Vi finder os ikke i vold

Foto: Søren Svendsen

Det er jo, hvad der sker. Patienterne er frustrerede, fulde eller har voldsomme smerter, og så råber de lidt højt. Nogle af dem forstår ikke danske hospitalsskikke, andre har bare ikke ordforråd til at tale ordentligt. Måske har de haft de en dårlig barndom. Det er også synd for dem.

Sådan en holdning kan man ikke bruge til noget, mener styregruppen i Projekt Voldsforebyggelse på skadestuen ved Horsens Sygehus. Derfor har de nu gennem to år sendt samtlige ansatte, sygeplejersker som læger, sosu-assistenter som portører, på konflikthåndteringskursus. Desuden har de registreret alle episoder, der gik over de ansattes grænser, og for at kunne give medarbejderne den nødvendige støtte og hjælp, arbejder de også på at få stillet en krisepsykolog til rådighed for personalet.

For vold er ikke kun fysiske slag og spark. Volden kan også være psykisk og bestå af trusler, personlige provokationer, nedladende tale og nonverbal, psykisk vold - som f.eks. at blive peget ud på en truende måde. Vold er voldsomme handlinger, der gør arbejdsklimaet ubehageligt og kan medføre reaktioner som angst, vrede og søvnbesvær. Projektstyregruppens medlemmer er enige om, at Side 13
 

der er mærkbar forskel på, hvordan personalet reagerede på den verbale vold for to år siden, og hvordan de reagerer nu. Nu tænker de over, hvad de gør - og hvorfor, de gør det.

”Konflikthåndteringskurset er ikke bare tre dage, hvor du får at vide, hvad du skal gøre. Det handler om de situationer, du står i, og de reaktioner, der kommer. Kurserne har sat en undren og nogle tanker i gang. Vi har lært af dem, der er gode til at tackle situationerne stille og roligt,” mener sygeplejerske og sikkerhedsrepræsentant på skadestuen Signe Rasmussen.

Afdelingssygeplejerske Birgit Fisker er initiativtager til projektet. Foruden hende er sygeplejerskernes tillidsrepræsentant Ellenmarie Sørensen, oversygeplejerske Inge Henriksen og sygeplejerske Thomas Larsen til stede, da Sygeplejersken kommer på besøg.

De er alle fem enige om, at de sjældent møder den fysiske vold. Men at der til gengæld er rigtig mange episoder, hvor de vender ryggen til skældsord, trusler og tilsvininger.

”Sygeplejersker er så gode til at finde formildende omstændigheder ved alt og alle, ikke?” spørger Birgit Fisker.

”Jo, men nogle er også uden for terapeutisk rækkevidde. Og det er der, situationen skrider,” svarer Ellenmarie Sørensen.

Holdningsændring

I 2002 fik styregruppen glæde af de puljemidler, Arbejdstilsynet delte ud gennem det såkaldte PARIS-projekt - Psykisk Arbejdsmiljø på arbejdspladser med RISiko for vold. Et projekt, der gav forskellige arbejdspladser over hele landet mulighed for at gøre noget ved den arbejdsrelaterede vold.

På skadestuen i Horsens har projektet først og fremmest resulteret i en holdningsændring.

Birgit Fisker: ”Det har været ufattelig svært at få folk til at skrive episoderne ned. Måske tænker de: Er det mig, der er noget galt med, siden jeg oplever så meget?”

Ellenmarie Sørensen: ”Det har jo ligget i luften, at man skulle blive slået, før man kunne registrere eller anmelde det. At der blev råbt eller truet af én, det var ikke noget.”

Signe Rasmussen: ”Men det viser sig faktisk, at op til 87 pct. af de ansatte i afdelingen har været udsat for verbal vold.”

Thomas Larsen: ”Jeg tror, at man må gøre op med forestillingen om, at sådan er det bare på en afdeling som vores.”

Birgit Fisker: ”Et af målene var jo også, at der skulle være et vist niveau. At det blev legalt at anmelde den psykiske vold. De situationer, hvor det gjorde indtryk, skal skrives ned. For det er måske ikke altid nok bare at snakke om det.”

