Sygeplejersker har ret til at kritisere

Illustration Bob Katzenelson

På nogle arbejdspladser forbyder ledelsen medarbejderne at tale med pressen, medmindre ledelsen får besked. Andre steder er der ingen nedskrevne regler om de ansattes kontakt med pressen. Her hersker måske bare en stemning af, at medarbejdere ikke har ret til at sige deres mening offentligt. Negativ omtale kan jo skade arbejdspladsen eller gøre en åbenmundet medarbejder upopulær hos kolleger og ledelse. Det kan få medarbejderne til at tænke, at de hellere må lade være med at stikke hovedet frem. 

Men offentligt ansatte må gerne udtale sig til pressen uden at bede om lov eller orientere ledelsen. Ordet er frit, så længe de ikke udtaler sig på arbejdspladsens vegne, men som privatpersoner, f.eks. kritiserer den afdeling, de arbejder på.

Det er god skik at prøve at løse problemerne internt i første omgang, men ingen arbejdsgiver kan forhindre en medarbejder i at tale negativt - eller rosende - om arbejdsstedet. Ofte vil det imidlertid nok være rarest for medarbejderen selv, at ledelsen ved, at han eller hun har udtalt sig om arbejdspladsen, men ledelsen kan ikke pålægge medarbejderen at skulle give besked. Kun i de tilfælde, hvor medarbejderen udtaler sig som repræsentant for arbejdspladsen. 

Man sondrer altså mellem private og institutionelle ytringer. Private ytringer kan som nævnt dreje sig om utilfredshed med forhold på arbejdspladsen, kritik af besparelser eller af ledelsens beslutninger. 

Institutionelle ytringer derimod sker på arbejdspladsens vegne. Det kan være udtalelser om en konkret undersøgelse eller behandling, eller om arbejdspladsens hygiejnepolitik. Men de kan også handle om mere kontroversielle ting, såsom gennemførte besparelser. Hvis en medarbejder, typisk en af de øverste ledere, ytrer sig på sygehusets vegne om besparelser, må vedkommende bakke dem op. 

Oluf Jørgensen, afdelingsforstander i informations- og forvaltningsret ved Danmarks Journalisthøjskole, udtrykker det på denne måde:

”Hvis en sygeplejerske ytrer sig offentligt på egne vegne, har sygehuset ingen ret til at kontrollere sygeplejerskens udtalelser. Hun kan frit sige, hvad hun vil, også selv om hun fremsætter kritik af ledelsen. Også uden at skulle orientere den. Hun har nemlig ytringsfrihed som alle andre danske borgere. Blot skal hun overholde injurielovgivning og tavshedspligt. 

Men når en sygeplejerske udtaler sig på vegne af det sygehus, hun arbejder på, kan sygehusledelsen godt bestemme, hvad hun må sige. Ledelsen kan også kræve at blive orienteret om, hvem sygeplejersken har talt med, og hvad hun har sagt.” 

Åbenhed i H:S 

På landets sygehuse findes der mange former for vejledninger af, hvordan medarbejderne skal håndtere pressen. På nogle sygehuse er reglerne skrevet ned i foldere eller mere fyldige pressepolitikker. Andre steder hersker uskrevne regler. Men mange medarbejdere er i tvivl om, hvad de egentlig må, og mange undlader at sige noget for en sikkerheds skyld.  

På Amtssygehuset i Gentofte udsendte sygehusdirektionen for nylig en mail til alle afdelingsledelser, hvor den præciserede, at den skal orienteres, ”hver eneste gang, der har været kontakt med en journalist mhp. artikel” eller lign. (Se også artikel side 10).

På Storstrømmens Sygehus (i alt fem sygehuse) skal ansatte også ”altid orientere nærmeste leder”, når de har været i kontakt med pressen. Uanset om interviewet bliver til noget eller ej.

På Odense Universitetshospital (OUH) er man i øjeblikket ved at nedfælde sin uskrevne pressepolitik på skrift. Ifølge funktionsleder i informationsgruppen på OUH, Knud Børge Jørgensen, er der kutyme for, at alle medarbejdere kan udtale sig på egne vegne, men hvis de udtaler sig på hospitalets vegne, skal de sikre sig, at de har kompetencen til det. Herudover skal de orientere ledelsen om pressekontakten. Ifølge Knud Børge Jørgensen eksisterer der herudover en uformel holdning til udtalelser til pressen på sygehuset:

”Holdningen til medarbejdernes kontakt med pressen har været, at man har krav på at sige, hvad man vil, men man har ikke krav på, at ledelsen nødvendigvis holder af én bagefter,” fortæller han.

Pressepolitikken i Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) skelner også mellem ytringer på egne vegne eller sygehusets. Desuden opfordres medarbejderne til at være åbne over for pressen, hvis de føler sig kompetente til at udtale sig. I tilfælde hvor medarbejdere udtaler sig på sygehusets vegne, skal de orientere ledelsen.

Pressepolitikken i H:S er forbilledlig, mener Oluf Jørgensen.

”H:S har nogle glimrende retningslinier om forholdet til pressen. De er meget grundige og respekterer de ansattes ytringsfrihed. De respekterer også, at pressen har et behov for information, og de skaber en praktisk håndterlig måde at få givet informationer til pressen på, nemlig ved at enhver medarbejder, der er kompetent til det, kan orientere pressen uden for meget bureaukrati. Det illustrerer, at H:S har tillid til, at medarbejderne kan udtale sig til pressen,” siger han og beskriver den modsatte type ledelse:

”Hvis en ledelse ikke har tillid til sine medarbejdere og vil føre en centralistisk og gammeldags ledelsesstil, hvor alt skal kontrolleres, så kan den gøre det. Det har ledelsen ret til. Men hensigtsmæssigt er det ikke. Hverken for sygehuset eller medierne.”

Mange danske sygehuse har lagt deres pressepolitik ud på deres hjemmesider. Det gælder f.eks. H:S og Storstrømmens Sygehus.