Patienterne søger til walk-in centre

Foto: Peter Kingsford

I Slough, en kommune med ca. 120.000 indbyggere i den vestlige udkant af London, mangler der 8-10 praktiserende læger. For tre år siden fik befolkningen i stedet et walk-in center, hvor sygeplejersker efterhånden tager sig af ca. 3.500 engangskontakter om måneden.

 Slough er et multi-etnisk samfund, hvor over halvdelen af befolkningen har rødder i Pakistan og Indien, Caribien eller andre dele af det gamle britiske verdenssamfund. 

I England er det typisk byområder som dette, der er dårligt dækket ind med praktiserende læger. Som alternativ har det engelske sundhedvæsen NHS oprettet 40 walk-in centre i større engelske byer i løbet af de sidste tre år.
 

”Og befolkningen elsker os. Det viser sig, hver gang der bliver lavet brugerundersøgelser,” siger Sally Patrick, der er sygeplejerske og leder af centret i Slough.

Tilfredsheden hænger bl.a. sammen med, at man ikke behøver tage fri fra arbejde for at komme i walk-in centret. Der er åbent mandag-fredag fra 7-22 og lørdag-søndag fra 9-22.

Faktisk har det vist sig, at centret bliver meget brugt af en gruppe, som ellers er kendt for at gå for lidt til læge - mænd mellem 25 og 45.

”Vi har ingen tidsbestilling,” forklarer Sally Patrick. ”Kvinder har det fint med at planlægge, men det har mænd ikke. Især ikke yngre mænd.”

Da centret blev etableret, var der betydelig skepsis hos lægerne i området, både de praktiserende og speciallægerne på de omkringliggende sygehuse.

”En overlæge på skadestuen erklærede, at vi ville fordoble hans arbejde. Og børnelægen mente ikke, vi skulle have lov til at behandle børn under 12 år,” husker Sally Patrick.

Skepsis overvurderet

Hun valgte fra starten at samarbejde med dem, der var velvillige, og lade resten være i fred. Og da modstanderne ikke fik ret i deres betænkeligheder, er kontakterne gradvis blevet udbygget til alle sider.

Side 23

Skadestuen er der et nært samarbejde med, øjenafdelingen har oplevet en betydelig lettelse siden centrets start, ikke mindst i weekenden, og er der brug for et råd fra en øre-næse-hals specialist eller plastikkirurg, kan sygeplejerskerne ringe til sygehuset. Nogle praktiserende læger er stadig forbeholdne, men andre bruger i dag walk-in centret til at prioritere deres egne patienter.

”Hvis deres patienter ringer, og de ikke kan give dem en tid, beder lægen dem om at henvende sig hos os. Hvis vi så synes, at de skal til læge samme dag, så får de en tid samme dag,” siger Sally Patrick.

I starten var der også et vist forbehold hos hjemmesygeplejerskerne i området.

”De følte sig nok lidt usikre på, hvad vi skulle. Men i dag hjælper vi dem, hvis de har problemer i weekenden, f.eks. med forbindsskift.”

Sygeplejersker ordinerer

I det engelske sundhedsvæsen kan sygeplejersker tage et kursus, der giver dem lov til at ordinere bestemte former for medicin.

 Men sygeplejerskerne i Slough kan ordinere betydelig mere medicin end det, der står på den officielle liste. Det gør de med udgangspunkt i et sæt kliniske retningslinjer, patient group directions, som Sally Patrick har udarbejdet sammen med en farmaceut.

Der findes retningslinjer for 40 forskellige former for medikamentel behandling, der tilsammen dækker 25-30 forskellige sygdomstilstande.

Retningslinjerne er gennemset og godkendt af de ansvarlige for den lokale primærsektor, og de udgør det lovgrundlag, som sygeplejerskerne i walk-in centret arbejder på.

”Loven blev ændret i august 2000, da regeringen var i gang med at oprette walk-in centre,” siger Sally Patrick.

”For den var klar over, at hvis walk-in centrene ikke kunne udlevere medicin, var der ingen grund til at oprette dem.”

Når sygeplejersken sidder med patienten, har hun også adgang til et beslutningsstøttesystem.

Erfaring og uddannelse

Uanset hvor gode retningslinjer og vejledninger sygeplejerskerne har i walk-in centret, kræver jobbet erfaring, og den skal være bred. En baggrund fra hjemmeplejen er f.eks. ikke nok. Sygeplejerskerne skal også være uddannet på et vist niveau. Man skal mindst være sygeplejerske af grad F. (Der findes niveauer fra A, sygehjælper, til H, mastergrad i sygepleje).

Sally Patrick er selv sygeplejerske og jordemoder, har arbejdet 13 år som konsultationssygeplejerske og har en universitetsgrad som nurse practitioner, primary care, dvs. en uddannelse i selvstændigt at behandle mindre skader og sygdomme. Hendes medarbejdere har arbejdet i lægepraksis, skadestuer og børneafdelinger, gerne flere af delene. De har en universitetsuddannelse til nurse practitioner, enten i primary care eller accidents and emergency (skadestue). Eller som minimum har de taget et kortere universitetskursus i behandling af mindre alvorlige sygdomme.

”Og så kræver det en særlig slags sygeplejerske at arbejde her. Enten kan man lide arbejdet, eller også kan man slet ikke,” siger Sally Patrick.

”Man skal kunne arbejde selvstændigt. Hvis man sætter pris på trygheden ved at have en læge rundt om hjørnet, man kan spørge, vil man ikke bryde sig om at være her.”