Sygeplejersken
Stafetten: Forskning er et pionerarbejde
Sygeplejersken 2004 nr. 17, s. 30
Af:
Nete Hornnes, forskningsleder
I 2000 indledte Sekretariat for Referenceprogrammer arbejdet med at støtte udarbejdelsen af evidensbaserede referenceprogrammer. I de programmer, der foreligger, findes eksempler på områder med spinkel evidens for den sygepleje, der ydes patienter med almindeligt forekommende plejebehov som f.eks. ernæring og problemer med udskillelse.
Der er hermed dokumenteret et behov for forskning i sygepleje. De vægtigste argumenter for nødvendigheden af denne forskning er efter min mening hensynet til, at patienterne får den pleje, der hurtigst muligt og med minimal risiko for komplikationer kan opfylde deres behov for sygepleje og hjælpe til højest mulige grad af sundhed.
Behovet for forskning er også påtrængende af hensyn til den bedst mulige udnyttelse af ressourcerne i sundhedsvæsenet og i samfundet som helhed. Der er god økonomi i at tilbyde en pleje med en veldokumenteret effekt, kortest mulige indlæggelsestid på hospitalet og mulighed for hurtig genoptagelse af arbejds- og fritidsaktiviteter.
Med uddannelse af sygeplejersker på bachelorniveau står vi over for en forventning fra de nyuddannede om, at forskning bliver en integreret del af arbejdet. Der er ingen tvivl om, at arbejdspladser, der mht. uddannelses- og ansættelsesmuligheder viser, at de prioriterer forskning i sygepleje, på denne baggrund står sig godt i konkurrencen om de dygtige og engagerede medarbejdere. En arbejdsplads med spændende forskningsprojekter har gode muligheder for at fastholde de engagerede medarbejdere.
Forskningsprojekter medvirker til at bevidstgøre de involverede parter om deres fags betydning, og det opleves som tilfredsstillende, at der er viden og ikke blot formodninger bag den vejledning og pleje, vi kan tilbyde patienterne.
Sygeplejersker har en bred kontakt til brugerne af sundhedsvæsenet og får dermed et facetteret perspektiv på sundhed og sygdom.
Det skal vi udnytte til udforskning ikke blot af sygepleje men også af områder, som andre faggrupper i mindre grad har blik for, eksempelvis patienters opfattelse af og forventninger til sundhedsvæsenet.
Forskning i sygepleje er spændende. I Danmark er der tale om et pionerarbejde, en udfordring i sig selv. Forskning kræver fordybelse i et felt, hvor man har klinisk erfaring, som for de fleste må suppleres med indsigt i teorier og forskning inden for feltet.
Det er tilfredsstillende at få større indsigt og mere viden, og hertil kommer ikke sjældent, at man med forskning kommer frem til overraskende og uventede resultater. Således kan man eksempelvis blive belært om, at patienternes oplevelser og forventninger var anderledes, end man havde troet. Dette overraskelsesmoment og opgør med antagelser er med til at gøre forskning ikke blot berigende, men også underholdende.
Nete Hornnes er forskningsleder - pleje og omsorg - i klinisk forskningsenhed, Hvidovre Hospital.
E-mail: nete.hornnes@hh.hosp.dk
Nete Hornnes har giver stafetten videre til udviklingssygeplejerske Ingrid Muus på Esbønderup Sygehus med følgende spørgsmål:
Er der strengt taget brug for sygepleje i rehabilitering af apopleksipatienter?