Boganmeldelser

Hold fast i kropsplejen

Anne Meiniche.

To kaffe og en staveplade - Historien om en ulykke

København People´s Press 2003
213 sider, 250 kr.

Den kollektive identitetskrise kradser. Skal fremtidens sygeplejersker være konsulenter, gatekeepere, specialister, eller generalister? Hvad er sygepleje, og hvad laver en sygeplejerske? I egne rækker er enigheden til at overse. Ind fra højre kommer Anne Meiniche med beretningen om en trafikulykke, der kvæster hende livsfarligt. Hele familien, der består af forældre og fire børn, får ændret deres liv fra det ene sekund til det andet.

Anne Meiniche ligger på intensiv afdeling i fem uger og må herefter kæmpe hårdt for at få mulighed for genoptræning på et acceptabelt niveau. Bogen handler om den kamp, og om hvordan familien igen kommer til at leve et nogenlunde normalt liv. Det kræver styrke, en styrke de færreste er i besiddelse af, og derfor har bogen klare budskaber til alle personalegrupper i sundhedssektoren. Fra overlæger til socialrådgivere og sundhedsminister. 

Det er en bog om, hvordan systemet, sundhedsvæsenet, opleves af et menneske, der har evnen til at undres i behold. Det er ikke en bog om sygepleje, men en bog, der fortæller sygeplejersker om sygepleje. 

Anne Meinecke beretter f.eks. om betydningen af at få vasket hår. ”Efter mange uger uden bad, var jeg parat til at give min højre arm for en hårvask.” En sygehjælper foreslår at vaske håret med tørshampoo, som hun dog ikke har tænkt sig at skylle ud igen. 

Men så kommer Gunfried til. Hun kører sengen ud i badeværelset og vasker håret to gange på god gammeldags maner. ”Fornemmelsen bagefter var himmelsk.” 

Sygepleje er bl.a. at give patienterne en fornemmelse af himmelsk velvære. For det er, mener jeg, hvad der skal til for ikke at miste håb og værdighed, når man er afhængig af andre og tvunget til at ligge i en seng det meste af tiden. Derfor er kropspleje også sygeplejerskers arbejdsområde. 

Anne Meiniche er ikke sentimental eller følelsesfuld i uspiselige doser, men hun er vred over systemets træghed og ikke bange for at nævne dem, hun er vred på, ved navn. 

Sygeplejersken har spurgt de implicerede sygeplejersker, hvordan det er at blive kritiseret med navns nævnelse i bogform.

Læs artiklen ”Mødet med en kritisk patient”

Af Jette Bagh, sygeplejefaglig medarbejder på Sygeplejersken 

Vil for meget og når for lidt

Anthea Hatfield, Michael Tronson

Opvågningssygepleje - i teori og praksis

Dansk bearbejdelse ved Frans Lærke Bødker
Dansk Sygeplejeråd, København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2003.
204 sider, 399 kr.  

Som opvågningssygeplejerske manøvrerer man i et spændingsfelt mellem det anæstesiologiske og intensive speciale og bør være ekspert i almen medicin og kirurgi. Det er lidt af en mundfuld, og hidtil har en opvågningssygeplejerske da også været nødt til at benytte sig af mange andre specialers litteratur, hvis hun/han har villet fordybe sig i sit speciale. ”Opvågningssygepleje - i teori og praksis” gør det nu nemmere og bør stå på enhver opvågningsafdeling. 

Bogen er skrevet af to australske læger, der forsøger at komme hele vejen rundt om specialet. Når man ser på indholdsfortegnelsen, mangler der da heller ikke noget, og første gennemsyn er en fryd for øjet pga. de righoldige og gode illustrationer. Det virker også godt, at Dansk Råd for Genoplivnings nyudkomne pjece med guidelines til hjertestopbehandling er trykt i bogen. 

Ved nærmere læsning svinder begejstringen imidlertid. For det første har jeg har fundet flere graverende fejl, ligesom jeg tvivler på, om flere af forfatternes udsagn holder vand. Jeg undrer mig også over flere af prioriteringerne, både når det angår sværhedsgrad og mængde. På den ene side beskrives, hvordan et almindeligt blodtryk måles, og hvordan der gives intramuskulære injektioner. På den anden side medtages sjældne tilstande, der er ligegyldige for en opvågningssygeplejerske.

Det beskrives ikke, hvordan man tester effekten og udbredelsen af en epiduralblokade, CPAP nævnes end ikke, og anæstesimidlerne beskrives mangelfuldt. Jeg savner også beskrivelser af ændringer i ventilations- og perfusionsforhold i forbindelse med lejring, og der mangler en oversigt over spinalanæstesis indvirkning på kredsløbet.

Forskellige pressorstoffer omtales indgående, til gengæld beskrives virkning og effekt af efedrin og atropin ikke. Det generer mig også, at opvågningspatienten ikke omtales mere nuanceret. Hovedvægten skal naturligvis lægges på den tunge patient, men i dag kravler ganske mange opvågningspatienter selv i seng direkte fra operationsbordet. Derfor forekommer flere af bogens meget absolutte udsagn overordentligt rigide. 

Dette var bare nogle af forbeholdene over for en bog, hvis afsnit periodevis lyser op og til andre tider fremstår rodede og fejlplacerede. Det er synd for forfatterne, der ville have det hele med, men som glemte at sortere revl og krat fra.