Faglig kommentar: Mental dialyse

Sygeplejersker sætter sig til tastaturet med en sang og et smil på læben, og skriveprocessen går som en leg. Nu skal faget beskrives. Men inden da skal skrivende sygeplejersker i mental dialyse. En samling sprogblomster fra 2003 viser hvorfor, men først et forslag: Lad 2004 blive store sprogrenser-år i sygeplejen.

Alle faglige artikler skal handle om, hvordan og hvorfor klinisk sygepleje praktiseres, som den gør, uden omsvøb eller pyntelige hensigtserklæringer.

Hvad skal vi med aktualiserede refleksioner i dialogbaserede læringslandskaber og fortrolighedsrelationer på lanceringskonferencer, når der i stigende grad mangler beskrivelser af, hvad sygeplejersker foretager sig i de syv-otte timer, de har med mennesker at gøre? Det skønlitterære marked bugner med kendte danskeres beretninger om mødet med sygdom og med et sundhedsvæsen, de troede var anderledes, end det viser sig at være. Faglitteratur og -blade bugner ikke på samme måde med spiselige beretninger om effekten af god sygepleje eller af forskning og udvikling. Næh, vi holder os pænt til at misbruge definitionsmagten og de sygeplejeforsvarlige principper i en stædig kamp for en frugtbar relationsopbygning knyttet til kompetenceudviklingskonceptet for tilskudspræparater og det hele menneske eller det enkelte unikke menneske. Gerne understøttet af en forandringsparathedsundersøgelse i tillæg med en adjungerende professor eller to.

Hvad er det for noget vås; hvorfor år efter år sløre, at det handler om mennesker af kød og blod og forskning og udvikling i pleje af de mennesker? Man bliver mere sårbar, hvis man skriver på dansk og dermed nemmere at kritisere, men det er ikke grund nok til at sætte skudsikkert panserglas op mellem afsender og modtager. Fordelen ved at skrive klart og forståeligt er, at man kommer i kontakt med sine læsere - for så har man nogle. Hellere en på hatten end en mur af tavshed.

”Let røven fra kontorstolen og tag mokkasinerne på,” skrev en læser til mig engang. Budskabet var ikke til at tage fejl af om end ikke specielt høvisk.

Læseren brugte sin ytringsfrihed, og vi har allerede en pris til den sygeplejerske, som bruger ytringsfriheden til at gå i brechen for sygepleje og patienter eller klienter.

Vi har endnu en pris til en sygeplejerske, der har gjort en fremragende indsats i sygeplejen. Men hvad med en pris til den sygeplejerske, der kan formidle sygepleje til en større kreds uden at besmykke faget med glorværdige idealer, der ikke holder en meter i praksis? En sygeplejerske, som nuanceret beskriver sygepleje og forskning med et konkret indhold, så ingen er i tvivl om fagets kerne og inderste væsen, som vi ufortrødent jagter nu på 17. år?

En sygeplejerskernes modersmålspris.

Det er ikke sikkert, nogen bider på og vil sponsere. Men dermed ikke sagt, at prisen er død. Den kan leve i fantasien og få næring gennem Suzanne Gordons og Bernice Bureshs´ bog ”From Silence to Voice.” Bogen, der har forord af professor i sygepleje Patricia Benner, fortæller sygeplejersker, hvordan de kan formidle, så medier og offentlighed bliver lydhøre.

Synlige sygeplejersker er ikke i overtal, og de bliver det heller ikke før fagligheden når ud over rampen. Sygepleje skal sælges på kvalitet. Ikke på en gudbenådet evne til at holde i hånd eller et par empatiske blå øjne.

Fortæl, beret, men få gang i den åndelige neglefil, så udtryk tømt for indhold forsvinder fra faglige artikler. Godt nytår.