Kommunerne skal bruge specialister

Den gammeldags, bredt arbejdende hjemmesygeplejerske er ved at være historie. 

Som gruppe vil fremtidens hjemmesygeplejersker få endnu flere forskellige opgaver end i dag. Men den enkelte vil opleve, at hendes arbejde og ansvar bliver snævrere afgrænset. 

Og mens den store gruppe hjemmesygeplejersker i en kommune stort set lavede det samme før i tiden, bliver deres arbejde mere og mere forskelligt. 

”Hvis man skal være lidt grov, kan man sige, at demokratiet i gruppen bliver erstattet af specialisering,” siger chefkonsulent Lars Lennart Jensen, Kommunernes Landsforening. 

”Det gælder myndighedsopgaver som visitation og tilsyn, men det gælder også nogle af de egentlige behandlings- og undersøgelsesopgaver.” 

Lars Lennart Jensen understreger, at kommunerne ikke får mindre brug for sygeplejersker i fremtiden, tværtimod. Selv om de mister en del af deres gamle opgaver, og selv om enkelte kommuner eksperimenterer med at undvære dem. 

”Ser man på primærsygeplejerskerne ude i det yderste led, er det rigtigt, at de har afgivet kompetence. Men de har afgivet den til andre sygeplejersker, som har fået specialiststillinger i visitationen og regulære lederstillinger. 

De mange sygeplejersker uden ledelsesmæssige beføjelser vil til gengæld få flere specialiserede opgaver i sygeplejen.” 

Otte af ti visitatorer 

Særskilt visitation til hjemmehjælp er et lovkrav. Men adskillige kommuner var allerede i gang med at centralisere visitationen, før loven kom. 

Tendensen er nu, at de kommunale visitationsenheder også skal visitere til hjemmesygepleje, træning, særlige boligtilbud og andre ydelser, som svækkede borgere har behov for. 

Derfor må visitationen være tværfaglig, men sygeplejersker vil stadig være den bærende gruppe, forudser Lars Lennart Jensen. 

”Der er ikke rigtig andre faggrupper, der kan bære det kompetencemæssigt bortset fra terapeuterne, som er ret få. Jeg vil gætte på, at otte af ti visitatorer er sygeplejersker.” 

En anden tendens er, at kommunerne professionaliserer deres personaleledelse, og de nye ledere vil tit være sygeplejersker. 

”I ældreplejen har man opereret med gruppestørrelser helt ned til 10-12 personer,” siger Lars Lennart Jensen. 

”Men det hænger hverken sammen fagligt eller økonomisk. I dag opererer man typisk med større grupper, helt op til, hvad der svarer til en sygehusafdeling. Dermed får man også andre perspektiver på ledelsen.” 

Pleje og forebygge

Fremtidens hjemmesygeplejersker skal først og fremmest tage sig af syge borgere. Terminalforløb, psykiatriske patienter og misbrugere har kommunerne allerede længe taget sig af. Diabetes-, KOL-, sklerose- og dialysepatienter er andre grupper, der har brug for sygepleje i hjemmet, og endnu flere er på vej. 

”Vi ser grupper, vi aldrig før har mødt i hjemmeplejen. Borgere i 40´erne og 50´erne med fibromyalgi og whiplash, som ligger i åben krig med dagpengesystemet,” konstaterer Lars Lennart Jensen. 

”Demens volder stadig store problemer. Gamle kronikere, der blev pensioneret i 70´erne, begynder nu også at melde sig som brugere på ældre- og handicapområdet. Indvandrere ligeså.” 

Som Lars Lennart Jensen ser det, har hjemmeplejen to ben. Et, som rummer behandling og sygepleje, men også den mere kompenserende hjælp til svækkede ældre. Et andet, der omfatter forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering. 

”Og her tør jeg uden at fornærme nogen sige, at få grupper kan løfte så bredt som sygeplejersker. De har både et ben i den sekundære sundhedssektor og et i borgerens hjem.” 

Kommunernes Landsforening ønsker sundhedscentre, der kan rumme dele af Side 27

den kommunale hjemmepleje, men også rådgivning og andre forebyggende aktiviteter. 

