Sygeplejersken
Sundhedscentre lukket
I efteråret blev tre eksisterende sundhedscentre, Valby Sygeplejeklinik, Sundhedshuset på Nørrebro og Rudkøbing Sundhedscenter, enten lukket eller måtte kæmpe for overlevelse. De var populære hos borgerne, men passede ikke i systemerne.
Sygeplejersken 2004 nr. 4, s. 10-11
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Valby Sygeplejeklinik overlever, men for fremtiden skal borgerne have en
henvisning for at komme til. Foto: Søren Svendsen
Rundt omkring i det danske sundhedsvæsen har sygeplejersker og andre faggrupper for længst taget forskud på ideen om sundhedscentre.
Men disse lokale centre har ikke haft nogen let gang på jorden. Selv om de er populære hos borgerne, passer de ikke rigtig ind i systemerne.
Et af de ældste initiativer ligger for øjeblikket underdrejet, nemlig Valby Sygeplejeklinik. To andre, Sundhedshuset på Nørrebro og Rudkøbing Sundhedscenter, blev lukket hhv. ved årsskiftet og i efteråret 2003.
Særordning udløbet
Sundhedshuset på Nørrebro og Valby Sygeplejeklinik blev udviklet under de bydelsråd, der i nogle år fungerede som forsøg i Københavns Kommune.
Sundhedshuset på Nørrebro, hvor sundhedsplejersker har støttet unge og udsatte familier med en lang række tilbud, fik en to-årig overgangsordning, da bydelsrådet på Nørrebro blev nedlagt.
Nu er bevillingerne udløbet ved årsskiftet, og den lokale sundhedspleje har kun penge til at videreføre et enkelt af tilbuddene, og kun i begrænset tid.
”Vi har søgt penge til et nyt projekt, som er mere målrettet integration og arbejdsmarked,” siger teamchef Inger Nilausen.
”Og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har virkelig arbejdet på at finde penge til det. Men hidtil er det ikke lykkedes.”
Politikerne i Københavns Kommune har ganske vist afsat to mio. kr. til forsøg med sundhedscentre i 2004. Men pengene skal i første omgang gå til at udarbejde modelprojekter, ikke til drift. Og pengene ligger i kommunens sundhedsforvaltning, mens Sundhedshuset på Nørrebro ligesom sundhedsplejen i øvrigt hører til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
Valby Sygeplejeklinik mistede sit økonomiske grundlag, da Københavns Kommune sidste år indførte en ny struktur i hjemmeplejen.
I den såkaldte BUM-model (Bestiller-Udfører-Model) får hjemmesygeplejen kun penge for de ydelser, der er visiteret. Problemet er, at sygeplejeklinikken var et sted, hvor borgerne kunne henvende sig anonymt og direkte fra gaden.
”Sygeplejeklinikken var en stor succes, men i den nye organisation fandtes den simpelthen ikke. Heldigvis er det lykkedes os at sætte den på landkortet igen,” siger ældrechef Wivi Mørch.
De to sygeplejersker, der stod for klinikken, er i mellemtiden rejst, og klinikken har kørt på vågeblus i efteråret. Men nu slår forvaltningen nye stillinger op.
”Klinikken kommer til at fungere igen, men ikke helt som før,” siger Wivi Mørch. Side 11
”Vi er nødt til at registrere henvendelserne, og man vil ikke længere kunne gå ind uden en henvisning. Ikke nødvendigvis fra en læge, det kan også være fra hjemmeplejen.”
Fynsk sparerunde
Rudkøbing Sundhedscenter blev oprettet, da Rudkøbing Sygehus lukkede kirurgien i 1990. I den tomme operationsgang blev der i stedet indrettet en forebyggende sygeplejeklinik med seks fuldtidsstillinger, tre sygeplejersker (to plus lederen), fysio- og ergoterapeut, socialrådgiver, sekretær og rengøringsassistent. Der var hjerterehabilitering og tilbud til overvægtige, mennesker med kroniske lungesygdomme, inkontinens mm., og søgningen fra borgerne på Langeland var stor.
