Ord kan være en knytnæve

Kan man overhovedet tale om verbal vold?

”Jamen, det kan man da - f.eks. trusler. For mig er det fuldstændig ligegyldigt, om vi snakker om knytnæver eller om verbal vold. Der er tale om grænseoverskridende handlinger. 

Umiddelbart er voldstyper jo noget, hvor man åbenlyst kan se volden. Jeg har aldrig oplevet, at nogen er kommet med et centimetermål og har undersøgt, om et sår nu havde de foreskrevne dimensioner - 2 cm i bredden og 2 cm i dybden. De fleste arbejdspladser kan sagtens finde ud af, at dét er vold, og de vil selvfølgelig ikke have, at deres medarbejdere udsættes for det. Men derfra begynder det at glide. For så handler det om, hvad der er drilleri, hvad der er lune, hvad der er mobning, og hvad der er vold? Dér begynder det at blive svært.” 

Hvor går grænserne så? 

”Det, der kommer ud af munden på en patient, som verbalt sender et eller andet signal, kan sagtens være grænseoverskridende. Kernepunktet på en arbejdsplads er, at man snakker om, hvad volden er for os. Er verbal vold noget, vi skal tage os af? Det handler meget om selve processen, at snakke om det, at nå til en fælles erkendelse. Hvis volden sender den ansatte ud i en krise eller giver psykiske traumer, er det jo stort set ligegyldigt, hvad kategori det er. Det handler om, hvad den enkelte oplever som grænseoverskridende, og det er dét, man skal samle op i forhold til. Ud over de episoder, der kan sende de ansatte ud i tovene, så er der også noget, der hedder takt og tone. Nogle arbejdspladser kan så vælge at sige til brugerne, at de skal overholde visse standarder.” 

Hvad er de typiske reaktioner på verbal vold? 

”Det er afhængigt af, hvilken kultur, de ansatte arbejder i. Hvis kulturen er feminin, som den ofte er i sygeplejefaget, er man orienteret mod at drage omsorg og ofte ikke særlig slagkraftig. Så vil f.eks. Side 15
 

verbal chikane, eller trusler med seksuelle undertoner, muligvis være tabubelagt, og den, der bliver udsat for det, bliver flov. Hvis ikke afdelingen har snakket om, at man ikke skal tolerere det, tillader sådanne enkeltindivider ofte, at patienterne går for langt.” 

Kan den måde, man reagerer på, sidestilles med reaktionerne på fysisk vold? 

”Ja, for når vores grænser bliver brutalt overskredet, begynder vi ofte at tænke på: ”Er der noget galt med mig, siden det sker?” Det kan i værste fald udløse en arbejdsskade. Pludselig en dag, hvor man er sårbar, kan man ryge ud i en personlig krise - en identitetskrise. Man begynder at tvivle på, om man er så dygtig og har så meget fat om tingene, som man egentlig troede. Andre typiske reaktioner tæller hovedpine, myoser, koncentrations- og søvnproblemer. Man bliver måske deprimeret, måske aggressiv. Måske mister man appetitten, eller får kvalme, når man skal forholde sig til det, man er bange for. Reaktionerne er ikke kun et problem for den enkelte, men bliver et arbejdspladsproblem, fordi de ansatte fungerer dårligt. Det kan hurtigt blive en ond spiral.” 

Hvad tror du, det betyder, at definitionen af vold har ændret sig - vil der f.eks. komme flere arbejdsskadeanmeldelser? 

”Det kommer igen an på kulturen, om man én gang for alle har besluttet med hinanden, at man skriver det ned og sender det videre. Nogle sygeplejersker er meget bevidste om det og sørger for at anmelde volden. Det er ofte fordi, sikkerhedsrepræsentationen og ledelsen finder det væsentligt at have et nøgternt billede af, hvad der foregår. Men andre steder er man ikke kommet så langt. Dér sender man måske signaler til de ansatte om, at det ikke er så slemt: ”Nej, lad os nu lige, vi skal jo ikke gå i hårdknude over ingenting.” Det handler altså meget om det sikkerhedsarbejde, den pågældende arbejdsplads udfører.”

Hanne Museth er cand.psych.