Thomas Larsen: ”Det drejer sig også om fælles ansvar. At alle bakker op omkring det.”

Birgit Fisker: ”Og om bevidstheden over for sine kolleger eller de patienter, der må høre på det.”

Thomas Larsen: ”Ja. Man må sige til sådan nogle folk, at hvis du generer mig, generer du også mine kolleger. Vi er en faggruppe.”

Inge Henriksen: ”Det er vigtigt at vide, at når man bliver ansat på en psykiatrisk afdeling eller på en skadestue, risikerer man at opleve de her ting. Det er fint nok at være bevidst om. Men dertil og ikke længere. Man behøver ikke også at finde sig i det. Man skal vide, at der er behov for, at man lærer at tackle det.”

Rockerkrig, nej tak

Når projektet afsluttes i november, ønsker styregruppen at se Side 14
 

endnu flere mærkbare ændringer. Det handler ikke kun om at give personalet en bedre bevidsthed om professionelle og personlige grænser, men også om at vise patienterne, at der ikke er frit slag. Som f.eks. når det kriminelle miljø i Horsens kommer tæt på.

Birgit Fisker: ”Jeg vil gerne have, at vi har en voldspolitik i afdelingen, så ingen er i tvivl om, hvad de skal gøre. At vi er blevet gode til at registrere. At vi stadigvæk kan tale åbent om det, og at det er en naturlig ting, at der bliver handlet. Om en episode bliver registreret eller ej, skal ikke afhænge af, hvem der har vagt.”

Inge Henriksen: ”Måske er det svært at opnå, men personligt kunne jeg godt tænke mig at nå dertil, hvor man kan mestre de kommentarer, man får.”

Ellenmarie Sørensen: ”Jeg ønsker mig, at vi har en fælles holdning til, at man ikke skal finde sig i alt.

Ikke fælles grænser, men fælles holdning. Så man reagerer, når man føler sig trådt på.” 

 
Thomas Larsen: ”Forhåbentlig kan vi også begynde at vise de besøgende på skadestuen, at der er grænser. Problempersonerne kommer mange gange i grupper, og hvis vi er i stand til at påvirke dem, så ved de til næste gang, at de altså ikke kan styre showet.” 

Ellenmarie Sørensen: ”Nogle af dem vil jo gerne overtage skadestuen. Vi har rockere her, som selv vil bestemme, hvem der skal behandles først, hvem der skal ligge hvor, og hvem der skal holde øje med hvem.” 

Thomas Larsen: ”Og hvem, der ikke skal behandles.” 

Signe Rasmussen: ”Men de kan jo også blive bittesmå, hvis det gør ondt nok. Eller hvis man får gjort det klart fra starten, hvem der bestemmer.” 

Ellenmarie Sørensen: ”Jeg har prøvet at have nogle grupper, der skød på hinanden. Nogle af dem kom så kørende og smed to mænd af, der havde skudsår. De satte også én af, der kunne gå op og ned ad gangen og patruljere. Bred og stor. Alle de andre skyndte sig at fordufte, inden politiet kom. Ham, der var mindst kvæstet, skulle behandles først. For ham, det var gået værst ud over, var kun supporter (ikke fuldgyldigt medlem, red.), og rangerede ikke så højt i hierarkiet. På et andet tidspunkt var det så slemt, at de barrikaderede dørene, og politiet kom med skarpladte pistoler. Så sagde vi stop. Vi vil simpelthen ikke have deres rockerkrig herind.” 

Thomas Larsen: ”Jeg kan blive så rasende over, at sådan en lille gruppe kan få lov at styre det hele.” 

Ellenmarie Sørensen: ”De kan jo også være ganske harmløse. Men at der skal gå sådan en olm tyr op og ned ad gangene og udstråle, at man bare skal makke ret, det er altså for meget.” 