Sundhedscentret var amtsligt, fordi det opstod som kompensation til borgere, der mistede et lokalt sygehustilbud. Men i den amtslige sammenhæng var en forebyggende sygeplejeklinik en lidt skæv størrelse, og sundhedscentret levede sine første otte år som projekt.
I 1998 gjorde amtsrådet sundhedscentret til en permanent del af det fynske sygehusvæsen. I beslutningen lå samtidig, at tilbuddene skulle målrettes til egentlige patientgrupper og udbredes til hele Sygehus Fyn. Det viste sig, at det var svært for sundhedscentret at finde fodfæste på de andre sygehuse, og i efteråret 2003 blev Rudkøbing Sundhedscenter nedlagt i en sparerunde.
Ved lukningen blev personalet og aktiviteterne overtaget af amtets forebyggelsesudvalg, der fører centeret videre som Fyns Amts Forebyggelsescenter. Nu skal de tre medarbejdere, en sygeplejerske, en fysioteraopeut og en sekretær, udvikle forebyggelsesmodeller til hele amtet, f.eks. forebyggelse på ungdomsuddannelserne, motion som medicin mm.
Ti år for tidligt
Så længe Rudkøbing Sundhedscenter var et lokalt projekt med bred, borgerrettet forebyggelse, var det en udelt succes. Og centrets tilbud bliver i dag savnet af tidligere samarbejdspartnere i hjemmeplejen og almen praksis.
”Men det var en fejl, at det blev kogt ned til de store livsstilssygdomme,” mener oversygeplejerske Hanne Borum, Rudkøbing Sygehus. Hun var med til at etablere sundhedscentret i sin tid og var i mange år nærmeste leder.
Da amtet i 1998 målrettede centrets indsats mod patienter i stedet for borgere, kom sundhedscentret i direkte konkurrence med sygehusafdelinger, der tog sig af de samme patientgrupper.
”Det var svært at få fodfæste på det større sygehus i Svendborg,” husker Hanne Borum.
”Lægerne satte f.eks. spørgsmålstegn ved det forsvarlige i personalets tiltag for hjerte-kar patienter. De var ikke evidensbaserede, sagde man, og der stod ikke en læge bag.”
På det tidspunkt var sygehusafdelingerne selv i gang med at udvikle en række nye tilbud. Lungeafdelingen var ved at oprette en astmaskole, hjerteafdelingen havde sit eget rehabiliteringsprogram osv.
I de senere år er apotekerne også kommet på banen med hjælp til rygestop, og i det hele taget er der blevet rift om rehabilitering og forebyggelse.
”Men vi skal ikke konkurrere om opgaverne,” siger Hanne Borum.
Hun mener stadig, at det borgerrettede koncept fra 1990 var det rigtige. Det var ikke kun for patienter, men også for borgere i krise eller med ondt i livet. Der var plads til morgengymnastik for personale og borgere på sygehusets græsplæne.
”Men måske var det ti år for tidligt. Det, vi gjorde dengang, er jo det, alle taler om i dag.”
Læs om erfaringerne fra Valby Sygeplejeklinik i artiklen ”Uden henvisning og tidsbestilling.” Sundhedshuset på Nørrebro blev beskrevet i Sygeplejersken nr. 12/2002.
Rudkøbing Sundhedscenter blev beskrevet i Sygeplejersken nr. 49/1991.
Sundhedskartellet: Sundhedscentre sikrer forebyggelse
Fem skarpe til Connie Kruckow om sundhedscentre
Uden henvisning og tidsbestilling
Sundhedsprofessor: Borgernes behov er udgangspunkt
Sundhedsprofessor: Strukturdebat fremmer ikke sundhedscentre
Kommunernes Landsforening: Kvalitetsforbedring for borgerne
Lægerne: Etablering skal ske på frivillig basis