed skulle afslutte besøget, forlade brugerens hjem og tilkalde vejlederen. Vejlederne har i samarbejde med brugernes kontaktpersoner udvalgt, hvem elever og studerende kunne have selvstændige besøg hos. Der har hverken i projektperioden eller efterfølgende været episoder af voldsom karakter rettet mod elever og studerende. Eleverne og de studerende giver selv udtryk for, at de ikke er stødt på problemer i relation til brugerne og beskriver praktikken som meget tryg. 

Flere pladser på vej

Efter projektets afslutning er der etableret 22 nye uddannelsespladser rundt om i hele amtet, og flere er undervejs. De betænkeligheder og spørgsmål, vi har mødt, har stort set været de samme som i projektet. Hvert nyt uddannelsessted har - sammen med den uddannelsesansvarlige sygeplejerske i regionen - fundet frem til, hvordan uddannelsesforløbet bedst kunne struktureres. For hvert enkelt praktiksted har det været en proces at starte op, men det har givet en ballast at have gjort og dokumenteret nogle brugbare erfaringer i projektet. Hvilken struktur, der er valgt for de enkelte praktikforløb, afhænger meget af det enkelte steds organisering, og mange modeller er afprøvet. 

I Silkeborg, en af fire regioner i Psykiatrien i Århus Amt, lagde strukturen med fælles ledelse for to team i distriktet og to hospitalsafdelinger op til i en periode at afprøve delt praktik. De sygeplejestuderende havde således fem uger med distriktssygeplejerskerne og fem uger på afdelingen. 

De kliniske vejledere fra afdelingerne fulgte de studerende i hele forløbet for at holde den røde tråd. Dette indebar ugentlige vejledningssamtaler, og der var således et tæt samarbejde med distriktssygeplejerskerne, der fungerede som daglige vejledere. Der var en løbende evaluering, og efter at have fået erfaringer med den delte praktik i ca. et år blev det besluttet at ophøre med denne model. Det var svært for de studerende at nå at få et forløb med patienterne på fem uger. Nu har de studerende 10 ugers praktik i lokalpsykiatrien, men den kliniske vejleder fra afdelingen fortsætter med at fungere i distriktet. Dette samarbejde har fungeret godt.  

Information - hvordan? 

Vores erfaring fra projektet og den efterfølgende opstart af uddannelsespladser ved andre lokalpsykiatrier er, at der er forskellige holdninger til, hvordan brugerne skal informeres. Skal de orienteres om det faktum, at lokalpsykiatrien nu er blevet uddannelsessted, og at der af og til vil komme studerende/elever med ved besøg, eller skal brugeren spørges, om han/hun vil have en elev/studerende med? Det er relevant at gøre sig nogle etiske overvejelser. Det er vigtigt, at der udvises stor respekt for brugerne i den enkelte situation, og at brugernes rettigheder sikres. Samtidig viser projektet tydeligt, at langt de fleste brugere får noget positivt ud af kontakten til elever/studerende. 

Et andet aspekt er vejlederens måde at informere og spørge på. Hvis det er vejlederens holdning, at det er synd for brugerne at have kontakt med elever og studerende, kan dette have stor indflydelse på, hvor trygge brugerne vil være ved at møde elever og studerende. Det er vigtigt, at brugerne er velinformerede om, hvad det vil sige at have med elever og studerende at gøre. 

”Jamen, betyder det så, at du ikke kommer mere?” lød et spørgsmål fra en bruger til sin faste kontaktperson i forbindelse med en orientering om, at bostøtten nu skulle være uddannelsessted. Flere vejledere udtrykker, at det har været vigtigt at understrege over for brugerne, at en elev/studerende ikke erstatter kontakten med den faste kontaktperson, men at brugeren derimod får mulighed for ekstra besøg, eller at der kommer to personer i stedet for en. 

Lilian Gade Abrahamsen og Britta Ravn er uddannelsesansvarlige sygeplejersker ved Psykiatrien i Århus Amt.