Anonym anmeldelse

Det er tydeligvis ikke bare for at have noget at snakke om, at styregruppen har iværksat voldsforebyggelsesprojektet. Alvoren er til at tage at føle på i de situationer, hvor grænserne bliver overskredet, og det er nu blevet klart for personalet, at de bl.a. kan få politiet til hente folk, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Men at de også skal tænke på, hvilke konsekvenser, det kan have. 

Birgit Fisker: ”Vi har haft en sag, der endte i retten, hvor en patient blev meget voldsom og smadrede inventar. Anmeldelsen blev skrevet anonymt, og vi håbede, at vidneprocessen også kunne blive anonym. Både sygeplejersken og voldsmanden har specielle navne, der let kan genkendes, og voldsmanden har tilknytning til rockermiljøet. Så ingen ønskede at få en åben konfrontation. Men for at blive sikret anonymitet skulle sagen have meget større vægt. Jeg tilbød at lægge navn til, og fortælle sagen fra Side 15 

tredje hånd. Men vi blev enige om at frafalde. For vi har reelt ingen beskyttelse. Måske ville de komme tilbage på afdelingen.” 

Inge Henriksen: ”Der er jo nogle ting, vi har pligt til at indberette - f.eks. vold mod børn. Men når man ingen beskyttelse har, bliver man tilbøjelig til at overse hændelser. Når det er personalet på skadestuen, der har foranlediget f.eks. tvangsfjernelse på grund af vold, så ved de pågældende jo godt, at vi findes, og at vi har gjort det. For os er der særlige situationer, hvor vi ikke bare kan lade være at anmelde. Og andre, hvor vi egentlig gerne ville, men føler os truet. Måske er jeg ikke bange for ham, der har gjort det, men jeg ved, at alle hans venner sidder i ventelokalet i retten.” 

Ingen autoritet i hvid kittel 

På skadestuen i Horsens kommer mange patienter, der vant til en noget anden kultur end den, sygeplejerskerne repræsenterer. Og det kan mærkes, at omgangsformerne i samfundet har ændret sig. Patienterne opfører sig generelt anderledes i venteværelset, end de gjorde for ti år siden, mener de fem sygeplejersker. 

Ellenmarie Sørensen: ”På et tidspunkt var jeg involveret i et projekt om andre kulturer. En dag kommer en mand ind med ondt i halsen og vil have penicillin. Jeg forklarer ham, at man skal undersøges først. Han bliver fuldstændig rasende og kalder mig racist. Det sårede mig.” 

Inge Henriksen: ”Sådan kan det ofte gå med patienter med anden kulturel baggrund. De tror, at når vi henviser til et andet sted, er det fordi, vi afviser dem. Så bliver de fornærmede. Den racisme, de møder i samfundet, kan meget hurtigt overføres til sygeplejerskerne. Derfor er det også meget vigtigt, at ledelsen melder klart ud, at der ikke er forskelsbehandling på afdelingen." 

Birgit Fisker: ”Generelt oplever vi, at der ingen autoritet er i en hvid kittel mere. Heller ikke over for nogle af de unge, som selv mener, de skal bestemme alting. Der er aldrig nogen, der har sagt til dem, at de skal vente på noget, og de begynder at råbe og skrige efter 10 minutter i venteværelset.” 

Ellenmarie Sørensen: ”Vi har en gammelkendt patient her, som sidder inde nu. En overgang, når vi så ham komme ved indgangen, sendte vi bud efter politiet, og de stod der med det samme.” 

Birgit Fisker: ” Ja, for han kunne nemlig den dér: ”jeg ved godt, hvor du bor,” eller ”jeg ved, hvor du holder parkeret.” Og helt ærligt, det tror jeg faktisk, han gjorde.” 

Ellenmarie Sørensen: ”Sådan blev jeg også engang truet af en narkoman, hvor jeg svarede: ”Hvis du ved, hvor jeg bor, så har du måske set min hund?” Bagefter måtte jeg hjem til min mand og sige, at vi blev nødt til at anskaffe os en stor hund. Det kan godt være, at du slår sådan noget hen, men tanken kommer igen og igen. Jeg tjekkede endda i telefonbogen om det var muligt at finde mig, hvis nogen ville. Og det kunne de jo nemt.”