5 faglige minutter: Parat til at gå i retten

Samtalen handlede om, hvor forskelligt sygeplejersker opfatter patienters og pårørendes opførsel. Hvad den ene opfatter som en grovhed eller sexchikane, bemærker en anden dårligt nok eller ryster på hovedet af. Hvor den ene sygeplejerske går ned med flaget, markerer den anden klart over for patienten, hvor grænsen går. Det handler meget om personlighed, men også om, hvor i landet vi er. I visse miljøer kommer der hurtigere hård hud i øregangen, hvis sygeplejersken skal begå sig.

5 faglige minutter skrives på skift af fire sygeplejersker:
	Jette Bagh, sygeplejerske, cand.cur. Uddannet i 1981 på Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskole.
	Jørn Ditlev Eriksen, sygeplejerske, forstander på botilbuddet Slotsvænget. Uddannet i 1987 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet.
	Anne Vesterdal, sygeplejerske, Uddannet i 1970 på sygeplejeskolen ved Rigshospitalet
	Birgitte Harild, sygeplejerske, P.t. bosat i Frankrig. Uddannet i 1980 ved Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i Hillerød.

Distriktssygeplejersken var enig. Hun var vant til lidt af hvert. ”Men der var en gang, hvor jeg var utryg.” Hun skulle ud til en patient, hun opfattede som meget uligevægtig. Desuden vidste hun, at patienten tidligere havde begået et mord.

Hun ringede til nærmeste politistation og bad om at blive ledsaget, fordi hun skulle ud til en sindssyg patient, hun var utryg ved. Vagthavende betjent startede oppefra med ”lille dame,” og nu skulle hun blot tage det roligt. Men sygeplejersken lod sig ikke affærdige.

”Hvad hedder patienten?” spurgte betjenten. Det ville sygeplejersken i første omgang ikke ud med på grund af tavshedspligten, men da betjenten ikke var særlig medgørlig, nævnte hun til sidst navnet. ”Så kan jeg godt forstå, du er bange,” sagde betjenten. De følgende uger, indtil der var faldet ro over patienten, stod der et par diskrete betjente i opgangen, hver gang distriktssygeplejersken kom på besøg. 

De fleste sygeplejersker ville nok være enige i, at moralen må være: Hellere en levende sygeplejerske, der bøjer loven i et særtilfælde og viser en person i en anden forvaltning tillid, end en død sygeplejerske på hvis gravsten, der står: ”Hun overholdt lov nr. 482 af 1998 om patienters retsstilling”. 

Så nemt er det ikke altid. Lov om patienters retsstilling tørner med mellemrum sammen med det, sygeplejersker opfatter som patientens tarv. 

En psykiatrisk sygdom kombineret med et misbrug førte til, at en mand endte som en subsistensløs far. For han er stadig far. Hans tre døtre føler et vist ansvar for at bevare en vis forbindelse og har også selv brug for at vide, hvordan det går deres ophav. Faderen vendte familien ryggen og fralagde sig sit ansvar, men han sætter pris på døtrenes sporadiske kontakter.

En gang var der gået temmelig lang tid, uden at døtrene havde mødt faderen på hans sædvanlige tilholdssteder. Ingen vidste, hvor han er. En af døtrene ringede til socialforvaltningen, hvor faderen plejer at hente sin pension, og spurgte, om han var blevet indlagt på sygehus, havde fået fast bopæl o.lign. Sagsbehandleren var ikke til at vride et ord ud af og henholdt sig til forvaltningslovens bogstav. 

Distriktssygeplejersken har en lidt anden opfattelse af, hvad der tjener en familie bedst. Hun oplever jævnligt, at bekymrede familiemedlemmer ringer til hende og beder om at få noget at vide om en svært psykisk syg søn, datter, far, mor eller anden nærtstående. Hun kender sine patienter og somme tider også familien, så hun giver netop den information, hun vurderer, familien har behov for, og som ikke er til skade for patienten. Hun lider nemlig af den blandt sygeplejersker udbredte opfattelse, at den bedste støtte ofte kan findes inden for familiens egne rækker.

Hvis hendes faglige vurdering af familiens behov er i modstrid med forvaltningsloven, tager hun familiens parti, hvis hun skønner, det også er i patientens tarv. ”Det går jeg gerne i retten for,” siger hun uden at skamme sig til sine kolleger. Endnu har ingen dog slæbt hende i retten. Men måske skulle man håbe på, det sker en dag. Måske er det det, der skal til for at få belyst, om stiv og ureflekteret paragrafrytteri skal være overordnet fagligt velbegrundede skøn i konkrete situationer. Formålet med en lov kan være nok så godt, men der gives også situationer, hvor jeg hellere vil møde folk, der vil tage et personligt ansvar.