"Vi er lidt kede af loven om forebyggende hjemmebesøg. Vi har et tilbud, som efter vores bedste overbevisning kun har begrænset effekt, fordi vi møder borgerne for sent,” siger Lars Lennart Jensen. 

”Der vil være mere perspektiv i at give dem et tilbud, når de bliver folkepensionister, få dem til at overveje motion, livsstil osv.” 

Færre i ældreplejen 

Fremtidens hjemmesygeplejerske har altså mange opgaver inden for sygdomsbehandling og sundhedsfremme. Til gengæld får hun færre opgaver end tidligere i den brede del af ældreplejen.

”Hjemmesygeplejersken skal kun ind ad døren, hvis der er brug for hende i et hjem,” fastslår Lars Lennart Jensen. Medicindoseringen ligger godt og sikkert hos apotekerne, hjælpere og assistenter overtager ukomplicerede sygeplejeopgaver. Som Lars Lennart Jensen ser det, har sygeplejersken først og fremmest en rolle i problemhjem. 

”Jeg tror, vi vil se en bevægelse, hvor man på én og samme gang delegerer opgaver væk, som f.eks. banal sårpleje, mens sygeplejersker overtager opgaver fra hjælperne hos meget dårlige borgere.” 

Hos de mange ældre, der klarer hverdagen med hjemmehjælp og anden støtte efter sociallovgivningen, skal sygeplejerskerne snarere supervisere end udføre, mener Lars Lennart Jensen:

”I forhold til vores basismedarbejdere vil de få en konsulentrolle.” 

Hvordan forhindrer man så, at de først bliver tilkaldt, når problemerne er opstået, ikke mens problemerne stadig kan forebygges? 

”Der må man trække en anden meget vigtig udviklingstendens frem: At ledelsen i ældreplejen bliver rykket længere ud i geledderne. Mange kommuner prioriterer gruppelederne højt og gør dem til egentlige professionelle ledere. 

Og det er ledelsens ansvar at give sygeplejerskerne plads og rum til at være opsøgende.” 

For megen omsorg 

Måske ligger der også nogle faggrænseproblemer, som kommunerne skal arbejde med, tilføjer Lars Lennart Jensen. 

”I ældreplejen har sygeplejerskerne lidt den samme rolle, som lægerne har på sygehusene. Når man er en veluddannet og meget synlig faggruppe, bliver man somme tider mødt med tilbageholdenhed eller endda mistænksomhed. Men så handler det igen om ledelsesmæssig opbakning. Ledelsen skal sende klare signaler til alle medarbejdere om, at hvis en sygeplejerske kommer med et forslag, så kan det godt være, at hun ikke har personaleledelsen, men der skal lyttes til hende alligevel.” 

Når det er sagt, må sygeplejersker også se i øjnene, at der er grænser for, hvad kommunerne skal gøre for brugerne af ældreplejen, mener Lars Lennart Jensen. 

”Det er ingen hemmelighed, at der kan være uenighed mellem lederen, visitationsenheden og sygeplejersken om, hvornår f.eks. et omsorgsbesøg er påkrævet. Men sociallovgivningen er ret klar. Med mindre borgerne ikke er i stand til at varetage deres egne behov, er de selv ansvarlige for deres tilværelse. Hvor hjemmesygeplejen nok har haft en lavere tærskel for, hvad der skal udløse et omsorgsbesøg.” 

Men omsorgsbesøget er måske netop det, der giver sygeplejersken mulighed for at fange et problem, før det udvikler sig? 

”Det kan det være. Men det kan også være det modsatte - hvis sygeplejersken tager over, hvor borgeren egentlig godt kan selv. Jeg tror mere på målrettet forebyggelse end på det lidt diffuse omsorgsbegreb. 

Det må være en ledelsesopgave at se på, hvordan man sikrer disse borgere. Her vil det være naturligt at skubbe sygeplejerskerne ind som frontfigurer. Det er dem, der skal tage den faglige diskussion med de øvrige medarbejdere.”